Danmarks Radio kan ikke overleve som en bred, national kulturinstitution, hvis DR ikke tilføres flere penge. Det vil sige, at licensen skal forhøjes. Det fastslår generaldirektør Christian Nissen over for Ugebrevet Mandag Morgen. Ledelsen i Danmarks Radio har fremlagt en ny virksomhedsstrategi. Den konkluderer, at Danmarks Radio skal vælge imellem at være en alsidig, højteknologisk medieudbyder på det danske marked eller acceptere at tilbyde specialiserede og teknologisk lidt tilbagestående udsendelser. En betingelse for at fastholde en høj ambition er ekstra penge: “Hvis DR overhovedet skal være med i den digitale udvikling, er vi nødt til at få ekstra midler. For mig at se er det en kulturpolitisk beslutning,” siger Christian Nissen. Uden ekstra midler forudser han, at Danmarks Radio løbes over ende af store multinationale koncerner. DRs ledelse håber på politisk opbakning til at fastholde den position, som Danmarks Radio har opbygget igennem de sidste 75 år. Men det er langt fra givet. Strategien udsættes for skarp kritik, bl.a. fra medieforskeren Preben Sepstrup, der også er medlem af DRs bestyrelse. Han finder det bl.a. urealistisk, at DR går ind i et teknologisk kapløb med store internationale giganter. Han mener heller ikke, der er grundlag for at forhøje licensen. Hermed er der lagt op til et spændende opgør om fremtiden for Danmarks største kulturinstitution.