Kommunaldirektører:
Politisk tumult ødelægger strukturreformen
Modarbejder chancen for succesfulde fusioner
. . . og skræmmer kommunale nøglemedarbejdere væk
Strukturreformen er i fare for at blive saboteret af den politiske strid, der omgiver den med stadigt stigende intensitet. Tre ud af fem kommunaldirektører mener, at det reducerer reformens muligheder for at blive en succes, at der kun er et smalt flertal bag den. Det fremgår af Mandag Morgens rundspørge til 248 medlemmer af Kommunaldirektørforeningen. Problemet bliver ikke mindre af, at reformen her i valgåret netop er blevet et af de hedeste stridspunkter mellem regeringen og oppositionen. Fire ud af ti paneldeltagere mener også, at det skaber usikkerhed i forhold til kommunernes rekrutterings-og fastholdelsesarbejde, at de to gamle regeringspartier truer med at ændre reformen, hvis de er med i en regering efter valget. Formand for Kommunaldirektørforeningen, Allan Vendelbo, mener, at politikernes fremgangsmåde er ude af trit med al tilgængelig viden om succesfulde fusioner. Et flertal af kommunaldirektørerne er i øvrigt tilhængere af endog meget store kommuner, mens et stort flertal er lodret uenige.