Det er tid til Rigsfællesskabet 2.0

Der er ingen realisme – højst en tragedie – i grønlandsk selvstændighed. Men på Færøerne har man både en økonomi og en veluddannet elite, der kan og vil gøre sig helt fri af Danmark. Folketinget skal arbejde for at genopfinde Rigsfællesskabet.

De grønlandske vælgere har talt. De har valgt de 31 medlemmer af Landstinget, der skal danne den regering, som i de kommende år skal sikre en velfungerende statsadministration og fornuftige rammevilkår for store Grønlands lille erhvervsliv.

Dette gensyn med virkeligheden bliver sundt efter et valg, som set fra København har været præget af det, man kunne kalde arktisk populisme, der har mange lighedstræk med den populisme, der i de senere år har præget dansk, europæisk og amerikansk politik.

Alt for mange grønlandske politikere har alt for travlt med at tale om grønlandsk selvstændighed. Ikke fordi grønlænderne ikke skal have lov til at afgøre deres egen skæbne. Det skal de bestemt. Problemet er, at grønlandsk selvstændighed ud fra enhver simpel realpolitisk og -økonomisk analyse er en umulighed.

Grønland med dets små 56.000 indbyggere og dets helt ekstraordinære geografi har ganske enkelt ikke et bæredygtigt erhvervsmæssigt grundlag for at være en selvstændig stat. Grønland vil ikke kunne hævde sin sikkerheds- og fiskeripolitiske suverænitet, og uddannelsesniveauet i befolkningen er i dag ikke til, at man vil kunne udfylde de funktioner, der er nødvendige for at kunne tilbyde befolkningen et acceptabelt serviceniveau.

Sådan er de iskolde realiteter, og det ville de grønlandske politikere stå sig bedst ved at gøre klart over for deres vælgere, sådan som eksempelvis den besindige 34-årige Randi Vestergaard Evaldsen, leder af det liberale midterparti Demokraterne, har gjort det.

MEN SELV OM grønlandsk selvstændighed ligger langt ude i fremtiden, gør man i København klogt i at arbejde meget seriøst på at finde ud af, hvordan Rigsfællesskabet skal fungere i fremtiden. Sagen er nemlig, at det ikke er i Nuuk, men derimod i Torshavn på Færøerne, at den største trussel mod det Danmark, vi kender i dag, findes.

Mens Grønland er uendeligt langt fra selv at kunne rejse de omkring fem milliarder kroner om året, som lavt sat vil være prisen for selvstændighed fra Danmark, så forholder det sig helt anderledes på Færøerne. Her boomer fiskeriet, og færingerne har på opportunistisk vis etableret en indbringende milliardforretning på at sælge fisk til det sanktionsramte Rusland.

LÆS OGSÅ: Den færøske stat sætter sig tungt på fiskeriet

Færøerne er som samfund langt mere modent end det grønlandske. Geografien er langt mere fremkommelig, og de naturlige ressourcer er langt mere tilgængelige. Sidst, men ikke mindst, råder Færøerne som samfund over en væsentligt bedre uddannet befolkning, end det er tilfældet i Grønland.

En veluddannet samfundselite er den helt basale forudsætning for, at nye små – og for den sags skyld store – nationer kan etablere det embedsværk og den statsadministration, der er en forudsætning for, at eventuel selvstændighed kan få andre og mere varige fordele for befolkningen end den umiddelbare tilfredshed, som for nogle vælgere kan ligge i at give den gamle kolonimagt fingeren, når man står i stemmeboksen.

Færøerne har ikke alene en ’nationaløkonomi’, der er meget tæt på at være finanspolitisk bæredygtig – især hvis man skruer bare en anelse ned for dyre trafikale infrastrukturprojekter. Færøerne har også en politisk ledelse, hvor ønsket om fuldstændig selvstændighed er meget tæt på at have flertal i Lagtinget.

Ganske vist er det den samarbejdsorienterede socialdemokrat Aksel V. Johannesen, der leder regeringen i Torshavn. Men Johannesen har kun de otte af de 17 mandater, der er nødvendige for at have et flertal i Lagtinget.

Hans to regeringspartnere, det borgerlige Fremskridt og det venstreorienterede Republikanerne, går begge ind for fuld færøsk selvstændighed fra Danmark. Især republikanernes leder, Høgni Hoydal, der råder over syv mandater og fiskeriministerposten, er en stærk politisk leder på Færøerne, hvor der efter et lagtingsvalg i 2019 meget vel kan være flertal for at sige farvel til Danmark.

LÆS OGSÅ: Færøsk selvstændighedstrang udløser diplomatisk krise 

DANMARK ANNO 2018 er i realiteten en trenationersstat. Grønlændernes og færingernes status som selvstændige kulturnationer med egne sprog og kulturer står ikke til diskussion. Det store spørgsmål er, om dette Danmark også vil bestå i 2030.

Hvis det skal være tilfældet, kræver det, at et bredt flertal i Folketinget i København er i stand til at opstille et indbydende alternativ til den selvstændighed, som grønlandske og færøske politikere med mere eller mindre lødige argumenter stiller deres vælgere i udsigt.

For Danmark er det relativt beskedne milliardbeløb, som udbetales i bloktilskud til Grønland og Færøerne, reelt en lav pris at betale for den globale politiske indflydelse, som ikke mindst Grønland med dets strategiske betydning giver Danmark.

Samtidig viser både færingernes kissemissen med Rusland og Kinas iver efter at investere i Grønland på samme måde, som man gør det i Island, at Arktis i dag er en region af interesse for autoritære stormagter, der direkte modarbejder det demokrati og den samfundsmodel, vi sværger til i Danmark.

Derfor må man hilse velkomment, at så forskellige stemmer som statsminister Lars Løkke Rasmussen, Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, Folketingets nestor Bertel Haarder, ambassadør Peter Taksøe Jensen og Forsvarsakademiets chef, kontreadmiral Nils Wang alle har gjort sig til fortalere for en revision af relationerne mellem Nuuk, Torshavn og København.

I en tid, hvor identitetspolitik præger politiske debatter og sætter følelserne i kog, er det på høje tid, at vi i Danmark – i tæt dialog med grønlænderne og færingerne – begynder at arbejde på Rigsfællesskabet 2.0.

Forrige artikel De bedste mål er fælles mål De bedste mål er fælles mål Næste artikel Sundhedsdata er nøglen til sundhedsvæsen i verdensklasse Sundhedsdata er nøglen til sundhedsvæsen i verdensklasse
  • Anmeld

    Peter Hansen

    Ideen er god men...

    Som sådan enig, men så skal det også gå begge veje, det skal være noget for noget, og ikke kun Danmark der skal yde.

    Jeg kunne sagtens forestille mig en lovning på mere investering og f.eks. udbygning af infrastruktur og lignende, men så skulle det også være på betingelse af, at alt den selvstændighedssnak forstummer, så man for alles bedste kan skabe udvikling, jobs og fremgang.

    Snakken ødelægger mere end den gavner, og den skubber befolkningerne væk fra hinanden.

    Færøerne, Grønland og Danmark står stærkest samlet, se bare på de store nye havområder, som Danmark på Færøernes og Grønlands vegne er ved, at lægge ind under riget. Hvis alle parter forstod at udnytte, og benytte sig proaktivt af det samarbejde vi burde have i Rigsfællesskabet, så kunne vi komme langt i verden.

    I dag synes der mere at være modarbejde end samarbejde i Rigsfællesskabet, og det bør man forsøge, at ændre. Lad os lave nogle foranstaltninger som genopretter tilliden til hinanden, og nogle nye proaktive samarbejdsfora, som i fællesskab udvikler hele kongeriget.