Det er en internationalt uprøvet politiker, der om en god uges tid overtager tøjlerne i EU. Sveriges 44-årige statsminister, Fredrik Reinfeldt, har i sin lange politiske karriere kun bestridt én eneste politisk post uden for sit eget parti: Den svenske statsministerpost, som han har bestridt siden valgsejren i september 2006. Reinfeldts manglende politiske ledererfaring kommer til udtryk på flere områder. Man så det øjeblikkelig efter hans tiltrædelse, hvor han lod sig koste rundt i manegen af oppositionen og på mindre end to uger måtte sige farvel til to af sine udpegede ministre. Og man ser det løbende i den svenske indenrigspolitiske debat, hvor regeringen kun lige med nød og næppe formår at holde sig på niveau med oppositionen trods socialdemokraternes enorme ledelsesmæssige krise. Sverige overtager formandskabet på et afgørende tidspunkt for Unionen. De kommende seks måneder skal EU bl. a. vedtage en række nye love, som skal regulere fremtidens finansmarked, og udvikle langsigtede svar på den økonomiske krise og den voksende arbejdsløshed. Samtidig skal der skabes fælles fodslag frem til decembers klimaforhandlinger i København. Erkendelsen af egne begrænsninger kan nok blive et af Reinfeldts store aktiver i løsningen af disse opgaver. Han er helt på det rene med, at formandskabet ikke er nogen enkel opgave, og vil i vidt omfang støtte sig til råd og vejledning fra Sveriges store og velfungerende embedsapparat. Der er langt større risiko for, at folk som udenrigsminister Carl Bildt og finansminister Anders Borg vil føle sig fristede til at køre ud af en tangent og kaste egne dagsordner på bordet. Reinfeldts primære interesse retter sig ikke mod detaljerne i de beslutninger, der skal træffes de kommende seks måneder. Hans fokus ligger længere ude i fremtiden, nærmere bestemt i efteråret 2010, hvor der igen er Riksdagsvalg. Det seneste svenske EU-formandskab var med til at give Göran Persson en aura af statesmanship, som er mindst lige så tiltrængt for Reinfeldts vedkommende. Det skinnede da også tydeligt igennem, da Fredrik Reinfeldt i forrige uge holdt sin store formandskabstale hos Centre for European Policy Studies. “Mit moderate parti og jeg har altid troet på denne Union. ” “Vi har en god mulighed for at vise, at dagens Sverige går efter en ny og mere proaktiv og positiv rolle inden for EU. ” “For at være ærlig, så er interessen for Lissabontraktaten ikke overvældende, når jeg rejser rundt i Sverige. ” Tilhørerne i Bruxelles må have undret sig over de mystiske formuleringer, der slet ikke var beregnet på dem, men på Sveriges medier og befolkning. Sigtet med talen var først og fremmest at fremstille Moderaterne som mindst lige så europæiske som deres socialdemokratiske forgængere og sidestille regeringens kommende EU-formandskab med Persson-regeringens. Paradoksalt nok kan Reinfeldts indenrigspolitiske fokus blive en fordel for EU-samarbejdet. Bl. a. italienere, briter og hollændere har tidligere demonstreret, hvor galt det kan gå et formandskab, hvis den nationale dagsorden får lov at overskygge den europæiske. Men i Reinfeldts tilfælde er der ikke noget modsætningsforhold. Han vil først og fremmest arbejde hårdt for, at intet går galt. I et europæisk perspektiv er det ikke den ringeste indstilling at gå til opgaven med. MM Indenrigspolitikeren UGENS LEDER MM sætter hver uge spot på en person, der præger den aktuelle dagsorden. Fredrik Reinfeldt, født 1965. Medlem af Riksdagen for Moderaterne 1991. Partileder 2003. Statsminister 2006. Foto: Peter Knutson.