For mange patienter ender på sygehusene
Hvert år ender mere end 72.000 ældre danskere over 65 år på en af sygehusenes akutmodtagelser, selv om deres ophold kunne være forebygget. Sådan er det i dag – og sådan har det været i mere end ti år. En systemfejl, lyder vurderingen fra et medlem af regeringens Sundhedsstrukturkommission.
Jens Reiermann
Velfærdsredaktør72-årige ’Pia’ er et billede på et problem, der tynger det danske sundhedsvæsen. Hun lider af den kroniske lungesygdom KOL, og cirka fem gange om året bliver hun indlagt på en akutafdeling på et sygehus, fordi hun ikke kan få vejret og har angst for at dø.
Selv om hendes lidelse er alvorlig, kunne nogle af de mange indlæggelser være undgået. Og det samme gælder for mange andre patienter end Pia. Sundhedsstyrelsen vurderer, at der hvert år er omkring 72.000 ’forebyggelige’ ophold på landets akutmodtagelser.
Den slags ophold bliver der flere og flere af, i takt med at antallet af ældre vokser. Siden 2014 er antallet af forebyggelige ophold på akutmodtagelserne steget med 14 procent. Der er ovenikøbet tale om den samme type af lidelser.