CO2-neutralitet
Det personlige miljøansvar er blevet trend i New York og London
Nye virksomheder står parat til at hjælpe andre med råd og dåd
Det personlige miljøansvar er blevet en trend i storbyer som New York og London. Erhvervslivet er ikke alene fulgt med, men blevet selve drivkraften bag det mest bemærkelsesværdige internationale paradigmeskifte i mange år. Detailhandelen var først til at fange tendensen. Den britiske supermarkedskæde, Marks & Spencer, lancerede i januar et 100-punkts-program, der i detaljer viser, hvordan alle kædens supermarkeder kan blive 100 pct. CO2-neutrale. Konceptet er i fuld gang med at brede sig til andre dele af erhvervssektoren, hvor virksomheder som The CarbonNeutral Company står parat til at hjælpe med råd og vejledning. I flybranchen, der er en af de mest udskældte i miljøsammenhæng, satser man på såkaldt carbon offsetting, hvor man betaler et af disse nye firmaer for at genoprette de skader, som ens CO2-udledning medfører. British Airways var blandt de første til at indgå en aftale med The CarbonNeutral Company – og i forrige uge fulgte SAS efter.