Forfatningskrise lammer EU-arbejdet
Første offer bliver udvidelsen og den europæiske økonomi
Uenighed større end under Irak-krigen
Nejet til EU-forfatningen i Frankrig og Holland risikerer at handlingslamme EU på centrale områder. Det største offer for de to afstemninger ser ud til at blive Unionens nabolande, hvor demokratiseringsprocesser og reformvenlige regeringer kan havne i store vanskeligheder, når udsigten til EU-medlemskab forsvinder. Det andet store offer for de to nej-afstemninger er Europas evne til at håndtere de økonomiske udfordringer. Forud for EUs krisetopmøde lægges der nu op til en kraftig neddrosling af EUs økonomiske ambitioner - bl. a. på forskningsområdet. Især i Holland var indbetalingerne til EU-kassen et vigtigt argument for nej-siden. Det kommende EU-topmøde i slutningen af næste uge ser ud til at ende i et voldsomt slagsmål, hvor EU-lederne ikke kan enes om, hvilke konsekvenser nej-afstemningerne skal have. Imens ser omverdenen bekymret til. USA frygter, at et indadvendt EU kan få negative følger i Tyrkiet, Ukraine og Kaukasus.