Danske virksomheder har unik viden om produktion
Industrien skal ikke eksportere varer, men viden om produktion
Danske produktionsvirksomheder sidder på en guldgrube af viden om, hvordan man producerer effektivt, innovativt, kvalitets- og miljøbevidst. Den evne kan udvikles til en lukrativ eksportvare. Industrien skal leve af en unik produktionskompetence, der gør, at virksomheder med udgangspunkt i Danmark kan bevare kontrollen over værdikæden. Det vurderer et bredt panel af danske erhvervsledere, økonomer og innovationsforskere, som Ugebrevet har bedt om at give et bud på fremstillingssektorens rolle i den fremtidige danske vidensøkonomi. “Danmark går fra at være eksportør af varer til at blive eksportør af fremstillingsmetoder og teknologi, ” forudser professor ved Mærsk McKinney Møller Instituttet for Produktionsteknologi, Uffe Koch Wiil.