Forsikringer gør os økonomisk trygge
Tryghedsindustrien klar med nye tilbud
Uventede og uoverskuelige regninger er noget nær det værste, der kan tilstøde danskerne. En sund privatøkonomi er - sammen med et godt helbred - selve basen under vores tryghed, viser rundspørget til danskerne i “Tryghedsrapport 2004”. For en sjettedel af befolkningen nedsætter frygten for uventede rudekuverter endda livskvaliteten markant. Forsikringer gør til gengæld danskerne trygge igen. “Folks viden om, at de bliver kompenseret økonomisk af forsikringen og velfærdssamfundet, tager toppen af utryghedsfølelsen, ” siger professor Flemming Balvig fra Københavns Universitet. Forsikringsindustrien oplever for tiden, at danskerne forsikrer sig på nye måder samt efterspørger udvidet dækning på de traditionelle forsikringer.