Norden topper konkurrenceevnens globale rangliste
Otte kerneværdier er hemmeligheden bag nordisk succes
Beslutningstagere advarer mod at hvile på laurbærrene
De fem nordiske lande udgør verdens suverænt mest konkurrencedygtige region. Det viser World Economic Forums årlige opgørelse af nationers konkurrenceevne. Succesen er så markant, at WEF i år bruger ekstra meget analysekraft på at indkredse de særlige nordiske styrker. “Vores viden om den nordiske vej kunne være langt bedre. Det ville styrke Nordens muligheder for udvikling og andres landes muligheder for at lære, ” siger WEFs cheføkonom, Augusto Lopez-Claro. En ny rapport, som Mandag Morgen har udarbejdet sammen med Nordisk Råd, tager denne udfordring op. På baggrund af dybdeinterviews med 27 centrale beslutningstagere, afdækker den en fælles nordisk konkurrencemodel baseret på otte kerneværdier - fra lighed og tillid til æstetik og respekt for naturen. Men den måde, værdierne kombineres og udnyttes på, varierer fra land til land. En række af beslutningstagerne advarer mod, at den nordiske succes bliver en sovepude. “Vores flotte placeringer siger mere om fortiden end om fremtiden, ” siger departementschefen i det finske Finansministerium, Anne Brunila. Rapporten præsenterer en samlet strategi for at gøre Norden til en vinder i den globale innovationsøkonomi.