Fogh med skrammer
Danskernes dom:
S-formand har mere føling med almindelige danskere end Fogh
Kampen om kommunernes økonomi har genskabt Socialdemokraternes velfærdsimage
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har mistet følingen med almindelige danskere. Sådan lyder danskernes dom i kølvandet på efterårets rivegilde om kommunernes økonomi. Mens et klart flertal af borgerne mener, at Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, har god føling med “hvad almindelige mennesker mener og tænker”, er de i tvivl om Foghs evner på det område. Kun 40 pct. synes, det er en god karakteristik af statsministerens kompentencer, mens 43 pct. mener det modsatte. Det er en klart dårligere måling for statsministeren end ved folketingsvalget for halvandet år siden. Det fremgår af en vælgerundersøgelse, som Ugebrevet har foretaget i samarbejde med professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet. Undersøgelsen viser også, at velfærdskrigen mod Socialdemokraterne har været dyr for den samlede regering. Et meget stort flertal blandt vælgerne mener for første gang i mange år, at en socialdemokratisk ledet regering vil være bedst til at sikre ældrepleje og sundhedsområdet.