Sandheden om Afrika er ikke sort, og den er ikke hvid. Sandheden om Afrika er fuld af gråtoner.

Den helt overordnede tendens i Afrika er, at kontinentets befolkninger vokser eksplosivt. Det er på en og samme tid en massiv udfordring og en historisk mulighed for både Afrikas og Europas politiske ledere. En udfordring, fordi Afrikas unge mænd og kvinder vil skabe et migrationspres på Europas grænser i årtier fremover; en mulighed, fordi alle disse unge mennesker med deres stræben efter lykke og velstand vil skabe den massive efterspørgsel, der er forudsætningen for den vækst, som skal til for, at alle kan leve værdige liv.

Folkevandringerne i Afrika og ud af Afrika vil vokse i de kommende år, og det vil give yderligere næring til den sociale uro, ekstremisme og populisme, som migrationen allerede nu har skabt på begge sider af Middelhavet. Fremmedhad og benhård udlændingelovgivning er et lige så udbredt fænomen i Afrika, som det er tilfældet i Europa, hvor vi i øvrigt gør klogt i at holde os for øje, at positiv økonomisk udvikling i Afrika i første omgang vil øge migrationen mod Europa og altså ikke bremse den, sådan som det ofte formuleres af håbefulde udviklingseksperter og politikere.

Dette er nogle af de ubehagelige konklusioner fra både den fransk-amerikanske Afrika-ekspert, Stephen Smith, og Danmarks tidligere danske udenrigsminister, Per Stig Møller, som begge her i foråret har udgivet debatbøger, der sætter fokus på befolkningsudviklingen i Afrika. En udvikling, der er uden sidestykke i verdenshistorien.

Frem mod år 2050 vil Europa være hjemsted for sølle 7 pct. af verdens befolkning, mens Afrikas vil vokse til at huse 26 pct. Den udvikling fortsætter, mener FN’s befolkningseksperter, så afrikanere i år 2100 vil udgøre 40 pct. af verdens befolkning.

Men frygten er en dårlig rådgiver, og det gælder også i forhold til Afrika. Hvis vi kun diskuterer Afrika som en sikkerhedstrussel og en udfordring for vores velfærdsstater i Europa, risikerer vi at gå glip af de store erhvervseventyr, der venter i Afrika, når kontinentet i de kommende årtier vil blive yderligere urbaniseret og industrialiseret. Den udvikling er i fuld sving. Tidligere i år underskrev knap 50 afrikanske regeringsledere en aftale om en ny panafrikansk frihandelszone, som skal gøre hele Afrika til et fællesmarked.

Set fra et pragmatisk, dansk perspektiv står det klart, at befolkningsudviklingen og klimaforandringerne i Afrika skaber stigende pres på kontinentets knappe ressourcer som vand, frugtbar landjord og energikilder. Der er altså massiv efterspørgsel på viden inden for vand- og energiteknologi og landbrugsknowhow.

Det har en række danske virksomheder heldigvis også allerede erkendt. Selv om dansk eksport til Afrika stadig er pinligt lille i forhold til mange andre europæiske lande, er enkelte danske virksomheder en slags pionerer på de afrikanske markeder.

Tag f.eks. den østjyske vækstvirksomhed Kamstrup, der er globalt førende inden for måling af vand og energi. Virksomheden står over for en ordre på et trecifret millionbeløb i den gamle danske koloni, Ghana, for at opsætte vandmålere på landets vandforsyning.

Forsyning af vand og energi til de mange afrikanere er nogle af de områder, som i de kommende år vil tiltrække massive investeringer i Afrika, hvor urbaniseringen går meget hurtigt. Kamstrup viser sammen med vindmølleleverandørerne fra Vestas og Siemens vejen for teknologileverandører, der står med meget store muligheder i Afrika, hvis man forstår at skabe de alliancer, konsortier og finansieringsløsninger, der kan forandre åbenlyse forretningspotentialer til sorte tal på bundlinjen.

Og inden for landbruget – der i det meste af Afrika stadig er primitivt og med forholdsvis få midler kan effektiviseres massivt – inviterer afrikanske ledere allerede danske virksomheder til landene for at gøre forretninger. Dér er et stort økonomisk potentiale, som kan være en mulighed for Mali og for danske virksomheder, siger Malis udenrigsminister eksempelvis i et interview med Mandag Morgen.

I et lidt større perspektiv kan man også se Afrikas ungebombe som en mulighed for at afmontere Europas egen truende ældrebombe. Efterhånden som Europas befolkninger ældes, og der derfor bliver færre i den arbejdsdygtige alder, er det en potentiel gevinst for både de europæiske og afrikanske lande, at der vil være ledige arbejdskraftsressourcer i Afrika, som kan bruges i Europa – under ordnede forhold, selvfølgelig. Dette forudsætter, at de europæiske lande når til enighed om fælles regler for både asyl og migration. Det er som bekendt ikke nogen let opgave, hvilket også vil stå klart, når EU’s stats- og regeringschefer holder topmøde i Bruxelles i slutningen af næste uge.

Der er ingen tvivl om, at hele Europas Afrika-politik må og skal bestå af konsekvent grænsekontrol, styret indvandring og offensive investeringer. Europa og Afrika har fælles interesser. Kun ved at se sandhederne i øjnene og ved at overkomme frygten kan vi drage nytte af de muligheder, der gemmer sig i løsningen af enhver udfordring.