I stedet for at fejre Europas kulturelle rigdom og forene kontinentets befolkninger er de europæiske ledere på pervers vis i fuld gang med at splitte Europa ad. 

Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, har sagt, at Grækenland midlertidigt burde forlade eurozonen. Storbritanniens David Cameron har lovet en folkeafstemning om EU-medlemskabet og er klar til at forlade samarbejdet, hvis ikke EU giver efter for en række britiske krav. Ungarns Viktor Orbán vil have, at EU’s flygtninge- og indvandrerpolitik skal sikre, at Europa forbliver kristent.

Grækenland flirter med Rusland. Listen er lige så lang, som den er forstemmende. Uenighed i mangfoldighed foregår i stor målestok i dagens Europa.

Det ellers rige EU ser ikke ud til at kunne håndtere den nuværende flygtningekrise på nogen effektiv måde. Det står i stærk kontrast til det ludfattige Indien, som under det blodbad i 1971, der blev anledning til oprettelsen af Bangladesh, trods regelmæssig hungersnød tog imod omkring 10 millioner muslimske flygtninge.

Og uanset om det drejer sig om at håndtere eurokrisen, flygtningekrisen eller konflikten i Ukraine, drager de såkaldte eksperter rutinemæssigt ufordelagtige paralleller til USA for at illustrere behovet for forandringer i Europa.

Sådanne teknokratiske anbefalinger overser imidlertid et vigtigt forhold: Europas forskelligartede befolkning vil gøre det vanskeligt at oprette et “Europas Forenede Stater”. I stedet ville man kunne lære meget af Indien, som er kendetegnet af en lignende mangfoldighed.

[quote align="left" author=""]Der er meget i Indien, der ikke er, som det burde være, men hvad angår forening af forskellighed, har de noget at lære fra sig.[/quote]

Men er europæere villige til at tage ved lære af en udviklingsøkonomi med udbredt korruption? Det burde de. Der er meget i Indien, der ikke er, som det burde være, men hvad angår forening af forskellighed, har de noget at lære fra sig.

Paralleller mellem Indien og EU

Parallellerne mellem Inden og EU er åbenlyse, men ofte oversete. Ligesom i Indien er det EU’s opgave at forene meget forskelligartede befolkninger. I 1947 og i løbet af nogle få år frem integrerede Indien 600 uafhængige og semiuafhængige kongedømmer samt det forhenværende Britisk Indien og samlede dem i sprogligt baserede stater. Der er i dag 29 af disse.

Både EU og Indien har præcis 24 officielle sprog. Befolkningerne i Indien, som taler disse sprog, bor i et land, hvis størrelse er tre fjerdedele af EU’s.

[quote align="right" author=""]Indien har endnu større religiøs mangfoldighed end Europa. Det har flere kristne end alle på nær fem EU-lande og flere muslimer end alle andre lande i verden på nær to.[/quote]

Mange sprog er så forskellige som engelsk og græsk. Da halvdelen af Indien ikke engang kender den anden halvdels alfabet, taler uddannede indere med forskellige sproglige baggrunde ligesom folk fra forskellige europæiske lande med hinanden på engelsk, som er et officielt sprog i både Indien og EU.

Dertil har Indien endnu større religiøs mangfoldighed end Europa. Det har flere kristne end alle på nær fem EU-lande og flere muslimer end alle andre lande i verden på nær to. Hinduerne adskiller sig også fra hinanden, og ritualer kan variere betydeligt fra stat til stat.

Og ligesom europæerne sværger inderne til deres staters kulturer og kulinariske traditioner. Men flere folk i vesten spiser “chicken tikka masala” dagligt, end indere gør.

Håndtering af mangfoldighed

EU’s bestræbelser på at håndtere mangfoldighed har været miserable. Dets politikere har ikke på nogen overbevisende måde argumenteret for, hvorfor så forskelligartede befolkninger skulle forenes. Politikere – som Jean-Claude Juncker (formand for EU-Kommissionen, red.) – der taler lidenskabeligt for EU, fremfører teknokratiske argumenter frem for argumenter, som almindelige mennesker kan forholde sig til. Fraværet af en følelsesladet begrundelse for fællesskabet har skabt de nutidige nationale og sproglige skillelinjer, hvor man kun tænker på sine egne fordele, hvortil kommer fremmedgørelsen af europæiske muslimer.

[quote align="left" author=""]EU-politikere lader ikke til at forstå det grundlæggende forhold, som man lærer om på kurser i lederskab og forandringsmanagement: Når folk samles om en fælles vision, bliver gennemførelsen af forandringer lettere.[/quote]

EU-politikere lader ikke til at forstå det grundlæggende forhold, som man lærer om på kurser i lederskab og forandringsmanagement: Når folk samles om en fælles vision, bliver gennemførelsen af forandringer lettere. Hvorfor eksisterer EU? Vel ikke for at forhindre, at Tyskland starter en tredje verdenskrig? Den begrundelse mistede sin aktualitet for årtier siden.

I modsætning hertil har Indiens bestræbelse på at skabe en fælles identitet – “Indien” har ikke eksisteret i årtusinder – være en betydelig succes. Man indførte en nationalsang, som ved navns nævnelse hylder hver del af landet, og et flag med farver, som forbindes med de tre største religioner. Politikere traf beslutninger, som ikke var særlig meningsfulde i logisk eller økonomisk henseende, men som bidrog til at håndtere forskelligheden. Alle børn har lært om “Enhed i Mangfoldighed” siden grundskolen.

Og trods tilbagevendende, modbydelige politisk-religiøse mord har Indien modigt forfægtet religiøs mangfoldighed i årtier. Fire af landets tolv præsidenter har været muslimer, det samme gælder fire af dets toogfyrre retspræsidenter samt mange seniorministre, embedsmænd og topledere i militæret. Forbes’ lister over verdens rigeste omfatter indiske muslimske milliardærer, og i Indien tilbedes de mange muslimer i landets film og kunst og i dets stærkt afholdte crickethold. 

Europæere burde overveje, hvorfor så mange britiske muslimer har sluttet sig til Islamisk Stat, mens det kun gælder få indiske muslimer, og det på trods af, at Storbritanniens muslimske befolkning kun svarer til 1,6 pct. af Indiens.

[quote align="right" author=""]EU ville ophøre med at tumle fra den ene krise til den næste, hvis blot dets ledere sikrede sig, at det stod for noget, som europæere kunne være stolte af.[/quote]

Fra krise til krise

EU ville ophøre med at tumle fra den ene krise til den næste, hvis blot dets ledere sikrede sig, at det stod for noget, som europæere kunne være stolte af. Dets ledere bliver nødt til at opstille en helt særlig, men menneskelig vision, som intet land kan opfylde alene. De bliver nødt til at lære først at opgive noget, for derved at få noget til gengæld. 

De bliver nødt til at kæmpe for politiske beslutninger og ideer, som deres landsmænd er imod, fordi EU’s succes på længere sigt er afhængig af disse ideer og beslutninger. David Cameron, Angela Merkel og François Hollande har endnu ikke vist, at de magter at håndtere sådanne udfordringer.

Jeg er ikke desto mindre overbevist om, at EU kan tage mangfoldigheden til sig og overvinde vanskelighederne. Når alt kommer til alt, var det almindelige europæere, der oprettede Læger uden Grænser, og som – frem for at blive i deres rige og trygge hjemlande – med stor risiko for eget liv regelmæssigt bringer lys og håb til de mørkeste dele af verden.