Er der noget, nationale europæiske politikere og centrale topembedsmænd i Bruxelles kan blive enige om, er det, at Storbritannien er en egensindig, besværlig og til tider hysterisk europæisk partner. Og sandt er det, at skiftende britiske regeringer aldrig har været mere end halvlunkne deltagere i det europæiske samarbejde, som landet i fire årtier har deltaget i. Særligt det konservative parti, som i dag ledes af David Cameron, har siden Anden Verdenskrig haft en lille men meget højlydt gruppe af stærkt EU-skeptiske medlemmer af Underhuset.

Lige så sandt er det imidlertid, at det reelle omfang af den britiske EU-skepsis gang på gang overdrives – både ude i Europa og i de udbredte EU-skeptiske britiske tabloidaviser og privatejede tv-stationer. I parlamentet – The House of Commons, som tæller 650 folkevalgte – er der et endog meget bredt politisk flertal for, at Storbritannien skal være medlem af EU. Højst 50 medlemmer af David Camerons konservative parti – og kun ganske få medlemmer af det socialdemokratiske Labour Party – ønsker reelt, at Storbritannien skal melde sig ud af Den Europæiske Union. Et bredt flertal hen over midten i britisk politik ønsker tværtimod, at Storbritannien skal forblive medlem af EU, fordi det tjener Storbritanniens økonomiske og politiske interesser bedst.

På denne baggrund kan det undre, at den store europapolitiske, som Cameron har varmet op til gennem længere tid og i dag udskød for anden gang, er omgærdet af et så massivt psykodrama både i Storbritannien og på kontinentet. Når det forholder sig sådan, skyldes det ifølge Simon Hix, professor i europæisk politik ved London School of Economics, at David Cameron har haft en meget lidt heldig hånd i sin håndtering af euro-skeptikerne i det konservative parti. ”Han forfølger en højrisiko-strategi, der kan føre til en folkeafstemning om Storbritanniens udtræden af EU,” siger Hix.

Samtidig frygter politiske ledere i de øvrige EU-lande, med Tyskland og Frankrig i spidsen, at den britiske uro skal forstærke EU-skepsissen i deres egne lande på et tidspunkt, hvor man er i færd med at gennemføre en bølge af dybe integrationstiltag, som er nødvendige for at sikre euroens fremtid, men som kun i ringe grad er folkeligt forankrede. Bekymringen i de øvrige EU-lande har ganske opsigtsvækkende fået opbakning fra selv Obama-regeringen i Washington, der har gjort det klart, at USA ønsker, at Storbritannien forbliver en stærk stemme i EU.

”Vi har et stadig stærkere forhold til EU som institution – og EU har en stadig stærkere stemme i verden. Vi ønsker at høre en stærk britisk stemme i det EU. Det er i USA’s interesse. Vi hilser et udadvendt EU med Storbritannien som deltager velkomment,” sagde Philip Gordon, viceminister og leder af Europa-afdelingen i det amerikanske udenrigsministerium, til journalister i London forleden.

Fra Berlin, Paris, Bruxelles og Haag har lydt samme besked: Man ønsker, at Storbritannien forbliver i EU. Omvendt vil man ikke acceptere, at britisk enegang og særkrav rejser tvivl om den Lissabon-traktat, som trådte i kraft 1. december 2009. 

Arbejdet med traktaten tog sin begyndelse i 2001, hvor der var tale om en regulær europæisk forfatning. Denne reform stødte imidlertid på monumentale vanskeligheder, da det første udkast blev forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Holland i forsommeren 2005, og da den reviderede udgave blev nedstemt i Irland i 2008. Først efter irsk ratifikation ved en ny folkeafstemning i 2009 kunne Lissabon-traktaten for de nu 27 EU-lande træde i kraft. 

Selvskabte problemer og valgmatematik

I Storbritannien blev Lissabon-traktaten ratificeret i Underhuset i marts 2008 under den daværende Labour-regering med 346 stemmer for og 206 imod. Denne ratifikation uden folkeafstemning vakte så stor vrede i det konservative parti, at David Cameron forud for valget i 2010 lovede, at kommende EU-traktater under alle omstændigheder skulle til folkeafstemning. Det var på den baggrund, at Camerons egen regering i marts 2011 fik vedtaget en ny national lov, den såkaldte European Union Act, der pålægger regeringen at afholde en folkeafstemning i tilfælde af ændringer af den gældende EU-traktat.

Det er denne lov, der ifølge professor Simon Hix tvinger David Cameron til at forfølge, hvad han kalder en ”højrisiko-strategi i europapolitikken”.

”Hvis ikke man befinder sig midt i britisk politik, kan det se ud, som om Cameron har skabt sig selv et stort problem ved at lancere denne tale om Europa og ideen om, at Storbritannien skal have en folkeafstemning om forholdet til EU. Men set fra hans position handler det om præcis at beskrive, hvad hans politik er – en mellemvej mellem euroskeptikerne, som ønsker sig ud af EU, og de eurofile, der ønsker fortsat medlemskab,” siger Hix til Mandag Morgen.

Ifølge professoren kan Cameron forventes at sige, at Storbritannien bør fortsætte som et aktivt og ledende medlem af det indre marked, men samtidig efterlyse nye undtagelser vedrørende social- og arbejdsmarkedspolitikken, retspolitikken og regionalpolitikken – og tilkendegive, at han vil forsvare Storbritanniens interesser i det indre marked, men tillade resten af Europa at bygge en dybere makroøkonomisk union i eurozonen.

Han henviser til, at Camerons trussel om et veto mod EU’s bankunion, der blev sat på skinner i december sidste år, rent faktisk skaffede ham en aftale, der tager hensyn til Storbritannien og andre ikke-eurolandes interesser. Forløbet understregede endnu en gang, at EU reelt består af flere cirkler med forskellige grader af integration.

”Det er faktisk denne model, han ønsker at udbrede til andre politikområder. Han vil have et sæt særlige regler og procedurer, som tager hensyn til de lande, der ikke er medlemmer af eurozonen.”

Sandhedens år

Forud for Camerons tale har politiske ledere i hele Europa haft travlt med at advare ham mod at bevæge sig ud i et terræn, der uvægerligt vil føre til højrisikable britiske EU-afstemninger. Men både i Berlin og Paris er der forståelse for, at det er nødvendigt at føre en Europa-debat med befolkningerne, sådan som Cameron nu lægger op til.

I Tyskland fører regeringen en bredt anlagt kampagne, hvor erhvervsledere, kulturpersonligheder og sportsfolk under overskriften ”Ich will Europa” giver deres bud på, hvorfor europæisk samarbejde er i Tysklands interesse. Samtidig er der en debat om, at det sågar kan blive nødvendigt at ændre Tysklands egen forfatning ved en folkeafstemning for at muliggøre de planlagte integrationstiltag – en debat, som formanden for den tyske forfatningsdomstol, Andreas Vosskuhle, vedvarende deltager i.

I Frankrig kalder Michel Barnier, tidligere udenrigsminister og nuværende EU-kommissær, 2013 for ”et sandhedens år” og opfordrer til, at hele det politiske spektrum genåbner debatten om, hvilken fremtid man ønsker for det europæiske samarbejde.

”Vi har alt for ofte skammet os over Europa. Vi må åbne debatten om, hvordan vi sikrer, at den aktuelle globalisering udvikler sig på en menneskeligt bæredygtig facon. De Gaulle og Adenauer – og selv Churchill – ville ikke i dag tale om national uafhængighed. De ville tale om europæisk uafhængighed,” sagde Barnier i denne uge i et interview med en fransk avis.

I den danske euroskeptiske lejr ser man også muligheder i den debat, som de britiske overvejelser vil åbne. Dansk Folkepartis europaparlamentariker, Morten Messerschmidt, mener, at Camerons udspil vil ændre hele europadebatten.

”Der er jo spillet ud med, at traktaten skal ændres i årene efter europaparlamentsvalget i 2014, og så har Storbritannien vetoret og kan få en række forbehold. Derfor kan den danske model fra 1992 og 1993, hvor vi fik forbeholdene, blive forbilledet for Storbritannien,” siger Messerschmidt.

”Det store spørgsmål er efter min mening, om han vil holde en folkeafstemning, før traktatforhandlingerne går i gang, for at sikre sig et stærkt folkeligt mandat. Eller om han vil forhandle og derefter forelægge resultatet for borgerne,” siger han.

Socialdemokraten Dan Jørgensen mener på sin side, at den britiske holdning er irrelevant for den europapolitiske debat, som statsminister Helle Thorning-Schmidt og Venstre har markeret enighed om nu at føre.

”Det er i Danmarks interesse at holde sig så tæt som overhovedet muligt på den integration, der lige nu finder sted i eurozonen. Hvis og når det kommer på tale at ændre EU’s traktatgrundlag, så må vi forholde os til det. Men det er ikke nogen option for Danmark at følge den britiske vej,” siger Dan Jørgensen.