Fitnesscenter for nørder

Peter Hesseldahl

Konceptet er det samme alle vegne. Et værksted på mellem 1.500 og 2.000 m2 forsynet med tilstrækkelig meget professionelt værktøj til, at brugerne kan fremstille stort set hvad som helst: CNC-fræsere, laserskærere, 3D-printere, symaskiner, drejebænke – og masser af computere.

Techshop er blevet kaldt et fitnesscenter for nørder. Man betaler et månedligt medlemskab på 150 dollar – ca. 1.000 kr. – og så kan man bruge løs af grejet. Der er åbent døgnet rundt. Man kan gå ind fra gaden og tage et kursus og i løbet af få timer være i gang med at 3D-printe sin første prototype. Eller man kan være et helt startupteam, der slår sig ned i dage eller uger og udvikler avancerede produkter eller laver egentlig produktion. Der er stort set frit slag. 

Det er ekstremt inspirerende at besøge en Techshop. Man får lyst til at bure sig selv inde der og bare gå i gang med et eller andet – ligesom alle de andre, der går og hygger sig ved maskinerne. For de fleste medlemmer er det en hobby at lave ting. Men samtidig drømmer mange om at udvikle deres idé til en egentlig forretning, og mange er allerede godt i gang med at producere. 

Man kan f.eks. laserskære en bordskåner eller 3D-printe et cover til sin iPhone, men der flyver også satellitter rundt i universet, som er bygget i en Techshop. En enkelt filial i det navnkundige SOMA startup-distrikt i San Francisco har i løbet af det seneste år været fødselshjælper for 16 crowdfunding-kampagner på Kickstarter, der har hentet over 100.000 dollar hver.

Den største kommercielle succes for en Techshop-bruger har været Square, en lille læser til kreditkort som via hovedtelefonudgangen kan gøre enhver smartphone til en betalingsautomat. Square har i dag over 1.000 ansatte. 

Send medarbejderne i værkstedet

I Detroit er Ford-bilfabrikkerne en tæt samarbejdspartner og nabo til Techshop, og erfaringerne derfra antyder, hvordan makerlabs og etablerede virksomheder kan arbejde sammen.

”Forestil dig, at du er chef hos Ford, og en medarbejder kommer med et forslag til at forbedre instrumentbrættet. Det er muligt, at du godt kan lide idéen, men du ved også, at det vil koste 100.000 dollar og seks måneder at undersøge, om det er noget, der reelt kan fungere. Og så bliver svaret til medarbejderen typisk nej,” forklarer Paul Duggan, Techshops managing director.

”Med et makerlab i nabolaget kan chefen i stedet bede ham gå ned i værkstedet og bruge den næste uge på at lave en prototype. Og derefter har de et langt bedre udgangspunkt for at diskutere potentialet.”

I Fords tilfælde er der kommet en lang række store og små idéer ud af at give alle medarbejdere adgang. Ifølge Paul Duggan er antallet af patenterbare idéer fra Ford vokset med 120 pct. over de sidste to år. Interessant nok er over halvdelen af forslagene kommet fra folk, der ikke arbejder i ingeniør- eller teknologafdelinger til daglig.

Succesen i Detroit har ført til, at BMW og Münchens Tekniske Universitet for nylig har åbnet et makerspace i samarbejde med Techshop, og tre andre bilfabrikanter i Europa har lignende planer.

The 5.000 problem

For opfindere, der ikke allerede er i en stor virksomhed, kan det være et problem at komme fra at være en blanding af hobby og startup til at drive en egentlig virksomhed.

Det sker ofte, at en startup konstruerer en prototype i et makerlab og skaffer crowdfunding til den første lille serieproduktion. Men der er meget stor forskel derfra og så til at sælge i stor skala, siger Paul Duggan om det, han kalder ”the 5.000 problem”.

”Som opfinder kan du måske håndtere at producere nogle få hundrede enheder. Men når du skal op på 5.000 og derover, bliver det meget svært, når man ikke har prøvet det før.”

Sony tester vandene

Man skulle mene, at elektronikgiganten Sony havde råd til selv at finansiere deres produktudvikling. Alligevel lancerede Sony for nylig deres egen crowdfunding-platform, First Flight, i Japan. Platformen bruges til at teste ideer, som Sony har modtaget gennem et internt program, hvor ansatte opfordres til at bidrage med deres egne opfindelser.

Foreløbig har to projekter opnået tilstrækkelig finansiering fra forbrugerne til at gå videre – et smartwatch og en ny type fjernbetjening. Hver har de fået tilsagn fra omkring 1.000 interesserede købere, der i gennemsnit har indbetalt ca. 3.000 kr. – et stærkt signal til Sony om, at ideerne er lovende. 

Masser af startups når dog aldrig længere – og måske skyldes det simpelthen, at det, de producerer, er et nicheprodukt. I mange tilfælde, f.eks. inden for audioudstyr eller medicinske apparater, er det globale marked ikke større end nogle få tusinde enheder. Og når det marked er mættet, er man nødt til at starte forfra med et andet produkt, siger Paul Duggan.

I andre tilfælde er der faktisk et globalt massemarked, men i den form, som produktet er designet, er det ikke realistisk at producere det til en fornuftig pris. Selvom det lykkes for opfinderen at lave en prototype, der virker, kan der have ophobet sig en masse uhensigtsmæssigheder i designet. Alt i alt er man nødt til at gå tilbage og redesigne produktet, så det er egnet til fabriksfremstilling – det, der kaldes design to manufacture.

I forbindelse med at Techshop snart åbner i Japan, har man samarbejdet med elektronikgiganten Fujitsu om at udvikle en måde at overkomme the 5.000 problem. Målet er at tilbyde Techshop-brugere, der har fået finansiering til produktion, en service, hvor Fujitsus produktionsspecialister kan rådgive om, hvordan man forbereder et produkt til volumenproduktion.

I den forbindelse vil Fujitsu indrette tre højt automatiserede fabrikker, som Techshop-brugere kan overføre deres design til.

Biblioteket som makerspace?

Samtidig med at Techshop forlænger og udvider deres servicer i retning af professionel massefremstilling, arbejder de også på at inddrage almindelige forbrugere og folk uden synderlig interesse i at være makers.

Til oktober åbner den første af foreløbig fem franske Techshops i Paris. Værkstederne skal drives i samarbejde med Leroy Merlin, en stor kæde af byggemarkeder. Blandt mulighederne vil bl.a. være, at brugerne kan printe deres eget tapet eller sende en dør gennem en printer, der kan lægge billeder og mønstre på efter brugerens eget design.

Paul Duggan fortæller, at Techshops udvidelse internationalt primært vil være baseret på en franchisemodel, hvor Techshop rådgiver om indretning og leverer kursusmaterialer og systemer til booking, forsikring, osv.

Blandt andet er offentlige biblioteker en type samarbejdspartner, som Duggan har store forventninger til:

”De digitale medier har ændret bibliotekernes rolle, og mange biblioteker ser det nu som en måde at forny deres funktion i samfundet på, at de kan hjælpe borgerne med at bruge de nye muligheder for selv at skabe,” siger han.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu