Fra slemt til værre
World Economic Forum:
klimaforandringer verdens største risici
Global elite frygter handlingslammelse
Verden er blevet markant mere risikabel det seneste år. 15 af verdens 23 største risici er gået fra slemt til værre. Sandsynligheden for et olieprischok er vokset som følge af vækst, terrortrusler og geopolitiske spændinger. De finansielle markeder skæver nervøst til udviklingen på det globale boligmarked. Og Kina er ved at udvikle sig til den ubekendte faktor, der kan udløse en række negative kædereaktioner. Det viser World Economic Forums nye globale risikoanalyse, der er baseret på samtaler med 100 ledende akademikere, politikere og topledere i erhvervslivet. De peger også på, at klimaforandringerne i dag må betragtes som den absolut største risiko for verdenssamfundet. Men sjældent har det været vanskeligere at mobilisere til handling. Det skyldes manglende politisk lederskab og det nye risikolandskabs kompleksitet. “Den hastighed og kraft, hvormed de enkelte risici griber ind i andre økonomiske og politiske systemer, har aldrig været større, ” siger Jacques Aigrain, CEO for verdens største genforsikringsselskab, Swiss Re, til Ugebrevet. World Economic Forum peger på oprettelsen af nationale risikomanagere som et nødvendigt skridt. Men tænketanken understreger, at en række nye risici også rummer muligheder.