Frygten for anden bølge – af arbejdsløsheden

I første uge af maj faldt arbejdsløsheden for første gang siden coronakrisens start. Økonomer frygter dog, at det kun er afslutningen på første bølge. Til sommer kan arbejdsløshedens anden bølge komme. Og den kan vare flere år.

Placeholder image

Efter otte uger med stigende arbejdsløshed bød den første uge af maj på et fald i antallet af ledige. Et lille fald, men trods alt et fald og det første knæk i en arbejdsløshedskurve, der ellers bare er steget og steget siden coronaudbruddets start i marts. Se figur 1.

Den første bølge med stigende arbejdsløshed kan være historie. Men vel at mærke kun første bølge. Coronaens første måneder har sat gang i nogle bevægelser i økonomien, som vi kun har set de første konsekvenser af.

Derfor frygter flere og flere økonomer en anden bølge med stigende arbejdsløshed. En af dem er den tidligere overvismand, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet Michael Svarer.

Han ser blandt andet på den store gruppe mennesker, der lige nu er sendt hjem med løn. Planen er, at de skal tilbage på deres arbejdsplads, når regeringens retningslinjer igen tillader det. Men intet er sikkert.

”Der er mange mennesker, der lige nu får lønkompensation, og en del af dem vil være i farezonen, når kompensationerne ophører. Det ser dystert ud og der er risiko for en forhøjet ledighed,” siger  Michael Svarer, der lige nu er medlem af regeringens rådgivende økonomiske tremands-ekspertgruppe.

Han peger på, at det langtfra er sikkert, at de omkring 170.000 medarbejdere, der er sendt hjem med lønkompensation, alle kan vende tilbage til deres hidtidige job.

Dertil kommer, at arbejdsløshedens første bølge består af dem, virksomhederne hurtigt kunne afskedige.

”Virksomhederne afskediger først medarbejdere med de korteste opsigelsesvarsler. Det vil tage et stykke tid, før vi ser, hvor mange funktionærer med tre til seks måneders opsigelsesvarsler, der er blevet afskediget,” siger Niels Westergård-Nielsen, professor ved CBS, der blandt andet forsker i arbejdsmarkedsforhold.

Bliver funktionærerne arbejdsløse, vil man først kunne se det i arbejdsløshedsstatistikkerne fra 1. juli. Det er her, vi kan få de første indikationer på, hvor stor anden bølge bliver.

Opgørelser fra Beskæftigelsesministeriet og beregninger fra de tre økonomer, der rådgiver regeringen om den økonomiske genstart, viser, at der er en overvægt af ikkeuddannede og faglærte både blandt dem, der har mistet jobbet under coronakrisen, og blandt de mange, der er sendt hjem med lønkompensation.

Et mønster, økonomerne kan genkende fra andre kriser. Se figur 2.

”De ikkeuddannede og de faglærte er blandt dem, som økonomiske kriser rammer ekstra hårdt,” siger Michael Svarer.

Erfaringen fra andre kriser viser, at det kan tage år, før jobbene vender tilbage til niveauet samme niveau som før coronakrisen.

Denne gang afhænger det blandt andet af, hvornår befolkningen tror, at en vaccine kommer, og frygten for at blive smittet dæmpes. Indtil da holder folk på pengene, og virksomhederne holder igen med ansættelserne.

Virksomheder mangler kunder

Københavns Lufthavn er en af de arbejdspladser, der er hårdest ramt af de aktuelle lukninger. Her er det ikke bare den danske nedlukning, men også internationale begrænsninger, der har sat aktiviteterne på noget, der ligner et fuldt stop.

Tæller man medarbejdere i lufthavn, butikker og flyselskaber sammen, når man op på omkring 22.000. Det gør lufthavnen til en af landets største arbejdspladser. En stor del af medarbejderne er ufaglærte.

Men det er et åbent spørgsmål, hvornår lufthavnens ansatte kommer i gang igen.

En af lufthavnens store kunder, SAS, vurderer, at der kan gå år, før selskabet flyver i samme omfang som før coronakrisen. På europæisk plan har Eurocontrol, der repræsenterer flykontrol over hele Europa, vurderet, at lufttrafikken til oktober vil være oppe på 50 procent af førkriseniveauet.

Luftfarten er blot ét af de eksempler, Steen Nielsen, vicedirektør i DI med ansvar for arbejdsmarkedspolitikken, henviser til i sine vurderinger af, hvornår virksomhederne kommer på fode igen.

”Vi troede – og håbede – i starten, at vi hurtigt kunne genoptage vores liv og aktiviteter, men krisen kommer til at gøre noget ved vores adfærd, så vi vil rejse lidt mindre, gå lidt mindre ud at spise og gå lidt mindre i biografen. Det bliver en hel del virksomheder påvirket af. Der vil ske forandringer i vores erhvervsliv, og nogle virksomheder må indstille sig på, at der kommer færre kunder, og at de derfor også må have færre medarbejdere ansat,” forudser han.

Dansk Industri er tilfreds med de hjælpepakker, der indtil nu har holdt hånden under store dele af erhvervslivet. Men hjælpepakkerne er ikke en varig løsning i det scenarie, Steen Nielsen ser for sig.

”Lønkompensation giver god mening i en kort krise, for så kan virksomheden starte hurtigere op, men hvis ikke virksomheden får det samme marked efter krisen og får brug for færre medarbejdere, skal vi give slip på sådan en ordning,” siger Steen Nielsen.

Igen henviser han til luftfarten, hvor SAS først sendte sine medarbejdere hjem med lønkompensation, men da krisen trak ud, og sandsynligheden for en hurtig tilbagevenden til situationen før udbruddet blev mindre, endte det med afskedigelser.

”SAS kunne ikke blive ved med at bruge lønkompensationen, og det tror jeg, vi kommer til at se flere eksempler på, efterhånden som vi kommer længere ind i kriseforløbet,” siger Steen Nielsen og fortsætter:

”Det nytter ikke at fastholde medarbejdere i en branche, som først om tre-fire år er tilbage på samme niveau som før coronakrisen. Det er bedre, at de medarbejdere i mellemtiden kommer et sted hen, hvor de kan gøre gavn.”

De bekymrede forbrugere

Den analyse står Steen Nielsen ikke alene med. Professor i arbejdsmarkedspolitik ved CBS i København Niels Westergård-Nielsen siger:

”Vi har kun set begyndelsen på en udvikling, der ikke bliver særlig rar. Vi ved ikke, hvor lang tid, der vil gå, før aktiviteterne vender tilbage på niveauet fra før krisen, men ser vi på kriseforløbet efter finanskrisen, skulle vi helt frem til 2014 (seks år efter krisens udbrud, red.), før antallet af job bare begyndte at bevæge sig op mod førkriseniveauet,” siger han.

Når man ikke ved, hvordan det vil gå, kan man som Niels Westergård-Nielsen gribe til historiske sammenligninger og støtte sig til dem. En anden mulighed er at udarbejde scenarier og på den baggrund forsøge at vurdere, hvad der vil ske. Her er økonomer ligesom epidemiologer i fuld gang.

Økonomerne vurderer, hvordan forskellige smittescenarier vil påvirke borgernes adfærd og dermed deres økonomiske aktiviteter.

Et eksempel er analysen ‘The Macroeconomics of Epidemics’ udgivet af det amerikanske National Bureau of Economic Research. Her påviser de tre forfattere en sammenhæng mellem krisens længde og borgernes forventninger til, hvornår en pålidelig behandling eller – endnu bedre – en vaccine vil være tilgængelig.

Pointen er, at hvis borgerne tror på, at en behandling og en vaccine er på trapperne, vil de slappe mere af og begynde at forbruge som før krisen. Er der omvendt lange udsigter til en behandling eller en vaccine, vil borgerne være mere tilbageholdende med at slå sig løs.

Der vil formentlig løbende ske forbedringer af den måde, lægerne kan behandle patienter med coronavirus. Til gengæld taler eksperter om, at en vaccine først kan være klar om 18 til 24 måneder. De lange udsigter til en vaccine kan altså være med til at trække krisen i langdrag, hvis økonomernes adfærdsscenarier holder stik.

”Hvis borgerne tror på, at de kan blive smittet, vil det påvirke deres adfærd, og de vil i et vist omfang holde sig tilbage. Det vil føre til en mindre privat efterspørgsel,” siger seniorøkonom Karsten Albæk fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, med henvisning til artiklen fra det amerikanske tidsskrift.

De udsigter vil også påvirke virksomhedernes adfærd.

”Når man afskediger mange medarbejdere, så ansætter man i mindre grad nye. Og virksomheder, der måske ikke har afskediget, holder sigen med at erstatte en medarbejder, der flytter eller går på pension. Vi ved fra erfaringen, at det blandt andet går ud over de unge, som får langt sværere ved at finde sig et job. Det gælder også de ledige, som får sværere ved at finde et nyt job, hvis deres arbejdsplads ikke tager dem tilbage igen,” siger Niels Westergård-Nielsen.

Det gælder både de virksomheder, der producerer til hjemmemarkedet, og i særlig grad de virksomheder, der producerer til eksport.

”Mange industrivirksomheder er underleverandører til anden industri, blandt andet den tyske bilindustri, som ikke kommer til at sælge helt så mange biler i de næste mange måneder. Vi ved også, at den amerikanske forbruger er blevet fattigere. I den situation bliver virksomhederne mere tilbageholdende med ansættelser og investeringer,” forklarer arbejdsmarkedsprofessoren.

Efteruddannelse til ledige

Både i en national, dansk sammenhæng og i en international sammenhæng er der altså tungtvejende grunde til, at virksomhederne ikke står klar med jobkontrakter i stort tal, når hjælpepakkerne på et tidspunkt ikke bliver fornyet.

”Hvis man antager, at de medarbejdere, der er på lønkompensation, ikke alle vender tilbage til deres arbejdsgiver efter sommerferien, kunne man overveje at benytte situationen til at efter- eller videreuddanne dem til nogle helt andre job,” siger Kristian Thor Jakobsen, cheføkonom i DEA, en tænketank, der analyserer kompetencebehovet på morgendagens arbejdsmarked.

Dansk Industri mener dog, at det er et åbent spørgsmål, om efteruddannelse af arbejdsløse virker. Erfaringerne er blandede, siger Steen Nielsen fra DI:

”Vi har ikke gode erfaringer med at bygge kompetencer op for ledige. Det kan ende med negative effekter, fordi de ikke søger så aktivt, når de er på kursus. Derfor bør opkvalificering være meget målrettet mod helt konkrete job, og de fleste kræfter i beskæftigelsesindsatsen bør lægges i at hjælpe folk videre til deres næste job.”

Niels Westergård-Nielsen fra CBS deler DI’s skepsis og henviser til forskning, der ikke kan måle nogen effekt af efteruddannelse til ledige.

”Kurser og efteruddannelse kan dog holde folk i gang, og det skal man ikke undervurdere betydningen af,” siger han.

Der kan dog være endnu en nuance i den diskussion, mener Thomas Bredgaard, professor ved Carma, Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet.

”De, der bliver ledige nu, har lige haft et job, og langt de fleste er ressourcestærke og har ikke andre problemer end arbejdsløshed. Det er en noget anderledes målgruppe, end de ledige, jobcentrene arbejdede med før coronakrisens udbrud,” siger han.

Før krisen har jobcentrene arbejdet med tværfaglige indsatser for borgere, der ofte har været arbejdsløse længe og også tumler med andre problemer. Det kunne være alt lige fra et misbrug over psykiske lidelser til flere forskellige sygdomme som for eksempel diabetes eller KOL.

Gruppen af coronaledige er en helt anden. Og det skal redskaberne også være, mener Thomas Bredgaard:

”Man skal bruge nogle andre redskaber over for de nyledige. Jeg tror, det handler om uddannelse til de funktioner, vi ved, vil blive efterspurgt.”

Fra nyledig til sosu’er

Det gode spørgsmål er så, hvilke funktioner, der vil blive efterspurgt.

De dybe trends på arbejdsmarkedet har gennem de seneste mange år handlet om globalisering og ny teknologi. Det har særligt ramt folk uden uddannelse og de funktioner i industrien, der kan udflyttes til lavtlønslande.

De arbejdsløse, der rammes nu, kommer fra helt andre brancher.

Første bølge af fyringer har i særlig grad ramt caféer, restauranter og hoteller og andre serviceerhverv, som ellers klarer sig godt i globaliseringen, netop fordi de tilbyder personlig service helt lokalt til deres kunder.

Det er også her – i serviceerhvervene – at mange medarbejdere er sendt hjem med lønkompensation. De kan altså udgøre en stor del af de arbejdsløse, når anden bølge måske sætter ind hen over sommeren. Se figur 3.

På lang sigt er der håb for netop denne gruppe. Meget taler for, at jobbene inden for servicefagene vil vende tilbage. Efter coronakrisen og efter at der er kommet en troværdig behandling og en vaccine. Men det kan tage ubehagelig lang tid.

Indtil da kunne det give mening at bruge de ledige hænder i andre fag, der også kræver menneskelig service, siger cheføkonomen i tænketanken DEA:

”Vi ved, at automatisering og digitalisering har sværest ved at erstatte jobfunktioner, hvor social interaktion har en stor betydning. Derfor kunne man overveje, om man kan løfte nogle af de nyledige over i job som for eksempel sosu-hjælper eller sosu-assistent, måske som pædagog eller i andre funktioner, hvor den teknologiske udvikling ikke presser sig på med samme kraft som andre steder,” siger Kristian Thor Jakobsen.

Men det sker selvfølgelig kun, hvis den enkelte borger kan se sig selv i den type uddannelsesforløb. Den tidligere barista skal selv have mod på at blive social- og sundhedshjælper, hvis en omskoling skal give mening. Det er blandt andet derfor, en økonom som Michael Svarer peger på behovet for en indsats, der er tilpasset den enkelte behov og samtidig matcher det lokale arbejdsmarkeds behov.

”Der er ikke en medicin, der gælder for alle, så indsatsen må tilpasses den enkelte. Nogle skal måske have hjælp til jobsøgning i en anden branche end den, de kom fra, andre har måske brug for opkvalificering eller for at komme i virksomhedspraktik i en ny branche. Der bliver brug for at trække på alle de arbejdsmarkedspolitiske redskaber, vi har, ” siger økonomiprofessoren.

Men end ikke de mest effektive arbejdsmarkedspolitiske redskaber kan hjælpe borgerne i job, der ikke findes, påpeger økonomiprofessoren. For Michael Svarer er redskab nummer ét derfor at hjælpe økonomien i gang igen og skabe den efterspørgsel, der er forudsætningen for jobskabelsen efter coronakrisen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail
Tilmeld dig nyhedsbrevet nu
Ved at tilmelde dig Mandag Morgens nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser