Den netop vedtagne elreform markerer et skift fra en vækststrategi til en afviklingsstrategi for danske kraftværker, hvis teknologi og knowhow ellers rangerer blandt verdens bedste. Det konkluderer en analyse, Ugebrevet Mandag Morgen har foretaget af den elreform, som et bredt flertal af Folketingets partier netop har vedtaget. De otte danske kraftværksselskaber må satse på en simpel overlevelse frem for en internationalt orienteret udvikling. Det skyldes bl.a. ejerforholdene, der afviger markant fra de europæiske konkurrenters. De danske selskaber ejes af 85 små elselskaber, som styres af kommunalpolitikere, gårdmænd og skolelærere uden professionel erhvervserfaring. Ejerselskaberne får svært ved at tage risici - og mang-ler fuldstændig incitament til det, da de har forbud mod profit. Der hersker desuden stor usikkerhed om hele sektorens økonomi, der i øjeblikket er trængt af rekordlave priser i Nordeuropa. Først til efteråret afgør politikerne, hvor godt kraftværkerne skal klædes på økonomisk til det liberaliserede elmarked i EU.