Konkurrencerådet retter nu en usædvanlig skarp kritik imod store dele af den danske sundhedssektor. Det drejer sig om alle de liberale erhverv - apotekerne, de privatpraktiserende læger, fysioterapeuter m.fl. De er ifølge Konkurrencerådet underlagt så mange og så stramme regler, at det i dag er umuligt at styre sektoren effektivt og økonomisk forsvarligt. Reglerne er primært indført for at sikre sundhedsvæsnets brugere den bedst mulige forbrugerbeskyttelse og for at lægge låg på de offentlige udgifter. Men i praksis skader de mange regler ofte patienterne og skaber et ineffektivt system, der ikke er “samfundsøkonomisk forsvarligt”, hedder det i rapporten. Den konstaterer, at regelværket efterhånden er blevet så indviklet, at selv myndighederne har mistet overblikket. I nogle tilfælde tilskynder reglerne ligefrem udbyderne af sundhedsydelser til at slække på kvaliteten. Særlig barsk er kritikken af apotekervæsnet. Reglerne fjerner bl.a. apotekernes tilskyndelse til at presse medicinfirmaerne ned i pris. Priserne ligger da også langt højere end de priser, som amternes sygehusapoteker betaler for præcis de samme varer. Faktisk ville det ofte være billigere for amterne at give hospitalspatienterne medicinen gratis, når de udskrives, frem for at betale medicintilskud, når præparatet købes på apoteket, skriver Konkurrencerådet. Påstan-den bekræftes af et regnestykke for seks meget anvendte præparater, som Mandag Morgen har foretaget. I to af de seks tilfælde ville amterne direkte spare penge ved at udlevere medicinen til foræringspris. En bredere samfundsøkonomisk beregning viser, at det i alle seks tilfælde vil være en fordel at lade sygehusapotekerne købe ind - og udlevere medicinen gratis til patienterne. Konkurrencerådet placerer det primære ansvar hos sundhedserhvervenes egne brancheorganisationer, der slås for deres egen magt og for de etablerede erhvervsudøveres interesse i at undgå konkurrence. Rådet foreslår en total nyvurdering af vilkårene for den primære sundhedssektor. Rapporten forventes offentliggjort efter et møde i Konkurrencerådet på onsdag.