Finansiel nationalisme er lige så skadelig for finanssektoren og det omgivende samfund, som økonomisk nationalisme er for økonomien og det omgivende samfund. Finansiel nationalisme er den passende betegnelse for den udvikling, der fandt sted i Europa frem til finanskrisen i 2007. Og det er for at forebygge nye skadevirkninger af finansiel nationalisme, at eurozonens 18 medlemslande den 4. november i år overlader deres suverænitet, hvad angår den finansielle sektor, til det nye europæiske finanstilsyn under ECB i Frankfurt.

Så skarp lyder analysen fra en af verdens førende eksperter i kapitalmarkeder og finansiel regulering, Nicolas Véron, der arbejder ved Bruxelles-tænketanken Bruegel og ved den amerikanske tænketank Peterson Institute for International Economics, PIIE. Se tekstboks.

Véron peger på, at nationale regeringer i de europæiske lande så begejstrede til, når nationale privatejede banker som Deutsche Bank, Royal Bank of Scotland, Danske Bank, Santander og Fortis ekspanderede ud over deres hjemlandes grænser og begyndte at drive bankvirksomhed i nabolande eller andre steder i Europa.

Udviklingen blev ifølge Véron direkte opmuntret af EU, der vedtog nye regler, som gjorde den grænseoverskridende integration i finanssektoren stadig lettere. Problemet var imidlertid, at de nationale politikere, som i den periode absolut ikke ønskede sig et europæisk finanstilsyn, ikke samtidig sikrede sig, at deres nationale finanstilsyn sørgede for, at bankerne var tilstrækkeligt polstrede til at afdække de mange risikable lån, man ydede midt i 00’ernes økonomiske eufori.

”De nationale myndigheders vilje til at promovere de nationale flagskibsbanker overtrumfede det prudentielle (forsigtighedsmæssige, red.) mandat. Finanstilsynene gjorde ikke nok for at forhindre bankerne i at påtage sig for megen risiko, fordi man følte, at det ville stække dem i den europæiske konkurrence,” siger Nicolas Véron i et interview med Mandag Morgen.

Nicolas Véron forklarer, at der rundt om i Europa findes en række eksempler på, at de nationale finanstilsyn ikke var deres opgave voksen. Det gælder ikke mindst sagen om det britisk-spansk-belgiske konsortium bestående af Royal Bank of Scotland, Santander og Fortis, som overtog den hollandske storbank ABN Amro i 2007. Overtagelsen var kostbar og hasarderet, og den førte til, at både den britiske stat og den belgiske stat måtte skyde milliarder af euro i RBS og Fortis.

Jesper Rangvid, professor i finansiering ved Copenhagen Business School, vil ikke formulere sig helt så skarpt, når det gælder den såkaldte finansielle nationalisme og dens skadevirkninger.

”Det er klart, at vi kan se, at finanstilsynene ikke udfyldte deres opgave. Og vi kan se, at de europæiske lande var optagede af, at deres store nationale banker klarede sig godt. Men jeg har ikke set nogen empirisk forskning, der viser sammenhængen mellem de to elementer,” siger Rangvid, der var formand for det udvalg, som i september 2013 kom med den knap 500 sider lange rapport ”Den finansielle krise i Danmark – årsager, konsekvenser og læring”.

Uanset om franske Véron er en anelse skarpere i mælet end CBS-professoren, står det klart, at EU-landene – særligt eurolande – har draget vidtgående konsekvenser af erfaringerne fra finanskrisen, der eksempelvis i Danmark førte til et massivt fald i BNP på 5,8 pct. i perioden 2007-2009. Og til at EU-landene måtte bruge mere end 600 milliarder euro – næsten 4.500 milliarder kr. – fra statskasserne til at redde nødlidende banker. 

Frankfurt overtager arvesølvet

Det politiske startskud til bankunionen, der i november begynder sit virke med over 1.000 nyansatte funktionærer i Frankfurt, lød ved et særligt eurogruppetopmøde i Bruxelles i juni 2012. Her erklærede stats- og regeringscheferne højtideligt, at det er et imperativ at bryde den onde cirkel mellem banker og statskasser. Siden fulgte beslutninger om indførelse af det europæiske banktilsyn og om en europæisk såkaldt afviklingsmekanisme for kriseramte banker. Se tidslinje.

Selvom Nicolas Véron er en stor tilhænger af den europæiske bankunion, som han selv har været med til at opfinde, har han stor respekt for, at der i Danmark er en hed debat om bankunionen internt i de kredse, man kan kalde Danmarks finansielle elite, og som består af nationalbankdirektøren, professorer i finansielle anliggender, økonomer og politikere.

”Vi ser ikke den debat i eurolande, fordi beslutningen allerede er taget. Men for Danmark er det et meget åbent spørgsmål, om det vil være en fordel at være med eller ej. Der er ikke nogen entydig overvægt af argumenter for den ene eller den anden option. Jeg tror, at det vil være bedst for Danmark at deltage i bankunion. Men jeg kan samtidig godt se pointer i argumenterne for ikke at gøre det,” siger han.

Under alle omstændigheder står det klart, at skabelsen af den europæiske bankunion er det største integrationsmæssige skridt, der er taget i EU, siden indførelsen af euroen. Lige så klart er det, at den nye europæiske virkelighed får afgørende indflydelse på danske finansielle virksomheders konkurrencevilkår i Europa – uanset om Danmark vælger at gå med eller ej. Og endelig er det også klart, at denne beslutning vil have implikationer, der i politisk forstand rækker langt ud over finanssektorens virkelighed.

”Set udefra vil Danmark selvfølgelige sende et vigtig signal om, hvorvidt man vil være tæt på kernen i Europa eller ej. Men jeg kan sagtens forestille mig, at der vil være en række interne danske politiske dynamikker, der vil spille ind, hvis man i Danmark skal have en folkeafstemning om bankunionen,” siger Nicolas Véron.