”Vi har en drøm om, at borgerne skal kunne mærke, at Gladsaxe Kommune er en verdensmålskommune.”

Da Gladsaxe Byråds 25 politikere lige før efterårsferien vedtog en ny strategi, der skal integrere 7 af FN’s 17 verdensmål i de mere end 7.000 kommunale medarbejderes daglige praksis, var det ikke bare endnu et stykke strategipapir med pæne ord. Det var og er også en drøm.

Det er kommunens absolutte topembedsmand, kommunaldirektør Bo Rasmussen, der sætter ord på byrådets beslutning. Men det er også en strategi, der over 24 A4-sider ikke bare beskriver de verdensmål, kommunen har valgt at arbejde med, men også de i alt 29 indikatorer, der skal måles på, så man kan se, om udviklingen bevæger sig i den rigtige retning. Ambitionen er, at drømmen om fire år skal have sat sig spor i borgernes hverdag. Og det skal både kunne mærkes og måles.

Det betyder f.eks., at flere børn og unge skal hoppe på cyklen på vej til og fra skole, at færre i 9. klasse er begyndt at drikke alkohol, og så skal der dæmmes op for fedmeepidemien, så andelen af børn og unge med normalvægt fastholdes på det nuværende niveau. Se figur 1.

Indikatorerne er ikke opfundet til lejligheden men er hentet fra områder, hvor kommunen allerede indsamler data.

”Vi har valgt de indikatorer, hvor vi i forvejen har data, så vi ikke bruger for mange ressourcer på at finde ud af, om udviklingen bevæger sig i den rigtige retning. Og viser det sig undervejs, at vi kunne have valgt en bedre indikator, så skifter vi indikatoren ud,” siger Bo Rasmussen.

Gladsaxe Kommune har altså skudt genvej. På globalt plan arbejder OECD ellers på at udvikle et sæt af indikatorer, og herhjemme har regeringen nedsat et udvalg med samme formål, KL er også i gang, ligesom andre kommuner og regioner også arbejder med det udviklingsarbejde.

Men i Gladsaxe er man altså gået i gang.

Den hidtil stærkeste strategi

Gladsaxe er langt fra den eneste kommune, der arbejder med at integrere FN’s verdensmål i de strategiske planer, som kommunerne hvert fjerde år skal formulere. Bo Rasmussen vurderer, at den strategi, der skal gøre hans kommune til en verdensmålskommune, er den stærkeste, han som embedsmand har arbejdet med.

Bo Rasmussen, hvor adskiller arbejdet med verdensmålene sig fra arbejdet med andre strategier?

”Strategien med verdensmålene stikker dybere i organisationen, end jeg har prøvet før. Tager vi f.eks. vores klimastrategi, så er den forankret i en del af organisationen, dvs. i Teknik- og Miljøforvaltningen. Vores nye strategi ligger på bordet i Økonomiudvalget, hvor vores borgmester sidder for bordenden. Vi siger, at det er den strategi, hele kommunen skal styre efter,” siger han og fortsætter:

”Vi kunne have sagt, at det her er et klimaprojekt. Det gør vi ikke. Vi siger, at det er et klimaprojekt og et arbejdsmarkedsprojekt og et læringsprojekt. Derfor er det en stærkere strategi, som vil fylde mere i organisationen, end jeg har oplevet med andre strategier.”

Hvem har ansvaret for, at strategien i sidste ende realiseres?

”Strategien blev vedtaget i byrådet onsdag før efterårsferien. Så selvfølgelig er det byrådets strategi. Men i praksis bliver det mig som øverste administrative chef, der har ansvar for, at alle forvaltninger trækker på den her strategi. Det er også en af de bærende intentioner, at alle skal bidrage hele vejen rundt. Det er en tværgående strategi.”

Det er også en strategi, der fra første færd skal inddrage hele kommunen og ikke kun medarbejderne i et særligt til lejligheden oprettet verdensmålssekretariat.

”Vi har diskuteret, om vi skulle afsætte nogle millioner kroner til at fremme omstillingen. Men det gør vi ikke. Holdningen er, at vi bruger alle budgettets mere end 4 mia. kr. til at trække i retning af verdensmålene,” siger Bo Rasmussen og fortsætter:

”Jeg er ansvarlig for, at en organisation på omkring 7.000 medarbejdere trækker i den rigtige retning. Hvis alle bidrager, kan vi gøre en forskel.”

Fra FN til 2860 Søborg

Der er et stykke vej fra mål formuleret på verdensplan til hverdagen i en kommune, et jobcenter eller på en skole. FN’s verdensmål skal altså oversættes til noget meningsfuldt, når man møder på arbejde på en af kommunens mange adresser.

”Det er fint med abstrakte tanker i FN, der adresserer store globale problemer, men hvis de skal skabe en forskel, så må det være der, hvor livet leves. Det handler lidt om det gamle slogan om, at man skal tænke globalt og handle lokalt. Derfor skal de aktiviteter, vi laver i kommunen, måles og tænkes ind i forhold til FN’s verdensmål.”

Har du nogle eksempler?

”Det kan være på beskæftigelsesområdet, hvor vi vil koble vækst, velfærd og bæredygtighed. Vi skal kunne levere arbejdskraft til virksomhederne i Gladsaxe og i hele regionen. Nu siger vi så, at det skal ske på bæredygtige arbejdsvilkår og under fornuftige sociale vilkår. Det gør vi allerede i dag, men strategien betyder, at vores fokus på det bæredygtige arbejdsmarked er blevet tydeligere.”

Her måler Gladsaxe bl.a. på, om flere ledige kommer i arbejde efter aktivering, og om andelen af borgere i fleksjob og lignende jobtyper stiger.

Hvorfor arbejder I ikke med alle 17 verdensmål?

”Vi skulle have noget, vi kunne gabe over, og så skulle det også være nogle mål, hvor vi gerne vil gøre det bedre end i dag.”

”Det kan godt være, at vi om to år vil sige, at det var naivt, at vi ikke også tog det og det mål med. Men så er vi blevet klogere. Nu er vi startet et sted, vi har taget en chance, og nu går vi i gang. Så må vi se, hvor langt vi når.”

Data hjælper mål på vej

På linje med andre kommuner vil Gladsaxe gerne integrere data i alle beslutningsprocesser. Det indebærer bl.a., at Bo Rasmussen og hans embedsmænd hele tiden overvejer, hvordan eksisterende data kan bruges til nye formål.

Andre kommuner og regeringen arbejder lige nu med at formulere indikatorer for verdensmål nr. 11: ’Gør byer og lokalsamfund inddragende, sikre, modstandsdygtige og bæredygtige’.

Hvorfor går I ikke den vej?

”Vi kunne være gået den vej, men vi har sagt, at nu går vi i gang, og nu vil vi have vores egne indikatorer. Vi vil ikke vente på, at regeringsudvalget spiller ud med deres. Det kan godt være, at de indikatorer bliver supergode, og at vi om nogle år vil sige, at det, de har formuleret, er fuldstændig fantastisk. Men det må heller ikke blive for indviklet.”

Samme dag som byrådet i Gladsaxe vedtog den nye strategi, holdt Folketingets tværpolitiske netværk for FN’s verdensmål, 2030-netværket, sit årlige forum med status over arbejdet med verdensmålene. Her handlede et af oplæggene netop om, hvilke indikatorer der er relevante for præcist at kunne følge udviklingen i arbejdet med verdensmål nr. 11. Bo Rasmussen overværede oplægget, der præsenterede ca. 20 indikatorer.

”Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hvis der er omkring 20 indikatorer på ét enkelt mål, hvor mange indikatorer skal vi så have for at følge udviklingen på alle 17 mål? Det kan hurtigt blive så mange, at jeg ikke er sikker på, jeg kan få min organisation til at synes, at det er interessant. Er det ikke nok, at vi har en retning og bruger de indikatorer, som vi synes er fornuftige?” siger han.

Hvad sker der, hvis indikatorerne viser, at udviklingen går i den gale retning?

”Når vi f.eks. ser på unge arbejdsløse i Værebro, spørger vi hele tiden: ’Går det den rigtige vej?’ Og så kigger vi på data, og hvis vi kan se, at det går den gale vej, så laver vi det, vi kalder for en korrigerende handling. Det kunne være at sætte ind med mere opsøgende arbejde, men vi forsøger altid at lave den slags korrigerende handlinger.”