I de seneste måneder har udenrigsminister Martin Lidegaard og klimaminister Rasmus Helveg Petersen været på charmeoffensiv i det meste af Europa for at få EU-landene til at acceptere EU-Kommissionens energi- og klimaaftale frem til 2030. Det skyldes, at Det Europæiske Råd torsdag mødes for at forhandle de såkaldte klimamål for 2030 på plads. Det har været en langtrukken proces, som egentlig allerede skulle have været afsluttet i foråret, men som blev udskudt, da medlemslandene ikke kunne blive enige om ambitionsniveauet for de tre centrale mål: CO2-reduktioner, andel af vedvarende energi og energieffektiviseringer.

Det er forståeligt, at de danske ministre forsøger at påvirke processen og fremhæve Danmark som eksemplet på, at afkobling mellem CO2-udslip og vækst kan lade sig gøre, for der er meget på spil for de mange virksomheder i den danske cleantech-sektor, der i 2013 eksporterede grøn energiteknologi for 38 milliarder kr., hvilket var 17 pct. mere end året før. Afhængig af udfaldet af forhandlingerne vil aftalen kunne bane vejen for fortsatte grønne investeringer i EU mange år ud i fremtiden og være med til at fremtidssikre fortsat dansk vækst.

Klimamålene er det ene ben i EU’s klimapolitik, hvor det andet er det problemfyldte kvotehandelssystem. Så længe prisen på EU’s CO2-kvoter forbliver lave, vil klimamålene reelt være den vigtigste indsats for klimaet i EU. Før mødet i Det Europæiske Råd er intet mejslet i sten, men lækager og udmeldinger fra centrale lande tegner et billede af, hvordan en aftale kunne se ud.

40 pct. CO2-reduktion – bindende på nationalt niveau

Der ser ud til at være en bred konsensus om at fastsætte det overordnede 2030-mål for reduktion af drivhusgasser i EU til 40 pct. i forhold til 1990-niveau. Målet bliver sandsynligvis bindende på nationalt niveau, hvilket betyder, at hvert enkelt EU-medlem selv har ansvar for at reducere sit udslip af drivhusgasser og leve op til målet. Det lyder jo umiddelbart relativt ukompliceret, men som alt andet i politik (og særligt politik i EU), så er der smuthuller, som har stor betydning for forhandlingerne og i sidste ende kan påvirke klimaregnskabet markant. Jeg vil komme tilbage til disse i sidste afsnit.

Den brede konsensus udfordres primært af en række østeuropæiske lande med Polen i spidsen. Polen er den største barriere for en ambitiøs aftale, da landet er meget afhængig af en stærk kulindustri, der i 2012 leverede 84 pct. af landets elektricitet og står bag hundredtusindvis af job. Men Polens koalition af klimaskeptiske østeuropæiske lande, kaldet Visegrad+, er begyndt at smuldre, efter at både Tjekkiet og Kroatien har tilsluttet sig 40 pct.-målet. Det betyder, at Polen reelt er den eneste store barriere for at få vedtaget klimamålene, og Polen har da også truet med et veto af det nuværende forslag fra EU-Kommisionen.

En større koalition af lande mener dog, at der er behov for ”mindst 40 pct. reduktion” og lufter derfor muligheden for et mere ambitiøst resultat. Sverige har meldt ud, at de støtter et mål på 50 pct. Det begrundes til dels i, at EU må fortsætte sit internationale lederskab frem mod COP21 i Paris, men der er også bekymring for, at 40 pct. reduktion i 2030 ikke er nok til at kunne nå målet om 80-95 pct. reduktion i 2050.

27 pct. vedvarende energi – bindende på EU-niveau

De største uenigheder skal nok findes om målet for vedvarende energi. Det forventes – men er langt fra sikkert – at aftalen ender med et bindende mål for vedvarende energi, der gælder for hele EU, men altså ikke binder de enkelte lande. Her ligger djævlen i den grad i detaljen, for hvordan skal EU kunne håndhæve et mål, som de enkelte lande ikke er forpligtet til at skulle leve op til? Kvotehandelssystemet vil – på grund af de lave kvotepriser – ikke fungere som driver for mere vedvarende energi. Forklaringen skal nok findes i, at EU allerede er godt på vej mod at ramme de 27 pct. vedvarende energi i 2030, hvilket gør nye styringsmekanismer mere eller mindre overflødige. Men hvorfor sætte et mål, hvis det mere eller mindre kommer til at ske af sig selv?

I forhold til forhandlingerne har den centrale akse i europæisk politik – Tyskland, Storbritannien og Frankrig – længe været ude af balance, fordi Storbritannien har arbejdet for en teknologineutral tilgang, hvor atomkraft og skiffergas skulle kunne anvendes til at reducere CO2-udslip på lige fod med vedvarende energi. Men det ser ud til, at Storbritanniens kritik er forstummet, efter at de for nylig fik lov til at subsidiere opførslen af et nyt atomkraftværk. Det taler for, at målet – trods østeuropæisk modstand – bliver bindende på EU-niveau og mindst 27 pct.

30 pct. energieffektivitet – ikke-bindende

I forhold til energieffektiviseringer forventes det, at aftalen ender med at blive et såkaldt ”vejledende” mål, som altså ikke er bindende. Det er på sin vis paradoksalt, da energieffektiviseringer er suverænt den billigste måde at nedbringe udslippet af drivhusgasser. På den anden side er yderligere energieffektivitet også med til at forlænge og forværre problemerne med at få hævet priserne i kvotehandelssystemet.

I forhandlingerne har den skeptiske østeuropæiske koalition og Storbritannien over en længere periode luftet sin skepsis over for målet for energieffektivisering. Storbritanniens manglende tilslutning skal nok ses som den vigtigste grund til, at det ikke har været muligt at lave målet bindende – hverken på EU-niveau eller nationalt. Det britiske argument er – som det også var i kritikken af målet for vedvarende energi – at målet gør vejen til CO2-reduktioner mindre fleksibel. Men Cameron-regeringen oplever et stigende nationalt pres for at droppe sin skepsis og indtager p.t. en position, hvor det hedder sig, at de er ”villige til at gå på kompromis”.

Danmark har sammen med flere andre lande været varm fortaler for et bindende mål for energieffektiviseringer. Et ikke-bindende resultat vil formentlig også ærgre de mange danske virksomheder, der leverer teknologi og knowhow inden for energieffektiviseringer.

Smuthullerne i forhandlingerne

Som før omtalt er ingen politisk aftale i EU så ukompliceret, at der ikke kan findes smuthuller, der kan bane vejen for et kompromis. Et af smuthullerne til en aftale drejer sig om investeringer i energiinfrastruktur, hvor der barsles med at etablere en infrastrukturfond, der skal få de østeuropæiske lande til at acceptere klimamålene. Derudover har Portugal og Spanien en stor interesse i, at der investeres massivt i at forbedre energinettet, så der kan importeres og eksporteres energi (den såkaldte transmissionsforbindelse) afhængig af udsvingene i produktionen. Dette er særligt vigtigt, når der produceres meget energi fra vedvarende kilder. De store infrastrukturinvesteringer vil være en vigtig brik i forhandlingerne og kan udmønte sig i et vejledende mål for transmissionsforbindelserne på 15 pct, som EU-Kommissionen har lagt op til.

Et andet vigtigt smuthul relaterer sig til det dysfunktionelle kvotehandelssystem, som står overfor at skulle reformeres. Her har Polen og ni andre lande – primært fra Østeuropa – fået gratis udledningstilladelser frem mod 2020. På grund af den økonomiske krise har Polen ikke haft behov for at bruge alle disse tilladelser for at nå sine CO2-mål. Polen vil derfor sandsynligvis argumentere for, at de skal kunne ”overføre” nogle af disse tilladelser til perioden frem mod 2030. Hvis alle tilladelserne bliver overført, vil dette vel at mærke kunne udvande aftalen kraftigt og betyde, at den reelle CO2-reduktion i EU ender på så lidt som 26 pct. Denne og andre centrale forhandlinger ligger egentlig i den planlagte reform af kvotehandelssystemet, men vil sandsynligvis spille en stor rolle i ugens forhandlinger, hvor det forventes, at Polen vil tage sig godt betalt for at komme med ombord.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.