Den 9. oktober 2012 blev en skolebus stoppet af to bevæbnede mænd i byen Mingora i det nordlige Pakistan ikke langt fra grænsen til Afghanistan. I bussen sad en gruppe af byens skolepiger, heriblandt 15-årige Malala Yousafzai. Sammen med sin far, en lokal skoleleder, havde hun gjort sig bemærket ved trodsigt at tale offentligt om pigers ret til skolegang. Det havde indkasseret hende dødstrusler fra regionens talebanere, som kæmper imod uddannelse til kvinder. Den 9. oktober ville de én gang for alle sætte en stopper for den unge piges ytringer.

Idet de to talebanere gik ind i skolebussen fra hver sin ende, råbte den ene: ”Hvem er Malala?” Sekunder senere smældede tre skud. Det ene ramte Malala i venstre side af hovedet.

Men hun overlevede. Og efter tre måneder på hospitalet og endnu længere tids genoptræning kunne Malala på sin 16-års fødselsdag den 12. juli 2013 træde op på talerstolen i FN-hovedkvarteret i New York som en foreløbig kulmination på en kampagne om at sikre uddannelse til alle børn. Iført et sjal fra myrdede Benazir Bhutto, Pakistans første kvindelige premierminister, og med referencer til både Mandela, Gandhi og Martin Luther King virkede hun som et genopstået politisk ikon for en bedre verden.

”Lad os gribe vores bøger og blyanter. De er vores bedste våben. Et barn, en lærer, en bog og en blyant kan ændre verden. Uddannelse er den eneste løsning,” sagde hun foran en propfuld FN-sal.

Hendes mod, unge alder og dramatiske historie har gjort hende til en af de mest inspirerende skikkelser i 2013. Hun er blevet en frontfigur i indsatsen for at udbrede uddannelse til børn i hele verden. Det har allerede medvirket til, at Pakistan har ratificeret en lov om at give alle børn mellem 5 og 16 år gratis og obligatorisk skolegang. Bag hende står en tidligere britisk premierminister og Malalas egen far, som er en idealistisk skoleleder, der har lagt alt sit håb om en bedre verden på skuldrene af den unge skolepige.

Potentiale til at blive politiker

Malala begyndte allerede sin kamp for mere uddannelse, da hun var 11 år gammel. Dengang, i begyndelsen af 2009, havde Taleban kontrollen med Mingora og distriktet Swat-dalen i det nordlige Pakistan. Talebankrigere havde bombet flere hundrede skoler og terroriserede jævnligt befolkningen med offentlige afstraffelser og henrettelser i byens gader. Særligt kvinders rettigheder blev indskrænket, og den 15. januar 2009 blev det forbudt for piger at gå i skole.

De forhold var anledning til, at britiske BBC kontaktede den lokale skoleleder Ziauddin Yousafzai for at finde en skolepige, der på første hånd kunne berette om de lukningstruede pigeskoler. Skolelederen foreslog sin egen datter, Malala.

Senere samme år lavede New York Times en dokumentarfilm om Malala og hendes familie. Den afslørede, hvilken stor indflydelse den idealistiske skoleleder har på sin datter. I filmen siger den 11-årige Malala, at hendes drøm egentlig er at blive læge, men at hendes far synes, hun skal være politiker. Det benægter faren ikke.

”Jeg ser et stort potentiale i min datter. Hun kan opnå mere end at blive læge. Hun kan skabe et samfund, hvor en medicinstuderende let ville kunne få sin uddannelse,” siger han.

Samme år rykkede det pakistanske militær ind i byen for at bekæmpe Taleban. Malala og hendes familie måtte flygte, mens kampene stod på. Da de vendte tilbage tre måneder senere, var Taleban drevet ud af byen, og Malala havde droppet sin lægedrøm.

”Jeg har en ny drøm. Jeg tror, jeg bliver nødt til at blive politiker for at hjælpe mit land,” sagde hun.

Til den canadiske tv-station CBC har Malala senere fortalt, hvordan hun er blevet inspireret af sin far:

”Min far har været et godt eksempel for mig. Han siger: ’Jeg gav dig ikke noget ekstra. Jeg gjorde kun én ting. Jeg  stækkede ikke dine vinger. Jeg lod dig flyve.”

Stor mediebevågenhed

Efter Malalas hospitalsudskrivelse og den globalt eksponerede tale i FN sidste sommer flokkedes verdens medier om hende. De store tv-stationer ville alle have hende til at fortælle sin dramatiske historie. Og budskabet var hele tiden det samme.

“Vi kender ikke vigtigheden af noget, før det bliver snuppet ud af hænderne på os. Og da vi i Pakistan blev forhindret i at gå i skole, indså jeg, at uddannelse er meget vigtigt,” sagde hun igen og igen for rullende kameraer.

I løbet af efteråret fik Malala EU’s prestigefulde Sakharov-pris og i hvert fald 16 andre priser for sin indsats for fred, lighed og uddannelse. Hun var også mediernes klare favorit til at vinde Nobels Fredspris, og selv om det ikke lykkedes, kunne hun alligevel føre til notat, at hun var den hidtil yngste, der nogensinde er blevet nomineret til prisen.

Samtidig udkom hendes livshistorie i en selvbiografi. Her kunne hun endelig besvare det spørgsmål, hun ikke fik tid til i skolebussen, da talebanerne skød hende. ”Jeg er Malala” hedder bogen.

Den titel brugte den tidligere britiske premierminister Gordon Brown også som slogan i sin FN-kampagne for at udbrede uddannelse til verdens børn. Malala siger da også selv, at hun ikke er den eneste Malala i verden. Tværtimod har Talebans mordforsøg mangedoblet antallet af aktivister, der kæmper for at udbrede uddannelse.

”De ville lukke munden på én Malala, men i stedet er der nu tusinder og millioner af Malala’er, som taler,” har hun sagt.