Prøv at spørge mennesker under 30 år, hvilke tre ord de forbinder med ordet ’chef’. Og spørg så, om de ord beskriver en person, de selv kunne tænke sig at være? Hvis svaret er nej, har du måske en af forklaringerne på, at færre unge end tidligere drømmer om et lederjob.

De yngste generationer på arbejdsmarkedet er flasket op med historier om psykopater i jakkesæt, krænkerchefer og grådige direktioner. Både i medierne og mellem mennesker flyder anekdoterne frit om de ’dygtige røvhuller’ og de inkompetente chefer. Hvis ledere ikke var magtsyge i forvejen (det er vel derfor, de vil være ledere, ikke?), så bliver de det med sikkerhed henad vejen. Med mindre de altså er svage og konfliktsky eller kontrolfreaks.

Mennesker, der tager ansvar, opfattes som legitime skydeskiver, uanset om det gælder den mor, der rækker hånden op til forældremødet og tager tjansen i skolebestyrelsen, den far, der organiserer fodboldtræningen, formanden for andelsforeningen, politikeren eller chefen på arbejdspladsen. Dem kan vi samles om at brokke os over.

Set i det lys er det ikke så underligt, at andelen af unge, der kan se sig selv som leder, rasler ned og ifølge en undersøgelse fra HR-virksomheden Ballisager er halveret på få år. En tendens, der går igen i flere andre undersøgelser og bekræftes af rekrutteringsbureauer og lederorganisationer. Ulysten til at gå chefvejen er en særlig dansk specialitet. Boston Consulting Group har dokumenteret, hvordan danske erhvervstalenter er mindre ivrige efter at blive ledere end deres jævnaldrende i andre lande. Mens 41 procent af erhvervstalenter ude i verden ønsker en lederstilling, gælder det kun 22 procent i Danmark.

HVIS VI ØNSKER, at unge igen skal have lyst til at tage ansvar og lede, så bliver vi nødt til at nuancere fortællingen om chefen, så den passer bedre til virkeligheden.

Læs også: Motivationen for at blive leder er styrtdykket: "Vi har brandet lederrollen skidt"

Vi kunne for eksempel fortælle, at i Danmark er medarbejdere mere tilfredse i jobbet end i de fleste andre lande i verden. Trods de mange historier om det modsatte, så siger de fleste danskere faktisk, når de bliver spurgt i surveys, at de har et godt forhold til deres chef, at de kan udvikle sig i jobbet og har stor indflydelse på deres eget arbejde. Også her er danske chefer lysår fra deres udenlandske kolleger.

Vores flade hierarki betyder, at det også er sjovere og meget mere udviklende at være leder i Danmark. Danske ledere behøver ikke detailstyre og kontrollere, men kan i stedet koncentrere sig om noget meget mere givende: At formulere et meningsfuldt mål for arbejdet, facilitere, at folk arbejder godt sammen om at løse opgaverne på et højt niveau, og sikre hver enkelt de rammer, de hver især har brug for, hvis de skal udfolde deres evner bedst muligt. Og så kan lederne i øvrigt selv nyde godt af den danske arbejdskultur ved, at deres egen chef også giver dem mere spillerum end i mange andre lande.

Det handler ikke om at lave hyldestportrætter, sætte ledere på piedestaler eller holde op med at tale om dårlig ledelse. Tværtimod. Det handler om at beskrive ledere som de mennesker, de er. Mennesker, der tager ansvar - og fejler og lykkes på godt og ondt.

At lykkes som leder handler kort sagt om at tage ansvar for, at andre lykkes, og i Danmark har vi en helt særlig tradition for at dele ud af det ansvar. Der er ikke ret mange lande på kloden, hvor en leder kan komme afsted med at sige ’hvad synes du selv’ til en medarbejder, når der skal træffes en beslutning. I Frankrig eller Japan ville det blive opfattet som svaghed eller inkompetence. I Danmark ved både chef og medarbejder, at det handler om at vise tillid til medarbejderes faglighed og flytte beslutningerne derhen, hvor der er den største viden og kompetence. Det er krævende for både chef og medarbejder – men når det lykkes, kan selv et ungt dansk fodboldhold pludselig spille ud af sin liga, og det samme gælder et team på arbejdspladsen.

Nu er herrelandsholdets træner, Kasper Hjulmanns, stjerne måske nok blegnet en smule på det seneste. Men han er ikke desto mindre et godt eksempel på den slags ledelsesikoner, som vi har brug for at få mange flere (frem i lyset) af. Det handler ikke om at lave hyldestportrætter, sætte ledere på piedestaler eller holde op med at tale om dårlig ledelse. Tværtimod. Det handler om at beskrive ledere som de mennesker, de er. Mennesker, der tager ansvar - og fejler og lykkes på godt og ondt.

Læs serien: Ledelse, der lykkes

MANGE GODE KRÆFTER gik for nogle år siden sammen for at gøre noget ved danskernes skrantende kultur for entrepreneurship. Det var dengang, meget få danske unge kunne se sig selv som andet end lønmodtagere, og det at starte egen virksomhed lå meget langt fra de fleste unges radar. Der blev indført undervisning i iværksætteri på skoler og uddannelser, konkurrencer i iværksætteri, kampagner med unge iværksættere, og programmer som ‘Løvens Hule’ kom på sendefladen hos DR for at løfte iværksætternes image. Og det lykkedes faktisk. I dag synes de fleste unge, det er cool at være iværksætter.

Nu har vi brug for en lignende rebranding af det at være chef for andre end sig selv. For en generation, der efterspørger meningsfuldt og værdidrevet arbejde, bør det ligge lige for: Ledelse handler om at skabe noget, der er større end en selv, og om at smitte andre med lyst og begejstring til at gøre det samme.

Det kræver stor faglig dygtighed, ydmyghed, generøsitet, rummelighed, lytteevner, et stærkt og tydeligt menneskeligt værdisæt og ikke mindst en brændende interesse for mennesker og et dybfølt ønske om at give andre de bedste betingelser for at gro. Det er fantastisk givende og meningsfuldt, når det lykkes, og det kræver mod at prøve.

Hvis unge forbinder de ord med ledelse, så tror jeg, de igen vil stå i kø for at få et lederjob. Det har vi brug for, hvis vi vil have de rigtige til at tage ansvaret. Bliver vi ved med at dyrke beskrivelsen af chefer som psykopater i jakkesæt, så risikerer vi, at de er de eneste, der søger jobbet i fremtiden.