Kold luft mellem EU og Tyrkiet
Kan sætte optagelsesforhandlinger på stand by . . .
. . . og puste til nationalisme og islamisme i Tyrkiet
EU og tyrkiet står over for en regulær krise. Udgangen kan blive, at forhandlingerne om tyrkisk EU-medlemskab går i stå, og Tyrkiet skubbes i retning af nationalisme og islamisme. Kernen i konflikten er som så ofte før spørgsmålet om Cypern. Forsoningsviljen på begge sider er stærkt begrænset. I flere europæiske lande vil lederne græde tørre tårer, hvis forholdet til Tyrkiet forværres, og optagelsesforhandlingerne sættes på standby. Og i Tyrkiet, hvor Europa-begejstringen er stærkt på retur, flirter Erdogans regering åbenlyst med Hamas, Syrien og Iran. Konflikten kan forudses at blive optrappet frem til midten af oktober, hvor EU skal præsentere to rapporter med stor betydning for Tyrkiets fremtid. Iagttagere advarer om, at EU er ved at skubbe Tyrkiet fra sig. “Det er helt afgjort, at EU og Tyrkiet styrer mod en krise, ” siger Anne Mette Vestergaard, europapolitisk chef i Dansk Industri. Det kan få dramatiske politiske og økonomiske konsekvenser – ikke mindst for Danmark. Den tyrkiske befolknings opbakning til EU-medlemskab er næsten halveret på to år.