FOA-formand:
LO må forny sig eller dø
Hård kritik af ledelsen
Usund debatkultur hæmmer omstillingen
“Hvis ikke vi får vendt skuden, tror jeg ikke, dansk fagbevægelse har mange år tilbage. ” Så kontant er meldingen fra en af bevægelsens absolutte topfigurer, FOAs formand, Dennis Kristensen. I et interview med Ugebrevet retter han en opsigtsvækkende hård kritik mod sine kolleger i LOs daglige ledelse, som han har været en del af i tre år. Selvom de formelle bånd til Socialdemokraterne er kappet, og der er vedtaget et nyt, pluralistisk værdigrundlag, er der reelt stadig tale om et “étpartisystem”, hvor partibogen er afgørende. Kristensen, der ikke selv er socialdemokrat, tegner samtidig billedet af en forældet, paternalistisk og konfliktsky debat- og beslutningskultur, hvor følsomme emner ikke diskuteres åbent, men håndteres gennem korridorsnak og intriger. “Jeg har aldrig oplevet en så usund diskussionskultur, ” siger han. “Gamle måder at agere på har overvintret i fagbevægelsens strukturer og selvopfattelse. Det er lidt Jurassic Park”.