Den tabte klimakamp

Verden har passeret det punkt, hvor vi kan vinde kampen mod klimaforandringerne, før de når at anrette voldsomme ødelæggelser. 400 af verdens førende is- og klimaforskere sendte i sidste uge en skarp advarsel til verdenssamfundet om risikoen for langt større havvandsstigninger end tidligere ventet. Men klimaforandringerne er blevet en politisk tabersag, der ikke længere har offentlighedens opmærksomhed. Den danske forsker Dorthe Dahl-Jensen, der var medarrangør af forskermødet, sætter sine sidste forhåbninger til, at klimakatastroferne når et omfang,  der for alvor åbner politikernes øjne.

Erik Rasmussen

Sidste uge gav endnu en bekræftelse på, at de største nyheder ofte udløser mindst interesse. 400 af verdens førende is- og klimaforskere, der var samlet til seminar i København, udsendte den hidtil skarpeste advarsel om fremtidige temperatur- og havvandsstigninger. Perspektivet i udmeldingen er skræmmende: De klimaforandringer, der forårsages af is-afsmeltningen i Arktis, udvikler sig nu så hurtigt og så voldsomt, at det efter al sandsynlighed vil sætte en række af verdens storbyer mere eller mindre under vand i dette århundrede og ændre vores livsvilkår dramatisk.

Begivenheden trak kun større overskrifter i Politiken og Information. Sammenlagt blev det til 35 artikler i de syv største dagblade om emnet. Forhandlingerne om regeringens 2020-plan og efterlønnen trak til gengæld 320 artikler. Med al respekt for den aktuelle politiske og økonomiske virkelighed, kan de klimarelaterede problemer meget hurtigt vende op og ned på de økonomiske prognoser og få langt større indflydelse på vores fælles fremtid end 2020-planen. Skævheden i dækningen af de aktuelle begivenheder er symptomatisk for vores forståelse og prioritering af de begivenheder, der former vores tilværelse og fremtid.

[quote align="right" author=""]Er klimaforandringerne netop eksemplet på en udfordring, der sætter politikerne skakmat, og hvor verdenssamfundet blot må erkende, at problemet er uløseligt og indsatsen derfor må koncentrere sig om at afbøde de værste virkninger?[/quote]

Det er selvsagt svært at tage højde for klimaforandringer og is-afsmeltning, der endnu ikke kan bevises endegyldigt eller ses med det blotte øje, og hvor risikoen svinger fra 1 meters havvandsstigning til 1,6 meter eller meget mere. Men netop kombinationen af stor usikkerhed og potentielt voldsomme konsekvenser afdækker et stadigt voksende problem for de politiske ledere og deres muligheder for at reagere. Det illustrerer netop den virkelighed, de i stigende grad må forholde sig til, i takt med at klodens problemer bliver stadig mere komplekse og uoverskuelige. Det rejser spørgsmålet, om der findes en grænse for, hvor komplekse problemer politikerne kan håndtere? Er klimaforandringerne netop eksemplet på en udfordring, der sætter politikerne skakmat, og hvor verdenssamfundet blot må erkende, at problemet er uløseligt og indsatsen derfor må koncentrere sig om at afbøde de værste virkninger?

Spørgsmålene aktualiseres netop af sidste uges seminar om udviklingen i Arktis. Realiteten er, at udviklingen i Grønland og polarområdet de seneste ti år har været så dramatisk, at vi har passeret det tipping point, hvor vi har mulighed for at undgå en accelererende og selvforstærkende proces. I 2007 forudså forskerne en havvandsstigning i det 21. århundrede som følge af is- og sne-afsmeltningen på 38 cm, med en usikkerhed på 20 cm. For et års tid siden blev det opjusteret til omkring 1 meter, med en usikkerhed på 40 cm. Meldingen fra forskerkongressen i sidste uge er en forventet havvandsstigning på 1-1,6 m. Hver gang der foretages nye og dybere analyser, medfører det tilsyneladende stadig mere alvorlige konsekvenser. Hvis udviklingen i Arktis fortsætter, kan situationen blive uoverskuelig inden for ganske få årtier og ændre hverdagen for millioner af mennesker verden over.

Den udvikling stiller store og nye krav til udbygningen af landenes infrastruktur og til fremtidens byplanlægning. Hvordan forholder man sig til så dramatiske havvandsstigninger? Hvornår skal store byområder beskyttes af omfattende digekonstruktioner? De spørgsmål skal besvares nu, og ikke når ulykken er sket. Alene stigninger på 1,6 meter vil betyde, at en række storbyer sættes delvis under vand. Det får også hurtigt økonomiske konsekvenser i form af markant ændrede forsikringsbetingelser m.v.

Den ”urealistiske” havvandsstigning bliver en realitet

Forstør

Forventet global havvandsstigning ås 2000-2100, meter

Igen må tidligere prognoser for globale havvandsstigninger i det 21 århundrede se sig slået af en ny dramatisk fremskrivning. Først lød prognosen på 0,39 meter. Den blev senere opjusteret til 1 meter. Nu kan vi se frem til en global havvandsstigning på op til 1,6 meter.

Note: 1 FNs klimapanel., Kilde: Melting snow and ice: A call for action, 2009.

Men advarslen fra de 400 forskere rækker videre end til effekten af is-afsmeltningen. Udviklingen på Arktis er i høj grad fødekæden for de samlede klimaforandringer. Ifølge materiale frigivet på mødet i sidste uge vil ændringerne i de arktiske sne- og frostforhold forstærke opvarmningen af kloden, bl.a. fordi mindre ismængder betyder, at en større del af solens energi opfanges på jordens overflade. En selvforstærkende udvikling er sat i gang. Det er en medvirkende årsag til, at vi må indstille os på en global temperaturstigning på mere end de 2 grader, der hidtil har været smertegrænsen. Stadig flere klimaeksperter, herunder Det Internationale Energiagentur, forudser, at vi har kurs mod både 3 og 4 grader. Ud over at det i sig selv udløser voldsomme klimarelaterede katastrofer, er det også udtryk for, at udviklingen er ude af kontrol, og at konsekvenserne vil ramme hurtigere, end man kunne forudse for blot få år siden. Med andre ord: Vi er ved at tabe kampen mod klodens hidtil største enkeltudfordring. Hvis ikke det allerede er sket. Svaret kender vi først, når vi ikke længere kan bruge det til noget.

Det er perspektiverne i de advarsler, som en gruppe af verdens førende is- og klimaeksperter udstedte til verdenssamfundet fra deres seminar i København i sidste uge. Der er tale om et af de efterhånden mange og stadig mere alarmerende wake up calls fra videnskaben til verdenssamfundet.

Men problemernes omfang står desværre i omvendt forhold til den politiske vilje og evne til at gennemføre de nødvendige løsninger. Det blev til fulde demonstreret under FNs COP-proces, med klimatopmødet i København som det ultimative bevis. Siden har klimaforandringerne været en stærkt nedprioriteret politisk dagsorden, som primært trives og drøftes blandt embedsmænd og de mest engagerede ministre. Troen på en global bindende aftale er nærmest ikke-eksisterende. Det betyder, at vi er uden konkrete og effektive svar på de accelererende klimaforandringer. I realiteten har verdens politiske ledere opgivet at blive enige om aftaler, der i tide kan hindre voldsomme klimakatastrofer i at underminere livsvilkårene for de næste generationer.

På forskermødet i København blev klimaforandringerne også beskrevet som en “politisk tabersag”. Emnet er simpelthen uegnet som en politisk dagsorden, netop fordi det ikke passer ind i den normale politiske cyklus. Professor James B. White fra University of Colorado beskrev fire grunde til, at klimaforandringerne ikke har den nødvendige politiske interesse:

  • For langsigtet. Selv om vi allerede nu mærker konsekvenserne, er det især næste generation, der for alvor bliver ofre for klimakatastroferne. De kan derfor vanskeligt indpasses i den aktuelle politiske dagsorden og debat. Problemet er for abstrakt – på trods af at vi allerede nu mærker følgerne, bl.a. i form af flere naturkatastrofer.
  • For stort. Udfordringen er i sin natur global og kræver globale løsninger. Verdenssamfundet er imidlertid ikke præget af en konsensuskultur eller gearet til at træffe globale beslutninger. Interesserne er ofte modstridende og kolliderer med nationale hensyn. COP-processen dokumenterer problemet og viser, at der mangler politisk vilje til at sætte sig ud over snævre særhensyn – på bekostning af solidariteten med næste generation.
  • For komplekst. Klimaforandringerne er et meget komplekst problem, som er svært at forklare i enkle vendinger og samtidig præges af en vis usikkerhed. Prognoserne omkring havvandsstigningerne illustrerer vanskeligheden ved at give præcise bud på konsekvenserne. Problemet sættes i relief af eksperternes manglende evne til at formidle advarslerne i et sprog, der skaber en bred forståelse.
  • For dyrt. Omstillingen til et fossilfrit samfund kræver store investeringer. Men pengene er svære at finde i det gældsplagede vestlige samfund. Selv om det i sidste ende bliver dyrere ikke at gøre noget, og der er store gevinster i omstillingen, indkasseres de først på længere sigt – og lang tid efter at de nuværende politikere et pensionerede. Så der er ikke mange point at score på at forsvare klimaet.

Af samme grunde er det næsten umuligt at engagere den brede offentlighed i debatten. Den kan langt mindre end politikerne overskue perspektiverne, og derfor er det svært at gøre klimaforandringerne til den folkesag, som kan presse politikerne til handling.  Overraskende mange er stadig i tvivl om årsagerne til klimaproblemerne – om de er menneskeskabte eller blot et udtryk for naturlige fænomener. Derfor er det også taknemmeligt for skeptikerne at finde alle svaghederne hos de bekymrede, f.eks. kombinationen af det usikre, det langsigtede og det dyre. Så hellere lade, som om problemet ikke eksisterer. Det er til syvende og sidst ikke vores problem. Højst de næste genrationers.

[quote align="right" author=""]Vi er ved at tabe kampen mod klodens hidtil største enkeltudfordring. Hvis ikke det allerede er sket. Svaret kender vi først, når vi ikke længere kan bruge det til noget.[/quote]

Der er altså en række velbegrundede argumenter for, at klimakampen ikke kan vindes, og at politikerne i et ufrivilligt samspil med borgerne og medierne har sat sig uden for reel indflydelse på de største trusler og udfordringer. En af medarrangørerne til kongressen og medforfatter til kompendiematerialet, den danske iskerneforsker professor Dorthe Dahl-Jensen fra Niels Bohr Instituttet, udtrykker over for Mandag Morgen situationen således: “Vi har passeret det tidspunkt, hvor vi kan undgå, at en række lande rammes hårdt af klimaforandringerne. Vi må nu koncentrere os om at hindre de helt store katastrofer i at udfolde sig, bl.a. som følge af voldsomme havvandsstigninger ind i det næste århundrede. Det bliver meget snart et spørgsmål om, i hvilket omfang vi skal bruge pengene på at forebygge klimaproblemerne eller på tilpasning til dem. Der bliver næppe råd til begge dele,” siger Dorthe Dahl-Jensen.

Hendes håb knytter sig til, at klimakatastroferne bliver så voldsomme, at det åbner politikernes og offentlighedens øjne for, at der skal handles hurtigt og effektivt: “Det er måske et brutalt og kynisk ønske, men det er antagelig det, der skal til, for at undgå, at katastroferne løber fra os,” siger hun.

Hele situationen udstiller et ubehageligt paradoks: Sjældent har summen af de globale udfordringer været så stor og politikernes indflydelse så lille.

Den kendsgerning, at klimaforandringerne har udviklet sig til en politisk tabersag uden den store interesse hos medier og offentlighed, kan vise sig at blive den største og mest kostbare fejltagelse for denne generation. Hvis de 400 forskere skulle få ret i deres advarsler og prognoser – og dermed udtrykke sig på linie med stadig flere klimaforskere verden over – er vi den sidste generation, der kan påberåbe sig muligheden for og troen på at have en vis indflydelse på vores egen fremtid. Den luksus kan vi ikke videregive til næste generation. Tværtimod overlader vi den et skib i stormvejr uden ror og uden redningsbåde. Det berettiger os til i historisk lys at blive husket som den mest ansvarsløse generation.

Indsatsen må derfor i stedet koncentrere sig om at begrænse skaderne og tilpasse samfundene til andre eksistensvilkår. Hvad det præcist indebærer, er svært at forudsige, ud over at investeringerne i at tilpasse sig og rydde op efter katastroferne bliver langt større end at forebygge dem. Til gengæld kan erhvervslivet glæde sig over, at den situation kan skabe en af fremtidens største vækstsektorer.

Håbet for fremtiden kan også udtrykkes i følgende citat fra tv-serien Band of the Brothers: “Det er først, når du er død, du bliver en god soldat” – det vil sige har lagt frygten bag dig og kan koncentrere dig om kampen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu