I Europa og USA turnerer direktører fra drønrige virksomheder og toneangivende liberale politikere med budskabet om, at staten skal trække sig tilbage for at give plads til det private erhvervsliv. Det er den eneste vej ud af krisen, forlyder det, og argumenterne er klare: Staten bruger penge, erhvervslivet tjener penge. Staten er bureaukratisk, erhvervslivet er effektivt. Staten står for stilstanden, erhvervslivet for fremskridtet.

Det er en velkendt fortælling, som vi også tit hører herhjemme, f.eks. når talen falder på selskabsskat og miljøafgifter. Problemet er bare, at den ikke passer. I hvert fald ikke, hvis man spørger professor i teknologi og videnskabspolitik Mariana Mazzucato, der er aktuel med bogen “The Entrepreneurial State”. Faktisk forholder det sig lige omvendt, hævder hun.

Staten er både innovativ og – måske vigtigst af alt – risikovillig i en grad, som det private aldrig vil være. Usikkerheden er for stor, og gevinsten for langt væk. Hvor virksomheder og private kapitalfonde typisk arbejder med forskning og udvikling, der højst har en udsigt på fem år, kaster staten sig gerne ud i projekter, der har en uoverskuelig tidshorisont. Det betyder, at staten løber større risici end den private sektor og derfor oftere må se sine projekter kuldsejle. Men det betyder også, at det offentlige historisk set har drevet den teknologiske udvikling og i mange tilfælde skabt markeder, som private virksomheder senere har tjent milliarder på, siger Mazzucato til Mandag Morgen:

“Selv i USA, hvor man virkelig hylder det private initiativ, er væksten drevet af statslige institutioner. Hvor ville Apple og Google have været, hvis ikke den amerikanske stat havde investeret massivt i netværks- og computerteknologi? Hvor ville landets medicinalvirksomheder have været uden sundhedsministeriets investeringer i medicinalforskning? De ville ikke have været der, for markederne ville slet ikke eksistere,” siger Mariana Mazzucato.

Erhvervslivet tjener penge på staten

I sin bog gennemgår den britiske professor teknologihistorien bag en række førende produkter, der er blevet sendt på markedet af store amerikanske nanoselskaber, farmaceutvirksomheder og it-firmaer. Analysen viser, at staten kan tage æren for størstedelen af den udvikling, som gør virksomhedernes forretning mulig. Og modsat det, man tit hører, handler det ikke kun om grundforskning, men også om anvendt forskning, viser Mazzucatos eksempler.

Mellem 1993 og 2004 stod de amerikanske medicinalvirksomheder f.eks. kun for en fjerdedel af de nye lægemidler, branchen selv anså som nybrud. Resten af den nye, profitable og godkendte medicin blev bragt til dørs af statsinstitutioner eller forskningsprojekter, som var finansieret af det offentlige.

Det har dog ikke afholdt branchen fra selv at tage æren. Direktøren i GlaxoSchmithKline er ikke i tvivl om, hvem der står bag udviklingen: “Vores branche er ekstremt innovativ, og hvis staten lader være med at modarbejde os, men i stedet støtter os, vil vi kunne skabe en æra af revolutionerende ny medicin,” sagde Andrew Witty til The Economist i starten af 2010. Og det er sagens kerne, mener Mazzucato:

“Branchens selvopfattelse er, at den skaber udviklingen og står bag den økonomiske vækst, mens staten holder dem tilbage med unødigt papirarbejde og ligegyldige regler. Det samme billede giver de befolkningen. Men det passer simpelthen ikke. De tjener penge på statens innovative gennembrud, men leverer ikke særlig mange selv,” siger hun.

Skil din iPhone ad og se, hvad staten kan

Som et eksempel på produkter, der er stykket sammen af statsfinansierede teknologier, fremhæver hun Apples iPhones, iPods og iPads. Designet, markedsføringskampagnerne og brandingstrategierne har været exceptionelle, vedgår Mazzucato, men det havde alt sammen været ligegyldigt, hvis det ikke havde været for det amerikanske militær. Her har forskere udviklet størstedelen af det, der bærer Apples produkter. Se figur i bunden af artiklen. Vi taler først og fremmest om de grundlæggende teknologier som internettet, miniharddisken og gps’en. Uden dem ville ingen i it-branchen eksistere. Men også de teknologier, som har fået Apples produkter til at skille sig ud, er skabt af forskere i militæruniform. Det gælder både teknologien bag touchscreenen og klikhjulet, som gav den første generation af iPod en anderledes navigationsform, end konkurrenterne havde. 

“Steve Jobs blev kaldt et geni for at opfinde iPod’en og iPhonen, men han kunne ikke have gjort det uden statens forskning. Apples succes bygger i bund og grund på det amerikanske forsvars kloge hoveder,” siger Mariana Mazzucato.

Men det hjælper ikke at udvikle en masse teknologier, hvis de bare samler støv i et laboratorium. Mange vil mene, at Steve Jobs’ genistreg var at samle teknologierne i et produkt, masseproducere det og sælge det. Og det er vel her det private erhvervsliv kommer ind: De kan finde ud af at tjene penge på al den forskning, staten enten finansierer eller står for selv?

"Det er klart. Gode forretningsmænd kan finde ud af at udnytte teknologierne, men vi skal stadig huske, hvem der stod bag opfindelsen – hvem der også var den innovative part – og det var staten. I stedet for at tale om det offentlige som en tung, bureaukratisk sektor må vi begynde at tale om den som det, den i virkeligheden er: en driftig og risikovillig innovatør.”

Så det handler i virkeligheden om, at vi skal tale om staten på en anden måde. Men ellers er forholdet mellem den og den private sektor, som det skal være?

“Nej, for vi taler nemlig ikke om staten, som den i virkeligheden er, fordi forholdet mellem den og virksomhederne ikke er, som det skal være. Der er ikke noget i vejen med, at virksomheder kommercialiserer statens forskning, men som det er nu, betaler det private ikke nok tilbage,” siger Mariana Mazzucato.

Statens gevinst skal tilbage i ny forskning

Professoren mener, at forholdet mellem staten og det private er blevet mere ubalanceret de seneste år. For selv om iPhonen bugner af teknologier, der er udviklet af det amerikanske militær, betyder det ikke, at Apple mener, de skal betale selskabsskat til den amerikanske stat. Tværtimod lobbyer virksomheden sammen med andre erhvervsmastodonter som Google og Facebook for at få skatten sat ned. Og så længe det ikke kan lade sig gøre, sender de pengene rundt i verden for at slippe så billigt i skat som muligt. Konklusionen er klar: Staten får ikke nok ud af sine investeringer.

“Det offentlige løber risikoen, det private scorer fortjenesten. Og når de så ikke engang vil betale skat til det system, der har løftet dem op, bliver fordelingen helt skæv. Forholdet bliver nødt til at være symbiotisk, men det er det ikke. De private virksomheder snylter på det offentliges opfindelser,” siger Mariana Mazzucato.

Som om det ikke skulle være slemt nok i sig selv, holder virksomhederne også igen, når det kommer til at investere i spæde teknologier og grundlæggende nye ideer, der måske kan føre til nye markeder på længere sigt. Det er dybt problematisk, mener Mazzucato. Virksomhederne bremser udviklingen i samfundet ved at mele deres egen kage i stedet for at bidrage til at opdyrke nye markeder. De saver den gren over, de selv sad på, før de fik succes. Faren er, at ingen andre får samme chance i fremtiden.

“Hvis vi kigger på historien, er der intet, der tyder på, at vi ville have haft Google eller Apple, hvis det ikke var for staten. Men når staten ikke får noget ud af at have udviklet teknologierne til Google og Apple, er det ikke sikkert, den får råd til at udvikle teknologierne til den næste Google og den næste Apple,” siger Mariana Mazzucato. Hun understreger, at man ikke skal regne med, at virksomhederne tager teten, hvis staten trækker sig tilbage:

“Hvis den succesrige del af erhvervslivet fik lov at bestemme, ville verden bare blive ved med at være, som den hele tiden har været. De ville investere i videreudviklinger af deres egne produkter og deres eget marked, men de ville ikke skabe noget nyt. Private virksomheder har aldrig skabt et marked, men kun redet på de bølger, som det offentlige har sat i gang,” siger hun.

For at bryde den onde cirkel skal staten gå væk fra sit ensidige fokus på skatteindtægter og i stedet tjene penge direkte på sine mange opfindelser, lyder professorens opfordring. Se også “Sådan får staten gevinst af sin innovation”.

“Staten giver nærmest teknologien væk og støtter projekter uden at få noget igen. Den skal være bedre til at holde på sine rettigheder og kræve royalties for sine produkter. Pengene ville jeg overlade til en investeringsbank, som så kunne støtte nye projekter, som i nogle tilfælde ville generere flere nye teknologier, patenter og royalties. Det er sjældent, at nye teknologier munder ud i milliardvirksomheder, men når de gør, skal nogle af milliarderne tilbage til staten. Ellers går udviklingen i stå,” siger hun.