Når statsminister Lars Løkke Rasmusen (V) åbner Folketinget i morgen, bliver det startskuddet på en heftig politisk sæson pakket med store reformer og nye langvarige forlig. Dermed har Løkke en enestående mulighed for at sætte retningen for samfundets udvikling mange år ud i fremtiden. Hans lovkatalog er spækket med talrige små og store initiativer, der på en række områder vil få stor indflydelse på danskerens hverdag.

Ikke mindst vil den store reform af den offentlige sektor komme til at præge dagsordenen for det kommende år, ændre vilkårene for store dele af de 800.000 offentligt ansatte og betyde fundamentale ændringer af det danske velfærdssamfund.

En af årets vigtigste reformer er også en af årets mest oversete reformer. Reformen af voksen- og efteruddannelsesområdet kommer til at udgøre fundamentet for, at det danske samfund også fremover kan klare sig.

Kuglerne til Danmarks fremtidige forsvar bliver støbt i disse dage. En stor energiaftale kommer til at sætte retningen for Danmarks grønne indsats de næste 10 år. Regeringens medieudspil kan betyde blodbad i DR, salg af TV 2 og en redningsplanke for mange truede medier. Og udlændingepolitikken bliver mindst lige så dominerende som den har været de seneste år og kløver både røde og blå partier.

Alt tyder på et stort blåt politisk efterår. Meget skal gå galt, hvis ikke regeringen og Dansk Folkeparti kan blive enige om en skattereform og en finanslov. Et kommunal- og regionsrådsvalg ser dog ud til at kunne lægge en dæmper på festen for statsministeren og kan betyde hans tredje valgnederlag på stribe.

Mandag Morgen udpeger i denne analyse 10 områder og begivenheder, som kommer til at spille en hovedrolle i den kommende folketingssæson og vil skabe store forandringer mange år ud i fremtiden.

1. Av for skatten

SKATTEREFORM. En skattereform stod øverst på plakaten, da Lars Løkke Rasmussen blev statsminister for over to år siden. Nu skal han levere varen. Lykkes det ham ikke at lande en skattereform med Dansk Folkeparti i løbet af de kommende uger, vil hans økonomiske politik være bombet sønder og sammen, og danskerne må indstille sig på snart at skulle til stemmeurnerne. Men så galt går det næppe.

Både før og efter valget i juni 2015 argumenterede Løkke for, at hvis der var råd til skattelettelser, ville han prioritere lettelser i bunden af indkomstskalaen. Det er da også det billede, som Løkke og regeringen har forsøgt at frame med sine konstruerede eksempler på, hvad det nye skatteudspil vil få af konsekvenser for henholdsvis HK’eren og direktøren. Men det var kun indtil, økonomiske eksperter og medierne pillede regnestykkerne fra hinanden.

Regeringen vil sænke skatter og afgifter med 23 milliarder kr. ved bl.a. at fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget. Når man regner på, hvor meget direktøren og HK’eren vil få – før udgifterne til bolig er trukket fra – vil HK’eren få mindre ud af regeringens skattelettelser end direktøren, både i pct. og i kroner og ører. Se figur 1.

Foreløbig har Løkke undgået ethvert tilløb til anklager om løftebrud, men flere meningsmålinger efter regeringens udspil viser, at Venstre går tilbage. Hvis ’Lamborghini-effekten’ bider sig fast, og befolkningen får det indtryk, at en skattereform forgylder dem med de højeste indtægter, kan det koste Løkke dyrt.

Nu skal DF nok få forhandlet sig frem til en række markante indrømmelser, der vil ændre profilen i skattereformen, så dem med små lønninger får mere til sig selv. Men det vil også betyde, at reformens oprindelige mål om at øge arbejdsudbuddet med 55.000-60.000 personer inden 2025 bliver endnu sværere for Løkke at indfri. Samtidig har reformen endnu engang udkrystalliseret den klemme, som Løkke konstant befinder sig i mellem LA på den ene side og DF på den anden side. Denne gang ser den største taber ud til at blive Liberal Alliance.

Partiet har bundet så stor prestige op på at få lettelser af skatten i toppen af indkomstskalaen, at det næsten kun kan blive historien om et forudsigeligt nederlag. En måling foretaget af Epinion for DR Nyheder for nylig viser, at kun 4,8 pct. af vælgerne vil stemme på Liberal Alliance – en tilbagegang på hele 2,1 procentpoint i forhold til august. Partiet kan derfor få behov for at markere sig på nye profilerede områder for at trække vælgere tilbage og dermed gøre livet endnu sværere for Løkke.

Selv om det bliver en blå skattereform, er der ikke tradition for, at den bliver lavet om af en ny regering efter et valg. Derfor kommer reformen til at række mange år ud i fremtiden.

2. Hovedrolle til Støjberg

Udlændinge og integration. Udlændingepolitikken oplever i disse år sin guldaldertid. Det bliver der ikke ændret på i den kommende politiske sæson, der atter vil byde på masser af politiske slagsmål om udlændinge.

Løkke vil blæse til kamp mod parallelsamfund. Det vil blive et af de store temaer for det kommende år. Han vil have mulighed for at gribe ind på konkrete skoler, boligområder, jobcentre og andre steder, hvor integrationen halter. Han har bedt en trojka af sine topministre – udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) – om at tænke ud af boksen og komme med gode ideer til at bekæmpe parallelsamfund mere målrettet. Løkke erkender samtidig, at både hans egen og tidligere regeringer ikke er lykkedes med at knække koden, og at der er brug for at tænke helt forfra for at undgå bandekrige og yderligere ghettoproblemer.

Inger Støjberg kan også se frem til nye opslidende samråd om den ulovlige instruks om at adskille unge asylpar. De røde partier vil bore videre i sagen og forsøge at skabe nye flænger i Støjbergs troværdighed. Om det ender med en ny slags Tamil-sag, er svært at spå om i dag. Foreløbig har et flertal slået ring om Støjberg, men sagen slider på hende.

Debatten om burkaforbud i det offentlige rum, lukning af muslimske friskoler og opgør med de internationale konventioner vil fortsætte uden formentlig at føre til nye og varige løsninger.

Hjemsendelse af afviste asylsøgere og migranter vil også komme til at præge dagsordenen. Partier vil stå i kø for at kræve stramninger, og regeringen vil love nye initiativer. Præcis ligesom de seneste mange år. Og ligesom under de tidligere Fogh-, Nyrup-, Løkke- og Thorning-regeringer vil det også denne gang vise sig svært at levere varen.

Regeringen vil finde op imod 5 milliarder kr. til at finansiere sine skattelettelser ved at stramme optjeningsprincipperne på sociale ydelser. Præcis hvordan svæver fortsat i det uvisse. Men det vil komme til at berøre mange udlændinge og danske statsborgere, som har boet i udlandet i en årrække.

Det kommende år vil formentlig også udkrystallisere, at udlændingepolitikken ikke kun kløver de røde partier. Selv langt ind i Venstre er der stor uenighed om linjen, hvor partiets strammefløj anført af typer som Inger Støjberg og integrationsordfører Marcus Knuth vil blive udfordret af deres partifæller.

Socialdemokratiets stadig mere udlændingekritiske linje vil også blive udfordret konstant – ikke mindst af ’vennerne’ i rød blok. Men partiet holder fast i sin strategi om, at der kun kan være flertal for en rød regering, hvis der er styr på udlændingeområdet.

Nye Borgerliges forsøg på at tiltrække vælgere vil også skærpe udlændingedebatten yderligere. Specielt hvis Dansk Folkeparti bløder endnu flere vælgere til det stærkt udlændingekritiske parti.   

3. Trepart-hattrick til foråret

ARBEJDSKRAFT. En af de mest oversete reformer er måske også en af årtiets vigtigste.

Der skal ryddes op i efteruddannelsesjunglen. Det ellers så berømmede danske voksen- og efteruddannelsessystem skal nytænkes, og flere danskere skal tage en efteruddannelse. Og vi skal vænne os til, at uddannelse er noget, der foregår gennem hele vores liv og ikke bare i nogle år i begyndelsen af livet.

Nu er efteruddannelse ikke ligefrem et emne, som optager særlig mange medier. Da regeringens ekspertgruppe med direktør Stina Vrang Elias fra tænketanken DEA i spidsen kom med sine anbefalinger før sommer, blev det knap nok registreret.

Men det bliver en af den kommende politiske sæsons absolut vigtigste udfordringer at få på plads. Reformen kommer til at berøre stort set alle danskere i den erhvervsaktive alder, og den bliver fundamentet for, at de danske lønmodtagere er rustet til fremtidens teknologiske arbejdsmarked og den stigende globale konkurrence mange år ud i fremtiden.

Regeringens mål er at lande en trepartsaftale og dermed skabe fremtidens VEU-system i Danmark. Forhandlingerne er allerede i gang, men aftalen vil formentlig først falde på plads til foråret efter OK-forhandlingerne på det offentlige område.

Aftalen skal løse en række udfordringer. Færre danskere tager en efteruddannelse end for 10 år siden, på trods af at behovet næppe har været større. Milliarder af kroner ligger ubrugte hen. Det er svært at bruge systemet for både virksomheder og for de enkelte medarbejdere. Det er bøvlet at få udbetalt godtgørelse, kurserne matcher ikke virksomhedernes behov, og især mange AMU-kurser bliver aflyst pga. manglende tilmeldinger.

Regeringens ekspertgruppe foreslår bl.a., at folk skal indbetale til sin egen uddannelseskonto via overenskomsterne på samme måde, som folk i dag betaler ind til egen pensionsopsparing.

Lykkes det for Lars Løkke Rasmussen at lande en aftale, har han scoret et hattrick, for så er det den tredje trepartsaftale på under tre år. Ganske godt gået af en borgerlig statsminister i betragtning af det ydmygende nederlag, som Helle Thorning-Schmidt led, da hun måtte aflyse sine trepartsforhandlinger i 2012.

4. V-borgmestre på vippen

KOMMUNALVALG. Rollerne ser ud til at være byttet om. Denne gang ser mange V-borgmestre ud til at måtte aflevere deres gyldne kæder til især Socialdemokratiet.

Kommunal- og regionsrådsvalget til november tegner nemlig til at blive et stort nederlag for Venstre og dermed også for Lars Løkke Rasmussen. Partiet har traditionelt fået den samme andel af kommunale stemmer, som de nationale målinger ligger på. Her står Venstre for øjeblikket til knap 19 pct. – eller hele 8 procentpoint færre end ved kommunalvalget for 4 år siden. Se figur 2.

Helt så galt går det næppe, da Venstre kan håbe på at drage fordel af borgmestereffekten. Hvor Venstre i dag sidder på næsten halvdelen af borgmesterposterne i landets 98 kommuner – 48 – må Socialdemokratiet nøjes med 34. De konservative vil efter al sandsynlighed også miste nogle af sine 14 nuværende borgmesterposter.

Men et nederlag synes uundgåeligt, og mange detroniserede V-borgmestre vil formentlig placere ansvaret for deres nederlag på Løkke og dermed skabe fornyet uro i partiet. Det vil i så fald være statsministerens tredje valgnederlag i træk. Det kan føre til fornyede spekulationer om, hvorvidt Løkke eller finansminister Kristian Jensen er den bedste til at stå i spidsen for Venstre og dermed slide på statsministerens troværdighed.

Alt tyder til gengæld på, at Mette Frederiksen kan notere sin første valgsejr som formand for Socialdemokratiet. Hun har allerede besøgt over 40 kommuner, og regner med at nå alle 98 inden valget. Partiet har en realistisk chance for atter at blive landets største borgmesterparti. Det ser ud til at kunne bevare borgmesterposterne i landets fire største kommuner – København, Aarhus, Aalborg og Odense. Og det vil også være overraskende, hvis der ikke fortsat er rødt flertal i tre ud af fem regioner.

En af valgets store jokere er, hvor meget det tætte samarbejde mellem S og DF på Christiansborg kommer til at præge de lange knives nat ved konstitueringerne rundt omkring i landet, når stemmerne er talt op den 23. november. Står de to partier skulder ved skulder lokalt, vil det sende endnu flere V-borgmestre ud i kulden og dermed gøre Løkkes nederlag endnu større.

Det vil da også være en stor skuffelse for Dansk Folkeparti, hvis partiet ikke får sine allerførste borgmesterposter – udover kulturborgmester Carl Christian Ebbesen i København. Folk som Mikkel Dencker i Hvidovre, finansordfører René Christensen i Guldborgsund og Jens Henrik Thulesen Dahl i Assens står med gode kort på hånden.

5. Hvornår er børn kriminelle?

UNGDOMSKRIMINALITET. Tre gange følte de fire partiledere i blå blok trang til at skrive en fælles kronik med deres bud på en ny politik, mens de var i opposition under Helle Thorning-Schmidts regering.

Den første kronik handlede om sundhed, den anden om EU og den tredje om ungdomskriminalitet. Det vidner om, at sagerne lå dem meget på sinde. Visionerne i de to første kronikker er ved at være foldet ud. Den tredje mangler, men den kommer nu.

For selv om kriminaliteten blandt børn og unge falder, holder det ikke de fire blå partier tilbage. De har i flere år kæmpet for at få sat den kriminelle lavalder ned til 12 år og oprette en helt ny ungdomsdomstol med særligt uddannede dommere og andre børnesagkyndige.

Det værdipolitiske slagnummer har ført til en storm af protester fra en bred kreds af juridiske eksperter, nøgleaktører og FN’s Børnekomite. Det er svært at finde en juridisk ekspert, som synes, at forslaget er en god idé. Det vil da også være et brud med næsten 100 års retspraksis – udover en kort periode under VK-regeringen – hvor børn i Danmark først kan stilles til ansvar for det juridiske system, når de er fyldt 15 år.

De konservatives leder, Søren Pape Poulsen, har siden valget, og før partiet selv blev en del af VLAK-regeringen, flere gange efterlyst konkret handling fra sin forgænger, tidligere justitsminister Søren Pind (V), for at få nedsat den kriminelle lavalder og indført en ungdomsdomstol. Nu har han selv overtaget sagen, men har allerede udskudt reformen én gang.

Løber Søren Pape fra sine oprindelige løfter om den kriminelle lavalder og ungdomsdomstol, vil han med garanti blive anklaget for løftebrud og lide et alvorligt knæk på troværdigheden. Det er ikke godt for en partileder og minister, som ellers ligger helt i top på vælgernes rangliste over de mest troværdige ministre i Løkkes regering.

Holder han fast i sine oprindelige tanker, vil han med garanti tænde for en ny værdipolitisk debat om, hvorfor børn helt ned til 12 år, hvoraf mange stadig sover med bamse, nu kan stemples som kriminelle og dermed risikere at ende på en farlig glidebane tidligt i deres liv.

6. Trump ånder i nakken

FORSVARSFORLIG. Om få dage kommer regeringen med sit udspil til et nyt forsvarsforlig. Dermed er kanonen skudt af til nogle af de vigtigste forsvarsforhandlinger i mange år. Allerede nu står det klart, at Forsvaret vil få væsentlig flere penge at gøre godt med for første gang i flere årtier, og især kampen mod cyberkriminelle bliver opprioriteret.

Forhandlingerne skal finde svar på en række nye sikkerhedspolitiske udfordringer. Ruslands præsident, Vladimir Putin, er igen blevet en alvorlig trussel. USA's Donald Trump truer med at overlade europæerne til sig selv, og risikoen for fremmede staters hackerangreb, cyberspionage og virusangreb er dramatisk øget.

Nu har forsvarspolitik i mange år ikke ligefrem været en sællert hos vælgerne. Det konkurrerer i stedet med kulturpolitik om bundplaceringen på vælgernes foretrukne hitliste, og måling efter måling har vist et flertal i befolkningen mod at tilføre Forsvaret flere penge.

Men regeringen har lovet et “substantielt løft” til Forsvaret. Hvad det mere konkret dækker over, får vi svar på i regeringens nye udspil. Det vil formentlig betyde omkring 1 milliard kr. ekstra til næste år, hvorefter budgettet gradvist bliver øget år efter år frem mod 2023. Et bredt flertal bestående af regeringen, S og DF er da også enige om at forhøje forsvarsbudgettet.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har signaleret, at han er indstillet på at hæve forsvarsbudgettet over tid til de famøse 2 pct. af BNP, som Donald Trump har krævet, og som NATO-landenes regeringschefer, inklusive Helle Thorning-Schmidt, gav hinanden håndslag på ved Wales-topmødet i 2014. Det nuværende danske forsvarsbudget på godt 21 milliarder kr. svarer kun til ca. 1,14 pct. af BNP. Se figur 3.

En af knasterne bliver antallet af værnepligtige. Både de konservative og Dansk Folkeparti kræver noget, der ligner en fordobling af antallet af værnepligtige til op imod 10.000 og en fordobling af værnepligten til otte måneder. Så langt er de andre partier ikke parate til at gå.

Til gengæld synes der at være bred enighed blandt partierne om at opruste kampen mod cyberkriminalitet. Selv de radikale, der ellers er modstandere af overhovedet at øge forsvarsbudgettet, går ind for at give flere penge til cyberområdet.

Mens andre lande de senere år nærmest har sidestillet cyberområdet med de traditionelle værn – Flyvevåbnet, Søværnet og Hæren – vil Danmark ikke gå så langt. Men alt tyder dog på en markant styrkelse af krumtappen i det danske cyberforsvar, Center for Cybersikkerhed, der trods det markant højere trusselniveau fortsat kun har omkring 100 ansatte som en underafdeling af Forsvarets Efterretningstjeneste.

7. Ind med vind

ENERGIFORLIG. Mens Lars Løkke Rasmussen de seneste uger har høstet store roser og anerkendelse på den internationale scene for at samle virksomheder, storbyer og en stribe lande i en ny klimaalliance, kniber det mere med opbakningen på den hjemlige scene.

Det blev senest udkrystalliseret i sidste uge, da forhandlingerne om en ny støttemodel til vedvarende energi reelt brød sammen, og regeringen i stedet lavede en smal aftale med DF uden om energiforligskredsen. De røde partier mener, at aftalen vil svække både klimaet og den danske vindmølleindustri.

”Det værste er, at regeringen endnu engang skruer ned for klimaindsatsen. Men det er endnu mere tosset, at de samtidig skader danske erhvervsinteresser og mulighederne for at skabe job i Danmarks hurtigst voksende industri – nemlig vindmølleindustrien,” sagde SF’s formand Pia Olsen Dyhr efter mødet i forligskredsen til Altinget.

Forløbet har været en skidt generalprøve for regeringen og dens ambitioner om at lande en bred energiaftale. Regeringen har allerede udskudt sit udspil til en ny omfattende energiaftale til efter nytår. Planen var ellers, at energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) ville indkalde til forhandlinger om et nyt energiforlig her i efteråret, men den plan er nu droppet. Lilleholt begrunder selv udskydelsen med, at regeringen har et travlt efterår og forudser en bedre dynamik ved at vente med forhandlingerne til efter nytår. Men han håber fortsat på en bred aftale.

Hvor store ambitionerne bliver er endnu for tidligt at spå om. Den nye energiaftale skal gælde fra 2020 til 2030 og dermed bane vej for de næste ti års omstilling af energiforbruget til mere vedvarende energi. Her vil der være særligt fokus på at flytte endnu en del af energiforbruget fra gas, kul og olie over til vedvarende energikilder som f.eks. strøm fra solanlæg og vindmøller.

Partierne i rød blok har i flere måneder været klar med en række fælles krav til forhandlingerne. De vil fortsætte den grønne omstilling af Danmarks energisektor og få lagt spor ud til at omstille andre sektorer som især transport og landbrug. Konkret foreslår de bl.a., at al elektricitet skal komme fra sol, vind og anden vedvarende energi senest i 2030. Kul skal være helt udfaset senest i 2030, en ny strategi skal fremme flere elbiler og -busser, og oliefyr skal også udfases. Målet er en energiforsyning, som er 100 pct. dækket af vedvarende energi senest i 2050.

Hvem der trækker de længste strå, kan kun fremtiden vise. Men faktum er, at Danmark efter fem år i træk i toppen som verdens førende klimaduks har mistet den grønne førertrøje. Vi ligger nu ’kun’ nummer 13 på den globale rangliste Climate Change Performance Index, som miljøorganisationerne Germanwatch og Climate Action Network Europe står bag. De begrunder Danmarks rutsjetur med regeringens lavere ambitioner.

8. Velfærd bliver slagmark

OFFENTLIG SEKTOR. Besøg i en børnehave på Frederiksberg, et familiecenter i Nakskov og rådhuset i Assens. Innovationsminister Sophie Løhde (V) har travlt for tiden. Hun er på maratonturné til samtlige landets 98 kommuner og 5 regioner for at få inspiration til sin store sammenhængsreform.

Planen er, at reformen skal lanceres efter nytår. Den kan få stor betydning for de 800.000 offentligt ansatte og de mange brugere. Den kan flytte tusindvis af stemmer på tværs af blokkene afhængig af, om reformen bliver opfattet som et spareprojekt eller som udvikling af den offentlige sektor. Og den vil komme til at bestemme retningen for velfærdssamfundets udvikling mange år ud i fremtiden.

Reformen vil med stor sandsynlighed føre til øget markedsgørelse af velfærdssamfundet. Folk skal i højere grad kunne vælge private og selvejende leverandører som alternativ til det nuværende kommunale tilbud. Ældre skal f.eks. have mulighed for at vælge mellem private og kommunale sygeplejere, leverandører af ældremad og plejehjem. Langt flere opgaver skal udbydes til private selskaber, og kommunale institutioner skal omdannes til selvejende institutioner eller aktieselskaber for at bryde det offentlige monopol.

Regeringen arbejder også på en ny model for sociale investeringer. Modellen skal bruges til at sikre, at de mange milliarder på det sociale område bliver brugt på indsatser med størst effekt. Private investorer som fonde og pensionskasser kan dermed være med til at finansiere gode sociale projekter og få en økonomisk gevinst, hvis de medvirker til at forebygge problemer og dermed sparer samfundet for udgifter.

Opgaven er meget mere besværlig, end det lyder. Men lykkes det at lande en ny succesrig model, kan Danmark blive et internationalt udstillingsvindue på dette område.

En ledelseskommission med den tidligere Falck-direktør Allan Søgaard Larsen i spidsen skal komme med visionære bud på at styrke ledelse i den offentlige sektor. Om det så fører til et fundamentalt opgør med det udskældte og for manges vedkommende forhadte New Public Management-regime, er langt mere tvivlsomt. For regeringen har valgt at sætte en indædt fortaler for netop NPM, den tidligere departementschef David Hellemann fra Finansministeriet, i kommissionen.

Under alle omstændigheder synes fronterne at være trukket op til et stort ideologisk slag i begyndelsen af det nye år, når regeringen lancerer sit udspil. Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er modstander af privatisering af velfærden. Dansk Folkeparti er heller ikke tilhænger af at lade private overtage store dele af velfærden.

Begge partier er også indstillet på at bruge flere penge på velfærd end regeringen. Samtidig vil Mette Frederiksen lave et kritisk eftersyn af strukturreformen, som Lars Løkke Rasmusen var hovedarkitekten bag. Hun mener, at reformen har suget liv ud af landområderne, og varsler en ny kurs med oprettelse af mindre velfærdscentre lokalt og udflytning af uddannelsesinstitutioner.

Velfærden bliver derfor atter en stor slagmark mellem de to statsministerkandidater i den kommende politiske sæson.

9. Europæiske udfordringer står i kø

EU. Løkke kommer også i år til at bruge megen tid på europapolitikken. Flygtninge- og migrantpresset på Europas grænser kan atter eksplodere, og specielt Storbritanniens farvel til EU udgør en stor udfordring for Danmark.

Med briternes exit mister Danmark sin vigtigste allierede i kampen for at bevare EU som et handelspolitisk samarbejde. I stedet vil man se Tyskland og Frankrig føre an i et nyt historisk integrationsspring med fokus på styrkelse af EU’s fælles sikkerheds-, udenrigs- og forsvarspolitik og på dybere integration i eurozonen.

Danmarks placering uden for eurozonen var den vigtigste grund til, at Nordea valgte af placere sit hovedkvarter i Helsinki i stedet for København. Det illustrerer meget konkret de konkurrencemæssige ulemper ved at stå uden for den fælles mønt og bankunionen.

Lars Løkke Rasmussen har efter sommerferien præsenteret en pakke af EU-relaterede initiativer i det, han kalder en ’rimelighedspakke’. Målet er at reducere nogle af de negative sider af arbejdskraftens frie bevægelighed, således at man kan udvise kriminelle EU-borgere til deres hjemlande eller sætte grænser for, hvor mange dagpenge, børnecheck, SU og andre velfærdsydelser, EU-borgere kan få i Danmark.

Statsministeren har bred opbakning i Folketinget til sit initiativ. Det er anderledes i EU, hvor forhandlinger om udstationeringsdirektivet og justering af reglerne om sociale ydelser på tværs af landene er i fuld gang. Løkke kan dog regne med støtte fra Frankrigs præsident Macron, der har tilsvarende planer, mens de østeuropæiske lande stritter imod.

Socialdemokratiets formand har meldt sig ind i gruppen af nationale toppolitikere i EU-landene, der mener, at EU skal være mere aktivt i bekæmpelsen af skattesnyd og skatteunddragelse, ligesom Mette Frederiksen vil kæmpe for en slags europæisk solidaritetspagt for at få stoppet konkurrencen om bl.a. at sætte selskabsskatten ned. Hun ønsker også en styrkelse af lønmodtagernes rettigheder i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, sådan at man undgår social dumping.

Løkke og Frederiksen har den fælles europapolitiske udfordring, at det i høj grad er Dansk Folkeparti og venstrefløjen i form af Enhedslisten og fagbevægelsens venstrefløj, der sætter den skeptiske tone i europadebatten.

10. Redningsplanke for danske medier

MEDIEFORLIG. Når kulturminister Mette Bock (LA) kommer med sit udspil til en ny medieaftale i begyndelsen af næste år, vil hun sætte gang i nogle af de vigtigste forhandlinger for danske medier i mange år.

De danske medier er udfordret på deres eksistensgrundlag af en historisk omfattende global konkurrence, og aviser, magasiner, tv, radio og andre medier kæmper alle med de samme udfordringer. For mediemarkedet i Danmark er inden for de seneste 30 år forandret til uigenkendelighed, og ingen kan forudsige konsekvenserne bare fem år ud i fremtiden. Så allerede inden det kommende medieforlig udløber, vil markedet være totalt forandret igen.

LÆS OGSÅ: Ny rapport: Danske medier har mistet selvbestemmelse

Danskerne vælger i stadig stigende grad at bruge deres tid og penge på internationale tjenester og indhold frem for indhold leveret af danske medier. Det er lige fra YouTube, Netflix og Google til Facebook, Instagram og Snapchat. Det kan også mærkes i de danske mediehuse.

Udenlandske virksomheder sidder i dag på over halvdelen – 56 pct. – af al annoncering på internettet rettet mod det danske marked. For 10 år siden var det kun 19 pct. Det er nogle af de dramatiske konklusioner i rapporten ’Globaliseringen af den danske mediebranche’, som Mandag Morgen har været med til at lave for Slots- og Kulturstyrelsen. Se figur 4.

Som Mette Bock formulerede udviklingen i forbindelse med lanceringen af rapporten:

”Vores lille puslingeland Danmark har en kæmpe udfordring med medierne. Jeg tror ikke, at den største krise er en indholdskrise. Vi har masser af dygtige journalister og masser af dygtige mediehuse. Det største problem er distribution. Hvordan søren kommer vi ud og får fat i borgerne på en ny tids præmisser?”

Flere eksperter opfordrer også til at nytænke mediestøtten for at sikre, at danske kvalitetsmedier kan overleve den stigende konkurrence fra de globale aktører og fortsat spille en central rolle for demokratiet og den fælles dannelse.

Også et eventuelt salg af TV 2 kommer til at spille en hovedrolle i den nye medieaftale til næste år. Regeringen ønsker at privatisere TV 2 og er gået i gang med at forberede et salg, når den nuværende medieaftale udløber i 2018, til stor irritation for de røde partier i Folketinget.

Det er dog stærkt tvivlsomt, hvorvidt det overhovedet er realistisk at sælge TV 2, så længe koncernen har et par retssager hængende over hovedet. Skulle afgørelserne gå TV 2 imod, kan det udløse et milliardstort erstatningskrav og dermed lukke og slukke for et TV 2 på private hænder.

DR ser også ud til at må spænde livremmen ind. Regeringen ønsker et slankere og mere fokuseret DR, mens Dansk Folkeparti vil beskære DR med 25 pct. Også Socialdemokratiet er indstillet på at slanke DR, og derfor kan det ende med et større blodbad. En mulig joker i spillet kan være, at TV 2-regionerne lægges sammen med DR's regioner. 

Dermed er der lagt op til både dramatiske og skelsættende medieforhandlinger til næste år, som kommer til at sætte kursen mange år ud i fremtiden.

LÆS OGSÅ: 300 dage der afgør Løkkes fremtid