FTF-formanden opererer på de allerinderste linjer …
… men får ikke sat så mange dagsordener på de ydre
Hvilken hovedopgave har formanden for en hovedorganisation? Skal vedkommende være en dreven kommunikatør, der kan påvirke den offentlige meningsdannelse via medierne? Eller en snedig lobbyist, der via netværk og kontakter kan få de rigtige politikere til at forstå fornuften i ens synspunkter? Bente Sorgenfrey, formand for funktionærernes og tjenestemændenes hovedorganisation mener selv, at hun formår at skræve over begge dele. Tilsyneladende er det kun en eksklusiv kreds på Christiansborg, der kender hende. Men det har sine årsager: “Det er især i forhold til partilederne og ministrene, at jeg sætter ind. Det er vigtigt for mig at få løftet en sag op, ” siger hun. Og det er da heller ikke for evnen til at sætte de store samfundsdagsordener, at Bente Sorgenfrey fremhæves, viser Ugebrevets kommunikationsprofil. Spørgsmålet er, om det kan blive et problem for FTF-medlemmernes muligheder i det kommende spil om velfærdsreformer.