Folkeskolens forvandling

Folkeskolen er død og begravet om ti år. Det er konklusionen på en strategisk analyse, som Mandag Morgen har foretaget og som kan læses i dette nummer. Nogle vil måske ryste på hovedet af den håndfaste konklusion, men en række tendenser peger i  retning af, at folkeskolen allerede er under afvikling: milliardbesparelser, skolelukninger, undervisningstid under minimumskravet, store sociale og faglige skel på tværs af skolerne, middelmådige PISA-resultater, fortsat lærerflugt og flere børn i privat- og friskoler. Ideen om den offentligt finansierede enhedsskole er stærkt udfordret. Men afviklingen giver også plads til at bygge noget nyt op. Mange steder er man allerede i gang. Det ses blandt andet i i alt 1.813 dispensationer, som folkekolerne har fået fra ministeriet til at eksperimentere med organisation, arbejdsformer og undervisning. Og flere kopierer profilskolernes succes med at differentiere sig og satser målrettet på f.eks. idræt eller eliteklasser.

Det er disse fornyelseskræfter, der bør gives endnu større frihed og udviklingsmuligheder. Alene i de sidste 10 år er der lavet 28 ændringer af folkeskoleloven. Hvorfor ikke erkende, at vi frem for det permanente lovlapperi har brug for en visionær, modig og ambitiøs reform, der giver skolelærerne, eleverne og skolelederne arbejdsro og frihed til at forme en moderne dansk skole, som matcher det 21. århundredes krav? Hvad med at indgå en ny skolekontrakt, hvor folkeskolerne –  på linje med friskoler og privatskoler – bliver uafhængige af kommunerne og kan konkurrere med hinanden om eleverne og forældrenes gunst? Og følger pengene eleven, kan alle skoler uden undtagelse få lige adgang til offentlige bevillinger. Alle må naturligvis leve op til fælles nationale lærings- og undervisningsmål og offentliggøre testresultater, så alle elever sikres et solidt fagligt minimumsniveau, og borgerne får viden til at vælge til og fra. Gamle folkeskoler kan sættes fri som selvstændige og selvejende institutioner, der selv bestemmer undervisningsform, klassestørrelser, differentiering undervejs, digitalisering og investeringer i bedre fysiske rammer. Det kunne også genskabe lærernes engagement og faglige stolthed og styrke skoleledelsens ledelsesrum, så skolen bliver et spændende læringsrum for eleverne. Skolerne bør – som de svenske friskoler –  have frihed til at geninvestere overskud fra det ene år til det næste. Og man kunne invitere private aktører som bl.a. pensionskasserne ind til at finansiere bygninger og stå for driften af nye skolebygninger, så de nedslidte skoler erstattes af tidssvarende skolebygninger. Mulighederne er mange, men det kræver politisk mod at lave en visionær og langsigtet skolereform, der for alvor sætter skolerne fri.

Det er sandt, at øget frihed fremkalder forskelle, men allerede i dag findes der enorme forskelle mellem de enkelte skoler. Den vigtigste forskel er blot, at øget frihed og selvforvaltning kan bidrage til at genrejse den undervisningsbegejstring, som igennem alt for mange år er blevet lammet af for stram politisk detailstyring, ideologiske magtkampe og budgetmæssig slingrekurs.