Indvandrerne taber kampen om at sætte dagsorden i medierne
Splittede indvandrere er trængt i defensiven og mangler et fælles talerør
Indvandrerne mister mærkbart terræn i de danske mediers dækning af udlændingedebatten. Hvis de overhovedet deltager i debatten, er de trængt i defensiven og må næsten konsekvent forholde sig til andres dagsordener. Ser man på de nyhedshistorier, der har haft størst gennemslag i den danske udlændingedebat i løbet af det seneste år, er det kun 3 ud af 100, der har personer med indvandrerbaggrund som afsender. Indvandrerne formår simpelthen ikke at sætte deres egen dagsorden i samme størrelsesorden som for tre år siden, viser Ugebrevets analyse. I dag er det tilfældige stemmer, der kommunikerer tilfældige synspunkter. Som et lidt utraditionelt tankeeksperiment har Ugebrevet bedt en kommunikationsrådgiver om at skitsere en strategi for landets politisk, religiøst og etnisk splittede indvandrere.