Søren Dalsgaard har boet otte år i Mjølnerparken i København.

Det er hans livsbase. Her bor han sammen med sin kone, Charlotte, og deres tre børn. Han kender de fleste. De kender også ham. Her vil han gerne blive boende.

Men det er ikke sikkert, at han kan.

For familiens lejlighed på 4. sal ligger i en af de to boligkarréer, som nu skal sælges til private investorer i et forsøg på at sikre en mere blandet beboersammensætning. Måske familien kan blive genhuset i en af de andre boliger i området. Måske familien skal genhuses i en almen bolig et helt andet sted i København. De ved det ikke.   

”Jeg håber, vi kan blive boende i Mjølnerparken. Vi bor billigt. Vi bor centralt. Vi har en god naboskabsånd. Forleden dag kom en af vores naboer med ekstra aftensmad til os. Den anden dag kom en ung fyr frivilligt for at hjælpe mig med at bære nogle tunge ting. Selvfølgelig er der også en bagside ved at bo her, som for eksempel bandekriminalitet. Men det er her, vi gerne vil bo,” siger Søren Dalsgaard, hvis to mindste børn er tvillinger på bare otte måneder.

Store dele af pakken er nødvendige

Han er uddannet teolog og var beboerformand i Mjølnerparken i perioden 2013-2018, da bandekrigen rasede. Han er et kendt ansigt. Det mærkes tydeligt, når vi går rundt i gaderne. Tilsyneladende også meget vellidt.

Søren Dalsgaard har da også en dyb indsigt i boligområdets styrker og svagheder. Han har været med til at støbe den helhedsplan for Mjølnerparken, som har været undervejs i flere år, og som skulle sikre et mere attraktivt og mangfoldigt boligområde. Men så kom ghettopakken. Den udstikker nogle stramme krav til, hvem der kan bo i området.

Nu kan ghettopakken betyde, at Søren Dalsgaard og hans familie må forlade deres bolig og blive genhuset et helt andet sted i København. Alligevel er han langt hen ad vejen enig i de mange elementer i ghettopakken.

”Jeg køber grundpræmissen i ghettopakken om at skabe mere blandede boligområder, så vi kommer hinanden mere ved på tværs af sociale og etniske skel. Mange ting i pakken er gode, nødvendige og sympatiske. Det er for eksempel blevet lettere at smide kriminelle ud af boligområdet. Det er en beskyttelse af alle de mennesker, som opfører sig ordentligt, men som måske ikke har en stemme til at råbe højt og bare føler, at de får samfundets pegefinger,” siger Søren Dalsgaard.

På hans liste over positive elementer i pakken finder vi også kravet om, at daginstitutioner højst må tage imod 30 procent børn fra boligområder, der står på ghettolisten, og de fleksible udlejningsregler, der gør, at boligselskaberne får lettere ved at tiltrække ressourcestærke mennesker og dermed sikre en mere varieret sammensætning af beboere.

”Udfordringerne i et område som Mjølnerparken er systemiske. Og  derfor kræver det systemiske løsninger. Så nytter det ikke noget med bare lidt flere integrationsprojekter hist og pist. Det handler om, hvor vi bor, hvor vi arbejder, om vi arbejder, hvor vi går i børnehave, og hvor vi går i skole,” siger Søren Dalsgaard.

Politikerne har skudt sig selv i foden

Til gengæld er han dybt kritisk over for et af de bærende principper bag hele ghettopakken: Kravet om, at højst fire ud af ti boliger i de boligområder, der står på listen over ’hårde ghettoer’, må være almene familieboliger. Et krav, der skal være opfyldt senest i 2030.

Flere end 3.700 boliger skal rives ned, over 700 boliger skal sælges, og knap 900 almene familieboliger skal omdannes til enten ungdoms- eller ældreboliger i de 15 boligområder, der har fået betegnelsen ’hård ghetto’, heriblandt Mjølnerparken hvor Søren Dalsgaard bor og store boligområder som Vollsmose i Odense og Gellerupparken i Aarhus.

Målet er, at det skal sikre en mere blandet beboersammensætning. Men den tror Søren Dalsgaard ikke på.  

”Det vil få den stik modsatte effekt. For nu skal to blokke sælges her i Mjølnerparken. Så bliver beboerne spurgt, hvem der vil flytte frivilligt. Det har 120 familier foreløbigt sagt ja til. Men det er jo netop de ressourcestærke folk. Det er dem, som har mulighed for at tage ansvar for deres egen livssituation i god tid. Det er de hårdtarbejdende. Det er dem med de højeste uddannelser,” siger Søren Dalsgaard og peger på den uheldige konsekvens:

”Dem, som bliver tilbage, er de ressourcesvage. De vil blive komprimeret i de to blokke, som ikke sælges til private. Og så vil vi have nogle enheder, som er for små til at komme på ghettolisten, men hvor problemerne er nøjagtig de samme som i dag, og måske endda endnu værre. Derfor har politikerne skudt sig selv i foden med denne regel om 40 procent familieboliger.”

Ghettopakken skaber usikkerhed

Som Mandag Morgen kunne fortælle i sidste uge bor der i dag over 11.000 mennesker i de boliger, som enten skal rives ned, sælges til private eller omdannes til ungdoms- eller ældreboliger de kommende år som led i ghettopakken.

Nogle af de 11.000 vil flytte frivilligt eller flytte ud af deres bolig af andre årsager og vil derfor ikke have brug for genhusning. Men tilbage står tusindvis af andre folk i almene boliger, som har behov for at finde et nyt sted at bo.

Statsminister Mette Frederiksen (S) slog i Folketingets spørgetime tirsdag fast, at kommuner og boligselskaber nu skal sørge for at få genhuset de mennesker, som ikke længere kan blive i deres bolig.

”Der er jo sket det, der ikke måtte ske, nemlig at vi har fået store boligområder, hvor den etniske sammensætning er blevet for skæv, hvor de sociale problemer er blevet for store, hvor utrygheden og kriminaliteten er til stede, og hvor børn har markant sværere ved at opnå de samme muligheder som børn, der bor i andre områder. Derfor er det rigtig vigtigt, at kommunerne er opmærksomme på nu at få genhuset folk og sikre, at der er boliger nok,” sagde Mette Frederiksen.

Søren Dalsgaard deler langt hen ad vejen denne opfattelse. Han kan lide at bo i et blandet boligområde. Han tog sin bachelor på et universitet i Stavanger, har en kandidatuddannelse i afrikastudier fra Københavns Universitet og boede tre år i Kenya i et blandet internationalt miljø, da han tog sin kandidatgrad i teologi ved et universitet i Nairobi. Nu arbejder han til daglig som leder af Folkekirkens nationale enhed, der arbejder med migration.

”Nogle tager situationen i stiv arm her i Mjølnerparken og benytter måske anledningen til at flytte væk. Men mange andre er usikre og frustrerede. De er bange for, hvad fremtiden nu bringer. De fleste kan ikke gennemskue, hvad der foregår. De løber efter de mennesker, de har mest tillid til. Hvis nogle siger, de skal demonstrere, gør de det. Derfor er Mjølnerparken sårbart over for symbolpolitiske vinde,” siger Søren Dalsgaard og konkluder:

”Jeg er politisk realist og tror ikke, at Folketinget vil rulle kravet om højst 40 procent familieboliger tilbage, selv om det ville være det bedste.”