Annonce
Kommentar af 
Andreas Baumann

Fremtidens Danmark tager form

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
26. februar 2026 kl. 21.30

Spændingen i den politiske trykkoger er udløst.  

Med et trefoldigt afsæt i fødevarecheck, formueskat og folkeskoleudspil har statsminister Mette Frederiksen udskrevet folketingsvalg til afholdelse tirsdag den 24. marts 2026.  

Nu er tre en halv ugers valgkamp i fuld gang. Og vi ser den allerede tage form i ord, udspil og debat, inden vælgerne skal fordele de mandater, der giver magt til at ændre samfundet. 

Valgkampen er også skæbnestunden for landets folkevalgte i det politiske nulsumsspil, der per definition skaber både vindere og tabere. Det åbner op for ufine taktiske manøvrer og personangreb. Og det åbner højsæsonen for nyhedsmediernes skandalejægere. 

Læs også

Mandag Morgen er også med. Men vi vil insistere på at holde det lange lys tændt, selv når de andre går i breaking og dårligt synes at kunne se længere end til valgdagen.  

Vi vil fastholde fokus på at finde løsninger på samfundets vilde problemer, børn og unges mistrivsel, den grønne omstilling og nysgerrigt lyse efter de politiske visioner, der kan forme fremtidens Danmark. 

’Fremtidens Danmark’ er også navnet på det parti, Mandag Morgen stiftede for 15 år siden, inden 2011-valget blev udskrevet af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, (inden han i øvrigt tabte magten til en kvindelig socialdemokrat). 

Ordførerne talte 14 visionære personer som Claus Meyer, Ove K. Pedersen, Katherine Richardson og Stina Vrang Elias i det sære og særlige parti, der hverken var opstillingsberettiget eller sigtede efter at opnå politisk magt.  

Det var derimod et ‘fripartiforsøg’, der havde til formål at kvalificere den politiske debat, der dengang syntes fastlåst i datidens blokpolitik:  

”Ambitionen er at identificere løsninger, der kan sikre, at Danmark også i fremtiden kan regnes for et af de mest konkurrencedygtige og innovative velfærdssamfund,” lød det dengang. 

Læs også

Mandag Morgen stifter ikke et parti igen. Men ambitionen om at bidrage med oversete indspark og løsninger til debatten om velfærdssamfundets fremtid er bibeholdt. Vi gør det journalistisk, og vi gør det ved at åbne op for indspark og visionære tanker i vores spalter. 

Det kulminerer til en fysisk valgdebat mandag den 16. marts her i Ny Kongensgade 10, hvor vi sammen med nogle af de politikere, der er på valg, vil tænde det lange lys i den politiske debat. 

Vil du være med? 

Læs også

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026