Ny slagteriformand vil ændre branchens image
Samfundets accept er den vigtigste udfordring
Stordrift lugter - især når produktet er slagtesvin. Det må danskerne vænne sig til, hvis de fortsat vil have en fødevareindustri i Danmark. Det mener kødindustriens nye førstedame, Christina Hvid. En af hendes helt store opgaver som direktør for Danske Slagterier og storfusionen Danish Meat Association bliver at ændre danskernes opfattelse af branchen. “Den helt store udfordring er at opnå samfundsaccept af det, vi laver. Svinedrift er stordrift. Derfor er vi nødt til at arbejde for en samfundsforståelse af, at size matters - i hvert fald hvis danske virksomheder skal være med globalt, ” siger hun i det første interview efter jobskiftet fra forskerparken Symbion.