Vi har fået det indre marked i EU og dermed fået dækket vores væsentligste handelspolitiske interesser. Men herefter har Danmark hevet stikket for al politikudvikling på området og totalt lukket ned for debatten om vores handelspolitiske interesser. Kun embedsværket har fastholdt lidt kompetence, så det akkurat kan levere et standpunkt, når skiftende danske ministre skal møde op med en mening til møder, hvor andre på forhånd har sat dagsordenen. EU’s indre marked er blevet til en sovepude for dansk handelspolitik, og vi forsøger ikke aktivt at præge EU til at fremme vores interesser.

Som det er i dag forhandler EU som en samlet blok, og derfor er første skridt mod en ny handelsaftale, at man er blevet enig indadtil, før man kan starte slåskampen eksternt. Problemet med denne model er i al sin enkelhed, at det er en ekstrem mudret proces. Det er aldrig helt klart, hvilken indflydelse det enkelte EU-land har haft inden de eksterne forhandlinger, og hvilke indspil eller holdninger, der har flyttet noget. For alle aktører hele vejen rundt – politikere, organisationer og embedsmænd – bliver det derfor alt for let at melde pas.

Resultatet er, at der er langt mellem eksperterne; virksomhederne har i vid udstrækning strakt våben, og debatten om de handelspolitiske prioriteringer er tæt på ikkeeksisterende. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste dansk politiker, der markerer sig med en handelspolitisk holdning.

Ind i kampen

Man kan selvfølgelig spørge, om det overhovedet er et problem. Varetager EU ikke bare vores interesser, og er det smarteste så ikke bare at tage endnu en free ride? Det mener jeg ikke. Danmarks økonomi ville nyde godt af en langt mere proaktiv EU-tilgang. For nuværende er det USA, der sætter standarden, eksempelvis med sin kommende frihandelsaftale over Stillehavet, TPP, der blandt andet inkluderer Japan.

[quote align="left" author=""]Der er god grund til at blive skarpere, hvad angår danske interesser, og være i stand til at sætte dagsordenen i EU [/quote]

USA er altså i gang på flere fronter, mens EU er efterladt med håbet om, at frihandelsaftalen mellem EU og USA over Atlanten, TTIP, falder på plads. Men det ville også være i dansk interesse, hvis EU nærmede sig Kina – ikke mindst fordi Kina stødt og roligt vil åbne op for mere import. Det er der bare ingen, der arbejder for. Blandt andet fordi der stort set ikke findes nogen studier af, hvordan fordele og ulemper vil fordele sig mellem de forskellige EU-lande og mellem industrier.

EU’s problem har oftest været de store forskelle på industriudviklingen internt i EU. Heroppe i nord har vi outsourcet det meste af det lavtlønnede manuelle arbejde og konkurrerer på vores evne til konstant at levere bedre og mere innovative løsninger. I syd er denne omstilling ikke gennemført i sammen grad, og det har til tider efterladt EU med divergerende interesser. Men den økonomiske krise i EU har allerede lukket mange af de mindst konkurrencedygtige industrier, og uden for EU er Kina eksempelvis ikke mere lige så billigt at producere i som tidligere. De faste mønstre er altså ved at blive opbrudt.

Der er derfor god grund til at blive skarpere, hvad angår danske interesser, og være i stand til at sætte dagsordenen i EU eller påvirke andre EU lande direkte. Den gode nyhed er her, at handelspolitikken har lidt samme skæbne i mange andre medlemslande, altså på nær de lande, der i kraft af egen tyngde kan dominere EU mere direkte. Det betyder, at det er muligt at flytte noget med en styrket dansk indsats på de indre linjer i EU.

Viden er magt

Forudsætningen er imidlertid, at vi har et tilstrækkeligt stærkt dansk vidensmiljø. Det er desværre ingenlunde tilfældet. Mens der eksempelvis er gode muligheder for at finde finansiering til centre og tænketanke på det militære og

[quote align="right" author=""]Alt foregår bag lukkede døre, og den måbende offentlighed skal så bare klappe i hænderne, når der ligger en tekst klar. Den forhandlingsform er en anakronisme[/quote]

sikkerhedspolitiske område, så gør dette sig overhovedet ikke gældende på det handelsmæssige område (som jeg også har påpeget tidligere på denne blog) og slet ikke på det handelspolitiske.

Når der er så lidt tilgængelig viden, har hverken politikere eller offentligheden noget at navigere efter. Samtidig forværres problemerne med den manglende viden af en yderst lukket forhandlingsform. Alt foregår bag lukkede døre, og den måbende offentlighed skal så bare klappe i hænderne, når der ligger en tekst klar. Den forhandlingsform er en anakronisme, der er dybt undergravende for legitimiteten.

Når Peter Taksøe-Jensen gransker sig igennem sammenhængen i dansk udenrigspolitik, er det derfor oplagt at se på vores lille handelsnations muligheder for at præge de rammer, vi kan vokse inden for. Vi bør styrke os på det handelspolitiske område – ikke mindst hvad angår vidensudvikling. Det vil kunne gennemtvinge en oprustning blandt politikere, virksomheder, fagforeninger og erhvervs- og forbrugerorganisationer. Forhandlingerne med USA er i gang, men måske kan vi nå at få handelspolitikken tilbage på sporet, inden det er Kina, der skal forhandles med.

Læs flere af Nis Høyrups indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.