Europas grønne omstilling er på vej ind i en ny og krævende fase, hvor den enkelte borgers forbrug og livsstil skal forandres i klimavenlig retning, hvis EU-landene skal leve op til de ambitiøse løfter, de afgav i forbindelse med FN’s klimaaftale i Paris i 2015.

Dette vil kræve et opgør med den hidtidige kurs i Europas grønne omstilling, der først og fremmest har været drevet af politikker, der har skånet erhvervslivet, mens den almindelige forbruger er blevet straffet for klimaskadeligt forbrug.

Hvis Europas og de enkelte EU-landes grønne omstilling skal være både miljømæssigt effektiv og socialt bæredygtig, kan det føre til krav om, at de laveste indkomstgrupper i fremtiden skal kompenseres for øgede udgifter til elektricitet, varme, mobilitet og til en mindre klimaskadelig kost.

Sker det ikke, vil den sociale ulighed vokse markant. Og det vil igen føre til risiko for folkelige protester som dem, ’de gule veste’ har foranstaltet i Frankrig. Protester, som i sidste ende kan bringe den nødvendige grønne omstilling i fare.

Det fastslår den respekterede Bruxelles-tænketank Bruegel i en omfattende analyse af de fordelingspolitiske perspektiver af den grønne omstilling.

Rapporten ’The Distributional Effects of Climate Policies’ slår fast, at hovedparten af de politiske værktøjer, politikerne har til rådighed, vender den tunge ende nedad, i den forstand at de rammer lavindkomstgrupper hårdere, end de rammer mere velhavende husstande.

Samtidig er erhvervslivet og kapitalejerne ifølge analysens hovedforfatter, Georg Zachmann, blevet økonomisk tilgodeset gennem centrale elementer af de klimapolitikker, der i den grønne omstillings første fase har ført til markante reduktioner i udledningen af drivhusgasser i Europa.

”Fordelingspolitikken er et blindt punkt i de klimapolitikker, der føres i EU-landene og i Bruxelles. Og det er ikke mærkeligt, for det er ikke noget, der er forsket særlig meget i,” siger Zachmann, der er specialiseret i energiøkonomi og har en fortid i blandt andet det tyske finansministerium.

Ifølge Zachmann er ’de gule vestes’ oprør i Frankrig en klar advarsel om de politiske risici, der venter forude, hvis ikke EU-landenes regeringer begynder at tage fordelingspolitiske hensyn i deres klimapolitikker.

”De videre skridt i den grønne omstilling har et omfang, som de færreste politikere endnu har indset. Hvis vi i 2050 skal nå målet om et CO2-neutralt samfund, skal man i gang med politikker, der går meget tæt på den enkelte borger. Hvis disse politikker ikke tager højde for de fordelingspolitiske konsekvenser, vil der være en stor risiko for et politisk oprør mod den grønne omstilling,” siger Zachmann, der er senior fellow i tænketanken Bruegel.

Vestager: Det kan ikke fortsætte

Det er i øvrigt ikke kun eksperterne i Bruegel, der har fået øjnene op for vigtigheden af at have fokus på den sociale bundlinje, når man designer de klimapolitikker, der skal gøre EU-landene klimamæssigt og økonomisk bæredygtige.

Også EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, er opmærksom på klimapolitikkens fordelingspolitiske aspekter.

”Klimapolitik og ulighed hænger meget tæt sammen. Der er store udfordringer forbundet med den grønne omstilling. Det gælder både i Europas kulindustrier, der er under udfasning, og eksempelvis i den tyske bilindustri, der stadig er relativt traditionel, og som beskæftiger omkring en million mennesker. Det vil kræve gigantiske investeringer at omstille den industri og kulindustrier andre steder. Den omstilling kan man ikke lave hen over hovedet på folk,” sagde Vestager forleden under et besøg i København.

Hun påpeger på linje med Georg Zachmann fra Bruegel-tænketanken nødvendigheden af et politisk kursskifte, hvad angår klimapolitikken.

”Hvis vi fortsætter med at gennemføre den grønne omstilling på samme måde som i dag, vil det øge uligheden,” lyder det fra den danske EU-kommissær. Hun mener, at man bliver nødt til at overveje, hvordan man kan få EU’s konkurrencepolitik til at fungere i samarbejde med klimapolitikken, så man ved hjælp af støtteordninger kan facilitere grøn omstilling i eksempelvis kulindustrien.

Georg Zachmann peger på to eksempler på, at den grønne omstilling har taget store hensyn til erhvervslivet i løbet af de 10 år, der er gået, siden EU-landene i 2008 vedtog deres fælles ambitiøse klima- og energipolitik.

”Støtten til vedvarende energi er først og fremmest kommet kapitalejere til gavn, mens brugerne har betalt prisen i form af højere priser. Det er det samme med kvotehandelssystemet ETS-systemet, hvor man har truffet åbne politiske beslutninger om at give gratis emissionstilladelser til erhvervslivet. Vi har set omstilling, mens man har glemt de fordelingspolitiske aspekter,” konkluderer Zachmann, der understreger, at både EU-Kommissionen, centrum-venstre-regeringer og grønne organisationer har bakket op om disse politikker. Se Figur 1.

Komplekse problemer

Georg Zachmann har tidligere i karrieren beskæftiget sig med mikroøkonomi, og han gør det klart, at den grønne omstillings kommende faser udgør en overordentlig kompleks udfordring for Europas politikere.

Mens det står klart, at økonomien som helhed skal være CO2-neutral i 2050, er det lige så sikkert, at politikere, embedsmænd og eksperter skal forholde sig til rigtig mange forskellige økonomiske sektorer, som nu skal gøres CO2-neutrale. Samtidig har man allerede en bred vifte af klimapolitiske virkemidler, som i udgangspunktet er relevante, men som samtidig i deres indfasning skal tilpasses nationale, lokale, geografiske, sociale og økonomiske forhold.

I rapporten gennemgår man de fordelingsmæssige aspekter af klimapolitikker inden for støtteordninger, offentlige investeringer, handelspolitik, tekniske standarder, landbrug, jordpriser, makroøkonomi og arbejdsmarked.

På alle områder er der tale om komplekse analyser, og derfor kan der meget vel gemme sig betydelige forandringer og uhensigtsmæssigheder på mikroniveau, selvom en overordnet analyse vil vise begrænsede fordelingsmæssige effekter. Dette gælder ifølge Zachmann på arbejdsmarkedet, hvor et klassisk klimaengageret socialdemokratisk argument lyder, at den grønne omstilling skaber nye jobs.

Det forhindrer imidlertid ikke, at for eksempel den lukning af de polske og tyske kulindustrier, som nu forberedes, ikke vil have negative konsekvenser. Det vil naturligvis vil ramme arbejdere i kulindustrien direkte, men vil det også ramme i den forstand, at de jobs, der kommer i stedet, kræver andre kvalifikationer, ligesom lukningerne af kulminerne vil ramme nogle geografiske områder hårdere end andre. Nogle befolkningsgrupper rammes altså væsentligt hårdere end andre, og dem bliver man ifølge Georg Zachmann nødt til at støtte og kompensere, hvis ikke den grønne omstilling skal skabe social uro.

Ifølge Zachmann betyder design af fremtidige klimapolitikker rigtig meget – både for deres klimamæssige effektivitet og for den folkelige accept af dem. Han peger på et område som fleksibelt elforbrug. Det er ekstremt vigtigt for fremtidens europæiske energisystem, at man får skabt et mere stabilt forbrug med færre store udsving. Altså skal fremtidens brug af elektricitet være intelligent, og brugerne skal lokkes til at forbruge ekstra strøm, når den samlede efterspørgsel er lav og mindre strøm, når efterspørgslen er høj.

”Her er det vigtigt, at man designer politikkerne og infrastrukturen sådan, at også den enkelte forbruger – og ikke kun mellemhandlerne – får økonomisk fordel af at indrette deres strømforbrug, så det er klimavenligt,” siger Zachmann med en kommentar, der ikke er uden relevans for den danske debat om, hvorvidt det er i samfundets interesse, at forbrugerne eller staten er medejere af Radius, der distribuerer elektricitet i store dele af østdanmark.

Et blindt punkt hos centrum-venstre

Bruegel-eksperterne understreger i deres rapport, at deres analyse handler om de fordelingsmæssige aspekter af klimapolitikkerne i udviklede vestlige økonomier, og at det er dette aspekt, der i høj grad er overset af vestlige politikere.

Det kan måske skyldes, at vestlige klimapolitikere har haft øje for det globale ulighedsperspektiv, der altid har stået centralt i den FN-drevne klimapolitik: at det er de vestlige lande, der med deres industrialisering og høje forbrug af fossile brændsler har ansvaret for, at koncentrationen af CO2 i atmosfæren er så høj, som det er tilfældet i dag.

Georg Zachmann ønsker ikke at svare på, om det kan skyldes, at centrum-venstre-politikere med forkærlighed for klimapolitik har haft mere travlt med at argumentere for CO2-reduktioner, der kunne redde klimaet, end med at forholde sig til, hvilke konsekvenser sådanne politikker måtte have i deres egne hjemlande.

”Det er spørgsmål, der ligger uden for mit kompetenceområde, så det kan jeg ikke svare på,” siger Zachmann, der dog peger på, at det tyske socialdemokrati efter hans opfattelse er mere opsat på at forsvare arbejdspladser i kulindustrien, end man er optaget af de fordelingspolitiske konsekvenser af den samlede klimapolitik.

Den tyske økonom understreger, at uanset hvilke fordelingspolitiske uligheder, de aktuelle klimapolitikker måtte forårsage, så er det ikke en option ikke at føre klimapolitik.

”Det er helt klart, at global opvarmning med vandstandsstigninger og andre følger vil ramme de laveste indkomstgrupper langt hårdere end de mest velhavende, så man kan ikke lade være med at gøre noget. Samtidig kan man kun vurdere den reelle pris på klimapolitikkerne, hvis man har indsigt i, hvad konsekvenserne af ikke at gøre noget vil være,” siger Zachmann, der understreger, at formålet med rapporten er at illustrere, at klimapolitikker kan udformes på mange måder, og at det fordelingsmæssige aspekt bliver langt vigtigere, efterhånden som man ønsker at gennemføre stadig mere ambitiøse klimapolitikker.

”Men dét, jeg ikke forstår, er, hvorfor dette aspekt ikke har større opmærksomhed. Vi har set mange eksempler på, at medierne har forsøgt at rejse debatten om de fordelingspolitiske konsekvenser af klimapolitikkerne – i Tyskland blandt andet om høje priser på elektricitet. Men det synes ikke at være en debat, som politikerne ønsker at tage,” siger Zachmann.