Om Bruxelles siges det ofte, at gaderne er ens, men at alle husene er myldrende forskellige.

Ved forrige århundredskifte byggede byens mange velstående borgere én-families byhuse, og deres individualisme viste sig på den måde, at deres huse absolut ikke skulle være som naboens. Det var langtfra alle, der kunne trække på den nu verdensberømte art nouveau-mester Victor Hortas talenter. Men mange havde alligevel egen arkitekt på. Resultatet er stadigvæk slående og kan konstateres med et kig ned af enhver Bruxelles-gade: Balkoner, etager og vindueshøjder slingrer sig af sted som et gammelt godstog.

Arven fra belgiernes vilje til at skille sig ud med egne mursten mærkes straks, når man træder ind i Cabinet DNs lokaler, der strækker sig fra Rue d’Arlon nummer 23 til 29.

En vandring gennem de 1.650 kvadratmeter kontorlokaler i det danskstartede konsulentbureau kan minde lidt om en tur i Hurlumhejhuset på Bakken. Vægge er slået ned og døre slået op for at sikre forbindelse mellem de fire forskellige gamle borgerhuse. Det går op og ned imellem husenes forskellige niveauer, der må forbindes med passager og trappetrin her og der.

Forvirringen går dog op i en højere charmerende enhed, der først og sidst vidner om den knopskydning og ekspansion, som Cabinet DN har oplevet, siden de to danskere Jacob Lund Nielsen og Timme Bertolt Døssing startede konsulenthuset for 10 år siden.

”Vi har valgt italienske kontormøbler og bevidst ikke fyldt op med PH-lamper og dansk design,” fortæller Jacob Lund Nielsen. Viljen til ikke at være et specielt dansk firma slår også igennem på staben, der tæller 21 forskellige europæiske nationaliteter. Kun en enkelt dansker er det blevet til. Og han er pensionist, men ikke en hvilken som helst af slagsen.

EU’s diskrete superstjerne

Poul Skytte Christoffersen blev for nylig ansat som seniorrådgiver i Cabinet DN. Han skulle kun flytte 300 meter ned af gaden fra sit gamle ambassadørjob ved den danske EU-repræsentation i Rue d’Arlon nummer 73.

”Vi har ikke ansat Poul, fordi han er dansker, men fordi han er en af de største kapaciteter i Bruxelles. Han laver strategi og analysearbejde – ikke lobbyarbejde. Vi skiller de to ret skarpt ad. Han har set det ske, og med sin erfaring og dømmekraft kan han hjælpe en kunde til at forstå, hvordan kortet hænger sammen, og udvikle en fornuftig strategi,” forklarer Jacob Lund Nielsen.

Med tilknytningen af dansk EU-diplomatis diskrete superstjerne, der som Anders Fogh Rasmussens højre hånd styrede maskinrummet og fik den historiske øst-udvidelse på plads under det danske EU-formandskab i 2002, er Cabinet DNs høje internationale niveau endegyldigt cementeret. Oven i det er også den tidligere irske premierminister og EU-ambassadør i Washington, John Bruton, tilknyttet, og et par tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet, der indtil for halvanden års tid siden sad på centrale udvalgsposter.

”Vi har før haft en enkelt anden dansker ansat,” kommer det fra Jacob Lund Nielsen.

Det lyder blæret. Og er det også: Lund Nielsen ankom til Bruxelles for 13 år siden under det danske EU-formandskab for at arbejde som assistent for erhvervsmanden og det dengang konservative medlem af Europa-Parlamentet, Christian Rovsing. Senere ansatte Lund Nielsen så i en periode sin gamle chef i sit nye firma.

På den måde indskriver Lund Nielsen sig i rækken af danskere, der har bevist, at en juniorstilling som assistent for en Europa-Parlamentariker kan føre vidt omkring. En anden med en lignende profil er Helle Thorning-Schmidt, der var sekretariatschef for parlamentets danske socialdemokrater fra 1994 til 1997. Men også Cabinet DNs anden grundlægger, Timme Bertolt Døssing, startede som assistent for en europaparlamentariker, socialdemokraten Torben Lund.

Det er alt sammen længe siden. I dag tæller konsulentbureauets kundeportefølje blandt andet Facebook, LinkedIn, Falck og Microsoft, der var blandt det nystartede firmas allerførste kunder. Mere om det senere.

Dansk lilleput i verdensklasse

I dag er Cabinet DN det største uafhængige, selvejede konsulenthus i Bruxelles og med i top-10 over byens mange internationale lobbyhuse.

Simon Bergulf, der er leder af Dansk Rederiforenings kontor i Bruxelles, har sit bud på, hvordan den danske lilleput på bare 10 år er rykket op i EU-hovedstadens superliga.

”Tilgangen til lobbyisme i Bruxelles er moderne og dynamisk. For at være en top-lobbyist hernede skal man ikke alene kunne sit kram, man skal også skræddersy sine kampagner til forskellige kulturer og med jævne mellemrum genopfinde sine metoder. Det forstod Jacob fra starten. Han råder over den unikke færdighedskombination af at være en dygtig lobbyist, en fremragende iværksætter og en indsigtsfuld trendspotter.”

Oven i det er Lund Nielsen også udstyret med både næse og passion for politik. Han meldte sig allerede som 15-årig ind i KU, til sine radikale forældres chok og fortrydelse.

Pokerspillet om Brexit

Over et par kopper sort kaffe på en af Place Luxembourgs mange barer og caféer leverer Jacob Lund Nielsen sin analyse af det EU-politiske pokerspil bag nedtællingen til den britiske in/out-folkeafstemning, der optager ham en del mere end den danske afstemning om retsforbeholdet i december:

”Tyskerne har indset, at de ikke har nogen interesse i at sidde alene tilbage i klubben med franskmændene, mens briterne smutter. Det ville komme til at gøre rigtig ondt på den økonomiske politik i EU. Da præsident Hollande skældte ud i Parlamentet forrige uge med sit ”Nej til et EU a la carte”, var det lidt et spil for galleriet. Franskmændene spiller meget bevidst med i en ”bad cop / good cop”. For dét, jeg hører fra tyske politikere, er primært, at de godt kan finde en løsning på de britiske problemer.”

EU-topmødet i Bruxelles i december bliver sandsynligvis scenen for den reelle forhandling. Men banen vil først blive afklaret kort før mødet:

”På det tidspunkt vil Cameron havde fundet ud af, hvordan landet ligger, og hvor det er, at han kan opføre sig som en lille kostskoledreng. For det skal han selvfølgelig. Men først når han ved, hvad der reelt er en farbar vej. Han skal jo helst opnå noget, som det ser ud til, at de andre lande ikke vil give ham – ellers har det jo ikke været en rigtig forhandling,” smiler Lund Nielsen.

Det kan lyde kynisk, men han kender mediespillet og ved, hvordan statscheferne ofte bruger EU-topmøderne:

”Mange EU-beslutninger bliver rapporteret hjem i landskampsudgaven, hvor der er holdtrøjer på, og hvor nogen skal vinde og nogen skal tabe – for det er en god historie, der er nem at formidle. Det står i kontrast til det faktum, at de fleste EU-beslutninger er voksenstof – teknisk og komplekst. Der skal strikkes et kompromis sammen, som alle kan leve med. Ikke rigtig noget med vindere eller tabere. Sådan træffer EU beslutninger i praksis. De er bare ikke spændende. Det sjove er at rapportere hjem om landskampe, lyssky møder og konspirationer. Men sandheden er, at 99 pct. af alle EU-beslutninger er drønkedelige.”

På trods af dette ser Lund Nielsen ud til at have fået en pæn portion underholdning og fremgang ud af arbejdet med alle de kedelige sager: 

”Jeg er jo ikke en tryllekunstner, der kan hive indflydelse ud af inderlommen. Jeg er politisk håndværker, der bliver kaldt ind, når man skal finde ud af, hvordan man bedst kan få indrettet sine vandrør. Typisk vil kunderne gerne gøre det, uden at det bliver til en larmende landskamp. Den bedste beslutning i Bruxelles er én, hvor alle er blevet hørt og føler, de har fået indflydelse – og gerne lidt mere end de andre,” siger den Hellerup-fødte Lund Nielsen på rundt jysk, der skyldes studieårene på statskundskab i Århus og en nordjysk opvækst.

Men kundernes ønske om lav profil er med til at skabe mystik omkring lobbyisters arbejde. Endnu mere tåge lægger sig oveni, fordi lobbyisten sjældent kan gå ud og tage æren for et godt resultat.

”Det gør, at journalisterne finder det hele mistænkeligt, fordi de selvfølgelig gerne vil have så meget lys og gennemsigtighed som muligt.”

Bortset fra dette grundvilkår lever firmaet pænt op til alle krav i EU’s åbenhedsregister. Lund Nielsen bakker op om Juncker-kommissionens nye gennemsigtighedsdagsorden. Den har blandt andet betydet, at der nu skal føres offentlig logbog over, hvem kommissærerne holder møder med.

”Det er på mange måder en meget mere relevant parameter end oplysninger i åbenhedsregistret om, hvor mange penge en kunde har brugt hos os. For hvis vi ikke har adgang til beslutningstagerne, kan det jo være ret lige meget.”

Uden at ville gå dybere ind i en dansk debat om det danske lobbyregister, der blev skrottet af et bredt politisk flertal tilbage i 2012, siger han:

”Det er selvfølgelig også træls, når det er politikerne selv, der skal være gennemsigtige. Men det er vel, fordi vi stoler på de danske politikere, for de er tæt på, mens de folkevalgte, der sidder hernede, per definition er mistænkelige, fordi de sidder 1.000 kilometer væk. Det er jo lidt ærgerligt, at det i dag, i det 21. århundrede, skal være sådan.”

Virksomheder sov i timen

For Lund Nielsen er afstanden mellem Bruxelles og Danmark dog langtfra kun af det onde. Faktisk er det netop forskelle i de to virkeligheder, der gav Døssing og Lund Nielsen inspirationen til at starte egen virksomhed. Det begyndte, mens de begge stadig var assistenter i Europa-Parlamentet:

”Vores parlamentarikere sad i henholdsvis udvalget for sundhed og miljø og industri og forskning – to af de udvalg, der bliver mest lobbyeret. Her oplevede vi, at dansk erhvervsliv var meget, meget fraværende i forhold til både tyskerne og franskmændene, men også svenskerne og finnerne, der bare var bedre til at komme ud over stepperne og blive hørt.”

Den afgørende begivenhed, der gav udslaget for de to senere lobbyister, var da Europa-Kommissionen kom med sit forslag om virksomhedsovertagelses-direktivet, der lagde op til en afskaffelse af den danske model med A- og B-aktier.

”Det ville have fået katastrofale konsekvenser for alle de store familieejede virksomheder i Danmark, fra Novo Nordisk til Lundbeck og AP Møller-Mærsk. Vi oplevede, at man havde sovet i timen. Her fandt de danske europaparlamentarikere hinanden på tværs af partiskel, og det var Timme og jeg, der førte an i den praktiske indsats. Danmark blev kun reddet i sidste øjeblik af den tyske kansler Gerhard Schröder, og vi har vel siden måttet betale på de indre linjer til Tyskland for at blive reddet.”

Lund Nielsen beskriver det som et kæmp chok – men også et chok, der kunne være undgået:

”Centraladministration, regering og erhvervslivets organisationer var sat skakmat af den nye virkelighed. Man var pludselig hjælpeløs, for de gamle spilleregler fungerede ikke mere. Man kunne ikke bare sige, at det her er for vigtigt for os. For de andre lande sagde: Det er bare ærgerligt. Der er kvalificeret flertal.”

”Havde man haft øje for at følge mere med i Europa-Parlamentets arbejde, havde man fået meget mere indflydelse, og man kunne formenlig have afværget situationen tidligere,” siger han.

”Det er sådan noget, vi i dag kan hjælpe og rådgive om. Men fra Skandinavien var der dengang kun det svenske firma Kreab, et finsk firma og det norske Bryssel-kontoret. Men der var ikke noget dansk, så vi sagde til hinanden over en gin og tonic: Hov, det må nogen da kunne gøre bedre!”

Hatten i hånden

En dansker, der var i Bruxelles allerede dengang, er Anders Ladefoged, der i dag er leder af DI’s kontor i Bruxelles.

”Jacob er en både sympatisk og vedholdende entreprenør. Han lytter til sin samtalepartner og har ikke travlt med at fremhæve sig selv. Jeg tror, det er hans vej til at skabe den tillid, der skal til for at få kunder og samarbejdspartnere til at holde ved – ud over at levere varen, hvilket han selvsagt også gør,” siger Anders Ladefoged.

Men dengang i 2004 var det op ad bakke for Jacob og Timme. Der var ikke umiddelbart bud efter den hjælp, de to unge danskere mente, de kunne levere.

”Vi gik i gang med at lave en simpel markedsanalyse ved at gå rundt med hatten i hånden og udspørge de danskere og store virksomheder, som vi mente måtte have godt styr på EU. Vi havde ingen illusion om, at vi kunne lære dem noget. Men jo mere vi spurgte ’Hvad laver I egentlig?’, jo mere fandt vi ud af, at kejseren ikke havde noget tøj på. Alle sagde, at EU var utrolig vigtigt, men der var ikke nogen, der gjorde noget ved det. Man tog simpelthen de høringspapirer, man fik tilsendt fra ministerierne, og lagde dem ind under hovedpuden og regnede med, at man ville blive klogere i løbet af natten – det gjorde man så ikke,” griner Lund Nielsen.

Det førte dog ikke til en vej ind i markedet via danske virksomheder i Bruxelles, for ingen ville stå ved, at de havde brug for assistance. I stedet kom der en åben dør fra USA:

”At hyre nogen som os var at fortælle chefen, at man ikke selv havde styr på det. Så vores første kunder var amerikanere: Microsoft, McDonald’s og Exxon, der skulle have hjælp med at forstå Bruxelles.”

Det skete via et amerikansk konsulentfirma, der brugte de to danske begyndere som underleverandører.  Med andre ord kom Timme og Jacob ikke lige ind fra gaden med deres krøllede hvide skjorter og erobrede Microsoft som kunde.

”Vi spillede med åbne kort og sagde: Vi har ikke noget navn, ikke noget firma og heller ikke nogen bankkonto. Men vi har en forretningsplan og synes selv, vi er nogen helvedes karle. Så vi sagde: Giv os en chance, så skal vi nok gøre det utrolig billigt og lægge hele vores sjæl i det. Amerikanere kan godt lide iværksættere, fordi de er billige og hårdtarbejdende – og måske lægger mere personlighed i det. Det var en lillebitte check, én gang om måneden, men det gik godt, så det var nok til at betale husleje, og så ned i banken og i hast finde på et navn: Cabinet Døssing og Nielsen – DN,” fortæller Jacob Lund Nielsen.

Flere iværksætterdrømme

De to herrer har gang i andet og mere end bare konsulenthuset. De er faktisk blevet bidt af at starte nye virksomheder. De oprettede på et tidspunkt Cabinet China i Beijing sammen med Dansk Industri. Jacob Lund Nielsen stiftede i 2010 med to andre kompagnoner virksomheden Retriever, der i dag sidder på en femtedel af det danske marked for presseklip, og de driver en lille sideforretning med at leje kontorer ud til bl.a. Novozymes. Og så er de på nippet til at åbne en restaurant ved siden af Berlaymont-bygningen. Men Lund Nielsen afviser, helt roligt, at han skulle være rastløs:

”Jeg er nysgerrig; jeg elsker at løse problemer – at være iværksætter er at få en ide til en billigere eller mere effektiv måde at løse et problem på. Tilværelsen som selvstændig er ufattelig underholdende, spændende og kreativ. Vi har i snit lavet en ny virksomhed hvert andet år.”

Det har undervejs også ført til projekter med mere publicity end penge i, som for eksempel appen PapaFootball.com.

”Det er en kæmpesucces med 10.000 daglige brugere. Det er en slags Facebook for amatørfodbold. Det er et gratis redskab, der hjælper amatørfodboldspillere og trænere til at organisere deres turneringer. Vi har selv udviklet softwaren. Det har kostet en del tid og penge, men vi har lært utrolig meget og har haft det sjovt undervejs.”

Appen er den fodboldglade partner Døssings hjertebarn mere end Lund Nielsens.

Men de er begge enige om, at der også skal være plads til sjov indimellem. Det lægger den polsk-amerikanske ven Matt Kaminski også vægt på i sin beskrivelse af Lund Nielsen.

Kaminski blev i foråret 2015 ansvarshavende redaktør for den nystartede europæiske udgave af det amerikanske magasin Politico, der har forsøgt at bringe et frisk pust ind i den lidt tørre EU-journalistik. Politico har blandt andet sat et par mand til at dække lobbyscenen i Bruxelles. Kaminski har kendt Lund Nielsen i over 10 år fra dengang, da de begge deltog i et lederudviklingsprogram for American Council of Germany:

”Programmet bragte en flok unge europæiske ledere sammen med nogle amerikanere. Her var Jacob ret ubesværet i centrum for hele det sociale liv. Uden at være overfladisk har han en særlig evne til at holde kontakten med alle. Jacob er en ven, man fester med – a real fun guy. Han er åben og oprigtig, og altid i stand til at finde kvaliteter hos meget forskellige mennesker. Det er med til at gøre ham til en god guide for dem, der skal finde vej gennem EU. Jeg har stor respekt for hans succes. Det er ikke så nemt at starte en ny virksomhed i den her by. Det ved jeg af egen erfaring,” siger Matt Kaminski.

Cabinet DN har for længst fået sit eget liv. Navnet er blevet en vigtig del af EU-miljøet i Bruxelles, blandt andet fordi kontoret næsten fra begyndelsen har ligget bare 100 meter fra Place Luxembourg, der er uofficielt mødested for både det yngre fremadstormende og det lidt mere modne gå-i-byen-miljø omkring EU-institutionerne.

Med Rue d’Arlon-adressen er det lykkedes de to danskere at foregribe den nye trend, hvor stadig flere lobbykontorer placerer sig omkring Europa-Parlamentet, hvis bygninger også ligger op til pladsen. Før var Schuman-rundkørslen hele EU-miljøets navle. Den ligger bare en kilometer derfra, klos op ad Europa-Kommissionens Berlaymont-bygning og Ministerrådet. Men Parlamentets større åbenhed og forøgede magt har de senere år bidraget til en ny koncentration af lobbyister i kvarteret omkring Place Luxembourg.

Pladsen er også et af byens bedste påskud for at tvinge medarbejderne ud af kontoret i rimelig tid. For Døssing og Lund Nielsen er imod alt for lange arbejdsdage og holder helt lukket i weekenden. De vil meget hellere have, at medarbejderne hænger ud og netværker på pladsen over en fyraftensøl. Man skal ud og sludre med journalister og de 751 parlamentarikeres assistenter – og måske møde typer af samme slags, som de selv var for ti år siden.