Millioner af europæere er uden at vide det afhængige af naturgas fra Algeriet og uran fra Niger til produktion af varme og elektricitet. Uden disse mineralske forsyninger fra Sahara og Sahel i den nordlige del af Afrika ville de europæiske velfærdssamfund fryse, miste økonomisk aktivitet og gå glip af milliardindtægter i en række industrier.

Derfor er krigen i Mali hele Europas krig. En krig, der handler om at forsvare Europas adgang til strategisk vigtige ressourcer mod den trussel, som islamistiske terrorgrupper i regionen har udviklet sig til siden Muammar Gaddafis fald i Libyen i 2011. Islamister tog i 2012 kontrollen i den nordlige del af Mali, der har over 1.200 km porøs grænse mod Algeriet, som er den tredjestørste leverandør af naturgas til Europa, efter Rusland og Norge. Mali og særligt nabolandet Niger har store forekomster af uran, som udvindes af det franske statsejede selskab Areva i samarbejde med både kinesiske og andre asiatiske og nordamerikanske partnere. Se også tekstboks.

I USA og Europa har der i løbet af 2012 været enighed om, at man ikke kunne acceptere udvikling af en islamistisk slyngelstat, som sydfra kunne presse det energirige, folkerige og socialt eksplosive Algeriet. Men i begyndelsen af januar fik Frankrig nok af at vente på USA. Amerikanerne har satset på at uddanne og bevæbne Malis hær og gøre Algeriet til regional diplomatisk førerhund i en politisk løsning. Men fremskridtene er udeblevet, og da oprørerne stod til at kunne rykke frem fra den tørre og tyndt befolkede Sahel-region til den tætbefolkede sydlige del af Mali, der er en del af det frodige Vestafrika, sendte Frankrigs ellers forsigtige præsident, Francois Hollande, Mirage-jagerne på vingerne.

Det franske angreb blev øjeblikkeligt mødt med et modangreb, da islamistiske oprørere fra baser i Libyen slog til mod den store multinationale naturgascentral ved byen In Amenas i det østlige Algeriet, hvor de tog et stort antal gidsler blandt lokale og udenlandske medarbejdere på stedet. De præcise detaljer er fortsat uklare, men angrebet har formentlig kostet flere end 100 mennesker livet, efter at algeriske sikkerhedsstyrker satte hårdt mod hårdt. 

Europæiske interesser

De dramatiske begivenheder har med al tydelighed markeret, hvilke interesser Europa har på spil i det ressourcerige nordlige og vestlige Afrika, og hvilke problemer europæerne har med i fællesskab at varetage disse interesser. Frankrig har sat flere tusinde landtropper ind med logistisk støtte fra primært USA, Canada og Storbritannien, men også fra Danmark og andre europæiske lande. Tyskland har stillet med to transportfly og er under stort pres for at bidrage væsentligt mere.

Den franske Nordafrika-specialist Gilles Kepel kalder i et indlæg i Le Monde Frankrigs situation for uholdbar, og han advarer om, at krisen i Mali og Algeriet er en kompleks udfordring for hele Europa.

”Dette kræver, at man iværksætter en international strategi, og at man har dyb viden om komplekse samfund – dette er en udfordring for civilisationen i globaliseringens tidsalder,” skriver Kepel, der er ekspert i den arabiske verden, islam og terrorisme.

Den danske sikkerhedspolitiske specialist Mikkel Vedby Rasmussen beskriver i et blogindlæg på Berlingske.dk den militære operation i Mali som ”begyndelsen på en ny forsvarspolitik”, fordi den demonstrerer, hvordan Danmark i fremtiden vil komme til at bidrage til den pooling and sharing af militære kapaciteter, som bliver den nye normalitet i Europas stadig mere selvstændige forsvarspolitik.

Ole Kværnø, chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, konstaterer, at Mali er et land, der i høj grad er præget af de forbundne megakriser, som Mandag Morgen tidligere har beskrevet. Politisk, økonomisk, socialt og miljømæssigt er det afrikanske land i knæ, og situationen i området er ifølge Kværnø en klar påmindelse om, at knaphed på ressourcer er en ”meget væsentlig konflikt-driver”’.

”De, der troede, at vi efter Afghanistan ikke længere behøvede at være klar til at deltage i farlige og langvarige landoperationer, tager dygtigt fejl. Europa vil være nødt til at hævde sine værdipolitiske, økonomiske og ressourcemæssige interesser, om nødvendigt gennem langvarige landoperationer, som i hvert fald i perioder vil have hyperintensiv karakter,” siger Kværnø til Mandag Morgen.

Uden amerikanerne

Militærstrategen påpeger, at man i de senere år har set europæerne foretage både såkaldt ”konkret” og ”idépolitisk” interessevaretagelse. Samtidig bliver europæerne presset af, at amerikanerne træder et skridt tilbage og forventer, at Europa tager et langt større ansvar. Det gælder både Nordafrika, Østafrika, Vestafrika, Sahel-regionen osv.

”Den meget omtalte amerikanske omstilling til Asien er ikke et spørgsmål om, at amerikanerne ikke interesserer sig for Europa, men derimod et udtryk for, at heller ikke deres ressourcer er ubegrænsede,” siger Kværnø.

Han påpeger, at europæerne helt konkret mangler de strategiske "enablers” i form af hovedkvarter-strukturer, der kan sendes ud i verden og fungere som base ved større sammenhængende landoperationer. Derudover mangler europæerne strategiske efterretninger, strategisk løftekapacitet og mulighed for tankning af fly i luften. Libyen var det store eksempel på, at amerikanerne vil ”lead from behind” og overlade hovedansvaret til Europa – hvilket Europa så viste sig ikke at kunne uden massiv amerikansk støtte.

Kværnø påpeger, at de nye geopolitiske realiteter især stiller nye krav til Europas økonomiske stormagt, Tyskland.

”Tyskland bliver nødt til at tage et ansvar alene på grund af sin størrelse. Tyskland har undladt at tage dette ansvar, fordi Tyskland har ført en slags småstatspolitik lige siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Nu efterspørger alle andre lande i Europa, at Tyskland af alle mulige politiske, moralske og økonomiske grunde træder ud af sin egen skygge og tager det stormagtsansvar på sig, som Storbritannien og Frankrig ellers har været ene om at tage i Europa,” siger Ole Kværnø. Han har ikke nogen forbehold, når det gælder synet på, hvilken rolle EU bør spille på det sikkerhedspolitiske område.

”EU bliver nødt til at komme ud af busken og sætte fart i denne udvikling. Hidtil har NATO været den eneste institution, der kunne løfte denne opgave, og det kunne NATO kun i kraft af USA’s tilstedeværelse. Nu er det EU’s tur, og så er vi tilbage ved Tyskland-spørgsmålet,” påpeger chefen for Forsvarsakademiets strategiske institut, som i øvrigt mener, at danske specialstyrker fremover bør underlægges en helt ny kommandostruktur, således at de vil kunne indsættes til ”forsvar for erhvervsøkonomiske interesser” eller i forbindelse med eksempelvis gidseltagninger af turister.

Kritisk energiforsyning 

Situationen i Mali og Algeriet er eskaleret dramatisk på mindre end et år, og den kan hurtigt blive kritisk, ikke kun for de selskaber og lande, der er direkte involveret, men også når det gælder Europas energiforsyning. 

I et forsøg på at gøre sig mindre sårbar over for afhængigheden af olie- og gasforsyning fra Rusland har EU over en længere årrække arbejdet målrettet for at differentiere sit forsyningsnetværk ved at øge importen fra bl.a. Nordafrika, hvor Algeriet og Libyen råder over enorme olie- og gasforekomster. Det er stadig Rusland, der står som den største eksportør af olie til Europa, men importen fra lande i Nord- og Vestafrika er voksende. Se figur 1.

[graph title="Olieafhængighed" caption="Figur 1  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/c236a-is_fig01_olieafhaengighed-ny_.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/d90ea-is_fig01_olieafhaengighed-ny_.png" text="Mens Rusland stadig dominerer som olieeksportør, er lande i det vestlige og nordlige Afrika også ved at blive strategisk vigtige for den europæiske olieforsyning."]Kilde: BP Statistical Review, 2012. [/graph]

Takket være etableringen af undersøiske gasledninger til Spanien og Italien er Algeriet, der er rig på store gasforekomster, blevet en strategisk vigtig spiller i forhold til at forsyne europæisk industri og husholdninger med gas. Spanien og Italiens import af gas fra Algeriet nåede i 2011 hhv. 9,4 og 21,3 millioner kubikmeter og overgik dermed forsyningen fra Rusland. Samtidig er Algeriet, sammen med Nigeria, storeksportør af flydende naturgas (LNG) til Frankrig. Og i 2006 underskrev Algeriets statsejede olieselskab Sonatrach en 20-årig LNG-kontrakt med det spanske energiselskab Endessa. Samarbejdet er dog ikke uden problemer, og i 2007 tilbagekaldte Algeriet en gaskontrakt med spanske selskaber til en rapporteret værdi på 7 milliarder dollar. 

Også Libyen rummer stort potentiale for at blive en nøgleeksportør af olie og gas til Europa. Men som følge af den politiske ustabilitet, der er fulgt i kølvandet på Gaddafi-regimets fald, er produktionen faldet markant. Og situationen understreger den sårbarhed, som de europæiske lande udsætter sig for ved at gøre politisk ustabile nordafrikanske regimer til strategiske samarbejdspartnere på energiområdet.