Stik imod hovedparten af de sidste meningsmålinger, alle bookmakerodds og i hvert fald mine egne forventninger har et flertal på 52 mod 48 pct. af de britiske vælgere stemt for at forlade EU. Valgdeltagelsen var med 71,9 pct. meget høj, hvilket imod alle forventninger ikke styrkede den fløj, som ønskede at blive i EU. Under alle omstændigheder udelukker det ethvert spørgsmål om resultatets demokratiske legitimitet såvel som nogen udsigt til en tilsvarende afstemning i fremtiden. Storbritannien forlader EU.

Resultatet var imidlertid kendetegnet af meget store regionale forskelle, idet 62 pct. af skotterne og alle valgkredse i Skotland stemte for at blive, ligesom det var tilfældet for 56 pct. og 11 ud af 18 valgkredse i Nordirland. I både Skotland og Nordirland var valgdeltagelsen dog lavere end forventet med henholdsvis 67 og 63 pct. I Wales stemte 52 mod 48 pct. for at forlade EU med en deltagelse på 72 pct. Det store chok kom i England, hvor valgdeltagelsen satte rekord med 72,8 pct., og at alle regioner bemærkelsesværdigt nok stemte for at forlade EU med undtagelse af London, hvor 60 mod 40 pct. stemte for at blive.

Med disse resultater er den nye politiske virkelighed, at Skotland bliver trukket ud af EU imod et stort flertals vilje. Et udfald, som SNP, Scottish National Party, allerede har meddelt vil få dem til at genoverveje deres muligheder og potentielt gøre et nyt forsøg på at opnå uafhængighed af Storbritannien. Det skotske flertal på 62 mod 38 pct. for at blive i EU – det største i nogen region i Storbritannien – kan gøre det politisk uimodståeligt for SNP at vælge denne vej i den nærmeste fremtid. I Nordirland, hvor alle valgkredse med katolsk flertal og med grænser udadtil stemte for at blive, er de politiske konsekvenser mindre klare, om end Sinn Fein m.fl. kan erklære forudsætningerne i Belfast-aftalen for brudt, hvis egentlig grænsekontrol genindføres, og i stedet søge genforening med resten af Irland inden for EU. Taget i betragtning, hvilken tilslutning unionen med Storbritannien nyder, forekommer sådanne tiltag imidlertid udsigtsløse, i det mindste på kort og mellemlangt sigt. Overordnet set vil udfaldet af afstemningen rejse meget betydelige spørgsmål om Storbritanniens egen territoriale integritet på længere sigt.

Opsplitning i nord og syd

Den store sejr for EU-tilhængerne i London, mod nederlag næste alle andre steder på nær områder med meget højtuddannede indbyggere som Oxford og Cambridge, peger yderligere på de socioøkonomiske kløfter, som deler England, med den økonomisk mest udfordrede nordlige del med klar tilslutning til at forlade EU. Dette stemmemønster lader også forstå, at EU-tilhængernes primære strategi – at fokusere på de negative økonomiske konsekvenser ved at forlade EU – ikke har haft megen succes blandt de dele af Storbritanniens befolkning, som har haft det vanskeligt økonomisk i de seneste år.

På den anden side er det en mulighed, at det i det mindste indtil nu økonomisk ukuelige London som følge af afstemningen kommer til at se sig selv som mere forskelligt fra resten af landet, hvilket vil styrke politiske krav om mere politisk magt til Londons direkte valgte borgmester.

David Cameron har allerede gjort, hvad han var nødt til at gøre, og har forladt premierministerposten med øjeblikkelig virkning, om end han først vil træde tilbage, når en ny anti-EU-formand for de Konservative er blevet valgt i oktober. Dette handlingsvalg vil imidlertid til en start tjene til at rette det regerende Konservative Partis politisk energi mod at finde en ny formand snarere end mod et nyt forhold til resten af Europa, eftersom David Cameron selv afstod fra at indlede den artikel 50-procedure, som udtrædelsen af EU formelt kræver. Usikkerheden om Storbritanniens forhold til resten af EU på længere sigt er som sådan forlænget, og det står endnu tilbage at se, hvorvidt de andre EU-medlemslande vil acceptere at skulle vente med at påbegynde udredningen af Europas fremtid, til det Konservative Parti har fået bragt sig selv i orden. Det øvrige EU er dog muligvis villig til at vente, da den fortsatte usikkerhed vil gå hårdest ud over Storbritanniens økonomi og således reelt svække den britiske premierministers forhandlingsposition.

Potentiel konservativ højredrejning

I sidste ende vil det Konservative Parti som en konsekvens af afstemningen med al sandsynlighed bevæge sig mod højre ved at vælge en ny formand fra EU-modstanderfløjen. Den dybe splittelse, som afstemningen har bragt frem i lyset hos partiet Labour – der ligesom centrum-venstre-partier over resten af Europa i de seneste år har mistet mange af sine traditionelle arbejderklassevælgere til EU-modstandernes indvandringsfjendtlige politiske program – kunne også let resultere i afsættelsen af Labour-formanden Jeremy Corbyn. Mange hos Labour vil give ham skylden for udfaldet og især hans afvisning af enhver form for begrænsning af indvandring; det kan således ende med, at begge Storbritanniens to store partier mister deres formænd som følge af afstemningen.

Valgets videre politiske konsekvenser for EU vil være meget negative. Regeringsledere over hele Europa vil være dybt rystede over den øjensynlige appel, som EU-modstandernes bedragerisk simple hovedargument besidder, et argument, der kan opsummeres på denne måde: "Stor indvandring er dårligt; det er EU’s skyld; vi bliver nødt til at forlade EU for at begrænse indvandring". Det er et argument, som populistiske partier, oprørspartier og indvandringsfjendtlige partier over hele Europa let kan gentage. Marine le Pen fra Frankrigs Front Nationale, Geert Wilders fra Hollands Partij voor de Vrijheid og Tysklands Alternative für Deutschland har allerede meddelt, at de gerne ser tilsvarende afstemninger i deres egne lande, og de ville utvivlsomt sætte pris på at føre valgkamp på grundlag af tilsvarende hovedsagelig indvandringsfjendtlige programmer.

I lyset af den britiske afstemning synes det i dag mere sandsynligt, at sådanne kopiafstemninger kunne falde ud til EU-modstandernes fordel, ikke mindst med de – sammenlignet med Storbritannien – generelt stærkere indvandringsfjendtlige holdninger i de andre EU-medlemslande taget i betragtning. Og nye afstemninger om fortsat EU-medlemskab i andre EU- eller euromedlemslande ville højst sandsynlig få stor bevågenhed fra offentligheden, finansmarkedet og medierne over hele Europa, ja, hele verden, på grund af deres betydelige negative indflydelse over hele Europa.

Også et nej til globaliseringen

Hvordan EU-ledere vil forsøge at imødegå sådanne centrifugale kræfter, er et åbent spørgsmål, men at presse på for større integration i unionen forekommer at være en politisk set meget risikabel strategi at føre i hjemlandene, idet det kan styrke ønsket om yderligere afstemninger. Snarere vil den dominerende EU-forsvarsstrategi synes at være at forsøge at gøre det så svært som muligt for Storbritannien at forlade EU for derved at vise vælgere i andre lande, hvilke konsekvenser udtrædelse er forbundet med. Dette ville imidlertid ikke helt eliminere de generelt øgede politiske risici ved at udvide den europæiske integration, sådan som de er blevet påvist af det indvandringsmotiverede Brexit.

I mere overordnet henseende er Storbritanniens beslutning om at forlade EU et frontalangreb fra den engelske offentlighed på ideen om vidtrækkende politisk og økonomisk integration og samarbejde mellem lande. Eller med andre ord et angreb på globaliseringen selv. Den generelle politiske usikkerhed vil være øget over hele Europa og formentlig også hinsides Europas grænser, og dermed vil det sandsynligvis være endnu sværere at overbevise private virksomheder om at foretage langsigtede investeringer i en omskiftelig verden. Et så alvorligt anslag mod tilliden som dette vil lægge en dæmper på langsigtede økonomiske vækstudsigter og kunne føre til en videre rentetilpasning for globale aktivpriser, i og med at der følger en flugt til sikkerhedsaktiver. I en skrøbelig global økonomi, som allerede taber fart og med meget begrænset valuta- og finanspolitisk råderum tilbage, er dette en potentielt meget ødelæggende udvikling. En udvikling, som kunne have yderligere negative politiske og økonomiske konsekvenser rundt om i verden.

En potentielt svækket økonomi vil udgøre yderligere et problem for præsident Obama og Hillary Clinton i deres kamp mod Donald Trump, der ligesom europæiske populister vil opmuntres af Storbritanniens beslutning om at forlade EU. De transatlantiske TTIP- og EU og Japans FTA-forhandlinger vil skulle sættes i bero. Mere usikkerhed og en stigende yen vil også forårsage yderligere problemer for Bank of Japan og premierminister Abes overordnede forsøg på at reformere den japanske økonomi.

Alt i alt vil virkningerne af Storbritanniens afstemning mærkes overalt i en nu mere usikker og ustabil verden.