Helle Thorning-Schmidt tog alle på sengen med sidste uges akutjobpakke for de danskere, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet efter nytår. 

Reaktionerne på pakken har været forudsigelige. Den borgerlige opposition mener, at den ikke skaber job, men blot rokerer rundt på ledighedskøen. Enhedslisten mener, at den er for utilstrækkelig. Og de politiske kommentatorer betragter den som et politisk mestertræk, der lukker en ubehagelig sag for regeringen og løfter et kontroversielt område ud af finanslovsforhandlingerne.

Dagpengesagen har fyldt kolossalt meget i medierne siden sommerferien. Nogle kommentatorer har ligefrem talt om, at den kunne bringe regeringen til fald. Men reelt udgør de op mod 16.000 dagpengemodtagere, der risikerer at komme i klemme til nytår, under 2 pct. af de danskere, der er parkeret på arbejdsmarkedets sidelinje.

[graph title="Den store udfordring" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/980b6-tka_fig1_den_store_udfordring_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/84b0c-tka_fig1_den_store_udfordring_0.png" text="Over 800.000 danskere i den erhvervsaktive alder er på dagpenge, kontanthjælp, efterløn, førtidspension og andre overførselsindkomster."]Kilde: Danmarks Statistik [/graph]

829.000 danskere i den erhvervsaktive alder fra 16 til 64 år er i dag parkeret ude på sidelinjen på dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, efterløn m.v. Det svarer til næsten hver fjerde dansker i denne aldersgruppe. Se figur 1. Tallet har stort set ligget på samme niveau i mere end 20 år. Tilbage i 1990 var 838.000 personer – ca. 25 pct. af de 18-66-årige – parkeret på overførselsindkomster. Der har været krusninger på overfladen undervejs, men aldrig de helt store udsving.

Skiftende regeringer har forsøgt at få bugt med problemet ved hjælp af en lang række initiativer: Det rummelige arbejdsmarked, fokus på virksomhedernes sociale ansvar, milliarder af kroner til efteruddannelse, mentorordninger, handlingsplaner, førtidspensionsreformer, dagpengereformer, fleksjobordninger, kamp mod sygefraværet etc. Men lige lidt har det hjulpet. 

De 800.000 forsørgede er ikke kun et problem for de berørte, men også en enorm samfundsøkonomisk udfordring. Ikke mindst i de kommende år, hvor der bliver stadig færre på arbejdsmarkedet til at finansiere velfærdssamfundet.

Mandag Morgen giver nedenfor syv bud på initiativer, der vil have væsentlig større perspektiv end de 12.500 akutjob, hvis regeringen ønsker at knække kurven efter 20 års stilstand.

Refusionsreform 

Hele det komplicerede regelværk, der afgør, hvordan staten og kommunerne skal dele reg­ningen, når folk er på dagpenge, kontanthjælp, førtidspension og andre overførselsindkomster, er efterhånden blevet så bureaukratisk, at selv de dygtigste medarbejdere i ministerier, styrelser og jobcentre har svært ved at finde ud af reglerne. Det kan også tilskynde kassetænkning, hvor kommunerne har en interesse i at have folk på en bestemt ordning, selv om det kunne forbedre deres chancer på arbejdsmarkedet at være på en anden.

Systemet kan skrottes og erstattes af en langt mere simpel model, der giver kommunerne klare økonomiske incitamenter til at hjælpe folk i beskæftigelse på den mest økonomisk effektive måde til gavn for samfundet.

Det lyder som ønsketænkning. Men Arbejdsmarkedskommissionen har faktisk udarbejdet netop et sådant forslag i sin slutrapport fra 2009. 

Kernen i forslaget er en gradvis aftrapning af statens refusion til kommunerne. Når en person kommer på dagpenge, førtidspension eller en anden overførselsindkomst, betaler staten hele regningen til at starte med. Men herefter sænkes statens andel af udgifterne, i første omgang til 65 pct., senere til 35 pct., og hvis personen fortsat er på overførselsindkomst efter tre år, skal kommunen selv betale hele udgiften.

”Modellen vil give kommunerne et ret stærkt incitament til at forhindre, at de selv kommer til at hænge på regningen for de langvarigt forsørgede, og dermed få folk ud af offentlig forsørgelse,” siger SFI’s direktør, Jørgen Søndergaard, der var formand for Arbejdskommissionen.

Føl og mentorer 

Mange af de over 800.000 danskere på sidelinjen har ikke en kinamands chance for at kunne begå sig på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet. Nogle er indvandrere med dårlige dansk­kundskaber, andre er ordblinde eller funktionelle analfabeter. Dårligere læsere er stærkt overrepræsenteret blandt efterlønnere og førtidspensionister.

Her vil det kræve radikal nytænkning og et helt nyt mindset på tværs af beskæftigelses-, social-, uddannelses- og integrationsområdet, hvis man vil knække kurven.

En mulighed er at lave “følordninger” eller andre former for særlige stillinger på meget lempelige vilkår til svage grupper, mener direktør i AK-Samvirke Verner Sand Kirk.

”Vi har f.eks. masser af indvandrerkvinder, som kan være ”føl” hos en hjemmehjælper i et år eller to og på den måde blive introduceret til det danske arbejdsmarked. Det kan også være hjælp til madordninger i institutioner. Det er naivt at tro, at vi kan få hundredtusindvis ud i normale job. Men man kan lave masser af ting, hvor man udnytter folks arbejdsevne på fornuftig vis. Og det bør man også gøre,” siger Verner Sand Kirk.

En anden mulighed er mentorordninger, hvor unge, som er i fare for at ryge ud på sidelinjen, tages ind på offentlige arbejdspladser med f.eks. tillidsrepræsentanter som mentorer. De vil måske ikke få ekstra løn for opgaven. Til gengæld kan de få en garanti om, at der ikke vil ske nednormeringer på deres arbejdspladser. Den slags ordninger har Ballerup Kommune tidligere haft stor succes med.

Mange virksomheder arbejder i dag med social inklusion. Nogle gør det direkte i form af ansættelse eller fastholdelse af medarbejdere, der er i risiko for at ende på samfundets sidelinje. Andre gør det indirekte ved at samarbejde med organisationer om f.eks. corporate volunteering, hvor medarbejdere bruger en del af deres lønnede arbejdstid på at hjælpe sårbare unge og deres forældre med lektiehjælp, mentorordninger og gældsrådgivning. Store virksomheder som Tryg, ISS og Skandia har ligefrem brandet sig på deres sociale engagement. Den type virksomheder kan danne inspiration for andre.

Førtidspension 

Blandt de 800.000 modtagere af overførselsindkomster er næsten tre ud af ti førtidspensionister. En meget stor del af dem er ikke længere i stand til at arbejde som følge af sklerose, kræft, trafikskader eller andre alvorlige problemer. Andre vil formentlig godt kunne arbejde i begrænset omfang, f.eks. nogle af dem, der har fået tilkendt førtidspension på grund af psykiske lidelser som skizofreni, udviklingsforstyrrelser, stress, angst eller depression, men som siden har fået det bedre.

Sidste år tegnede psykiske lidelser sig for 83 pct. af nytilkendte førtidspensioner i gruppen af 20-29-årige. 

Regeringen har som bekendt lavet en reform af førtidspensionen, men den omfatter kun kommende førtidspensionister. Direktør i rådgivningsfirmaet Discus og tidligere medlem af Arbejdsmarkedskommissionen, Hans Bach, mener, at en del nuværende førtidspensionister godt kan sluses tilbage.

”Man kan tage de sager op, hvor folk har fået tilkendt førtidspension i en ung alder på grund af psykiske lidelser. Mange kan have fået det bedre, og så kan man se, om de har mulighed for at komme tilbage til arbejdsmarkedet eller i gang med en uddannelse,” siger Hans Bach.

Andre europæiske lande som Holland og Eng­land er gået i gang med at vende bunkerne i håb om, at nogle af deres førtidspensionister har fået det bedre og kan fungere i et job. Specielt Holland har formået at sluse mange af sine førtidspensionister tilbage til arbejdsmarkedet. 

Uddannelse

En af de væsentligste forudsætninger for at nedbringe antallet af danskere på overførselsindkomst er en massiv investering på uddannelsesområdet. Erfaringerne har vist, at op imod hver tredje af dem, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse, risikerer at tilbringe størstedelen af deres liv uden for arbejdsmarkedet. 

Hvis ikke uddannelsessystemet skal tabe de skoletrætte og fagligt svage på gulvet, kan der være brug for at tænke i helt nye uddannelsesformer, f.eks. med øget vægt på praktisk læring. Der er også stort behov for at stramme op på erhvervsskolerne og skaffe flere praktikpladser, så færre unge dropper ud. 

Regeringen har bebudet en stor reform af folkeskolen, og den har taget initiativ til at oprette flere praktikpladser, nedbringe det enorme fra­fald på erhvervsskolerne og etablere skoler på særlige lempelige vilkår. Men udfordringen er enorm, og der er brug for en langt mere massiv indsats, hvis flere unge skal gennemføre en erhvervsuddannelse. I dag falder næsten halvdelen fra undervejs. 

Så sent som fredag i sidste uge kunne Danmarks Statistik berette, at færre unge i dag gennemfører en ungdomsuddannelse end i 2003. 

Regeringen har også sat ambitiøse mål for at øge antallet af højtuddannede. Men den må også lægge en strategi for, hvilke akademikere arbejdsmarkedet faktisk har brug for. Ifølge regeringens målsætninger skal antallet af akademikere stige fra 255.000 i dag til 460.000 i 2030. Med andre ord skal der skaffes 200.000 nye akademikerarbejdspladser, hvis ikke de højtuddannede skal ende i ledighedskøen.

Beskæftigelsesindsatsen

Der er et stort behov for at stramme op på beskæftigelsesindsatsen for de svageste kontanthjælpsmodtagere. I dag ender misbrugere, ordblinde og andre socialt udsatte borgere ofte som kastebold mellem de kommunale forvaltninger. Det fremgår af en ny rapport, som konsulentfirmaet Slotsholm har lavet for Arbejdsmarkedsstyrelsen. 

"Jeg har hørt om flere eksempler, hvor en borger på kontanthjælp har psykiske problemer og et hashmisbrug. Dem er der en hel del af. Så siger man i psykiatrien, at vi kan først begynde at arbejde med dig, når du ikke længere har et hashmisbrug. Og på misbrugsområdet får borgeren at vide, at vi først kan arbejde med dig, når du har fået en psykiatrisk udredning. Og imens har vi et jobcenter, som kun må tænke i job og beskæftigelse. Men hvis det er de to andre ting, der i virkeligheden spænder ben for et job, så er vi nødt til at angribe alle tre problemstillinger på en gang," som Mette Frederiksen udtalte til Altinget i sidste uge.

Rapporten anbefaler bl.a., at kommunerne etablerer én plan for alle borgere på tværs af jobcenter og socialforvaltning, og at man begynder at arbejde systematisk med effektmål, tidsfrister og opfølgning. 

SFI-direktør Jørgen Søndergaard deler langt hen ad vejen anbefalingerne. 

"Man skal blive bedre og mere skarpe på at gribe især de yngre, som første gang kommer ind ad døren til systemet. Man skal finde ud af, hvem der har ressourcer nok til at klare sig selv og bare skal hænge i et par måneder, før de er i gang igen, og så hvem der har mere alvorlige problemer. Man skal heller ikke være bekymret for at sætte flere indsatser i gang på samme tid. Erfaringsmæssigt ved vi, at når folk har været væk fra arbejdsmarkedet i længere tid, er det meget svært at få dem tilbage igen," siger Jørgen Søndergaard.

Nogle af anbefalingerne kan indgå i den kontanthjælpsreform, som regeringen har varslet til foråret, og som måske kan komme i spil allerede i en kommende finanslovsaftale.

Forebyggelse

Skal færre mennesker parkeres på samfundets sidelinje, er der brug for en langt tidligere og mere offensiv tilgang til social forebyggelse. Både kommuner, private virksomheder, frivillige organisationer og personlige netværk skal påtage sig et langt større ansvar. 

Det gælder ikke mindst blandt børn og unge. Frontpersonalet skal blive langt bedre til at reagere, når de ser de første spæde tegn på mistrivsel. Og der er brug for et langt tættere samarbejde på tværs af faggrupper og forvaltninger, så sagsbehandlere, pædagoger og sundhedsplejersker ikke sidder i hver sin silo og taler hvert sit sprog, men i langt højere grad arbejder sammen om at opfange de udsatte unge, inden det går helt galt. 

Flere kommuner såsom København har f.eks. gode erfaringer med at lade socialrådgivere komme på besøg i daginstitutioner og skoler for at hjælpe pædagoger og lærere med at tackle problemer. 

En anden barriere ved social forebyggelse er den meget begrænsede viden og mangel på evidens for, hvilke forebyggende indsatser der virker. Store dele af socialpolitikken foregår reelt i blinde.

Skal social forebyggelse op i gear, kræver det langt flere lodtrækningsforsøg og effektmålinger af forebyggende indsatser, ligesom der skal skabes en langt bedre videndeling, så de gode erfaringer kan spredes.

Sociale iværksættere

Sociale iværksættere som Specialisterne, Telehandelshuset, Huset Venture og Allehånde kan spille en enorm rolle for at sluse folk tilbage til arbejdsmarkedet. 

De skaber meningsfyldt arbejde for socialt udsatte såsom autister, synshandicappede, døve og psykisk sårbare, og hjælper på den måde mange, som ellers havde udsigt til et langt liv uden for arbejdsmarkedet.

I Europa er markedet for sociale virksomheder i hastig vækst. Op imod 11 millioner europæere arbejder i dag i forskellige former for sociale virksomheder. Lande som Italien og Storbritannien har i over 10 år haft nationale strategier for sociale iværksættere. Og ifølge en række skøn foretaget af bl.a. investeringsbanken J.P. Morgan vil sociale investeringer kunne udvikle sig til et marked i størrelsesordenen 100 milliarder euro.

Hvis Danmark skal blive et af verdens bedste lande for sociale iværksættere, er der behov for et paradigmeskifte på området. De sociale virksomheder skal ikke betragtes som et eksotisk fænomen, men gøres til en naturlig, professionel og systematisk samarbejdspartner i velfærdssamfundet. 

Det kræver, at man skaffer den nødvendige og risikovillige kapital, sikrer bedre adgang til det offentlige marked og mobiliserer de centrale nøglespillere til at få sat turbo på socialt iværk­sætteri.