CO2-fangst: Klimaets frelse eller varm luft?

I den grønne omstilling er CO2-fangst en af de strategier, der deler vandene. Tanken om at redde klimaet ved at suge CO2 ud af atmosfæren og lagre det i undergrunden kan umiddelbart virke nærmest absurd. Det er meget dyrt og meget energikrævende. Men i store dele af verden, inklusive Danmark, er det planen.

<div><div><div><div>Climework er blandt de førende selskaber indenfor DAC – Direct Air Capture. Deres anlæg på Island kan indfange 4000 tons CO2 på et år og deponere det i undergrunden. Et nyt, ti gange større anlæg er under opførelse.</div></div></div></div>
Climework er blandt de førende selskaber indenfor DAC – Direct Air Capture. Deres anlæg på Island kan indfange 4000 tons CO2 på et år og deponere det i undergrunden. Et nyt, ti gange større anlæg er under opførelse.
Foto: Halldor Kolbeins AFP Ritzau Scanpix
Peter Hesseldahl

Egentlig er det en meget enkel overvejelse: Når vi skal reducere klimaforandringerne, får vi så størst effekt ved at investere i teknologier, der kan suge kuldioxid ud af luften – eller ved at bruge pengene på at stoppe udledningen ved at installere solceller og vindmøller?

Teknologierne til at indfange kuldioxid har været kendt længe, men er stadig ikke afprøvet i tilnærmelsesvis den skala, som ville være nødvendig. Som vi skal se, er det også en meget kostbar løsning. 

CO2-fangst – som teknisk kaldes CDR (Carbon Dioxide Removal) eller CCS (Carbon Capture and Storage) – er en strategi, der er spundet ind i et virvar af politiske og forretningsmæssige interesser, der gør det vanskeligt at vurdere, om det er et vigtigt værktøj til at afbøde klimakatastrofen – eller det stik modsatte: en teknologisk blindgyde, varm luft, og en undskyldning for ikke at handle for alvor. 

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu