Mette Frederiksen: Man er ikke i tvivl om mit lederskab

Katten miaver insisterende og den vil ind. Der er ingen kattelem i døren ind til spisestuen på Marienborg, så statsministeren må rejse sig, gå hen til døren, åbne den og tage imod sin kat. Den er med hende de fleste dage.

Hendes stemme bliver blød. Altså sådan helt blød, som når en mor taler til sit spædbarn: ”Nååårh, står du derude? Jamen så kom da ind.”

Selv da hun – det er en hunkat – hopper op på bordet og spankulerer rundt mellem kopper og glas, falder talen mere rundt end skarpt. ”Ejmen, det ved du da godt du ikke må.” Mette Frederiksen griner overbærende. ”På stolen må du gerne, ikke på bordet.”

Inden katten valsede rundt for så at blive smidt ud igen, nåede dens ejer at spørge til mine børn. ”Er de ved at være fem år nu?” Hun har ret. Om to dage, fortæller jeg. ”Hvordan har Villads det,” spørger hun, og jeg siger, at min mand – hendes tidligere taleskriver – har det fortrinligt. Hilse, hilse og alt det der.

Så katten virker altså som endnu et overspring, og jeg begynder at trippe lidt nu. Anledningen til mit besøg er ikke hyggesnak, det er ledelse. Moderne politisk lederskab. Det er dét, tiden er afsat til.

Da jeg stiller det første spørgsmål, ændrer Mette Frederiksen attitude. Fuldstændig. Nogle kalder det hendes gameface, ja hun er nærmest berømt for det, men det kunne også blot betegnes som et uhyre professionelt ansigt.

Det er om lidt, hun fortæller om sin kommende historiske ekspansion af Statsministeriet, og det er om lidt, hun fortæller om, hvordan de særlige rådgivere har fået en ny rolle i hendes regering, og hvordan den rolle fremover skal udvides, og om lidt fortæller hun også, hvordan hendes syn på embedsværket er. Men først:

Hvordan vil du betegne dig selv som leder?

”Jeg tror først og fremmest, jeg er tydelig. Man er ikke i tvivl om mit lederskab, og det tror jeg selv er helt utrolig vigtig. Der vil altid være alle mulige diskussioner om et lederskab, men tydelighed, så alle både kender retningen, processen derhen og overvejelserne bag, det er afgørende. Tydelighed handler selvfølgelig også om at kunne konkludere, og det kan jeg. Men jeg er samtidig optaget af vejen hen til konklusionen. Jeg tror ganske enkelt på, at du får et bedre resultat, når du hører efter, hvad andre siger. Min drivkraft som politiker er at løse rigtige menneskers rigtige problemer, og derfor skal du vide, hvad der rent faktisk sker i menneskers liv. Det er også en evne til faktisk at lade sig overbevise og kunne tvivle undervejs.”

”Og så vil jeg sige flid, som er et gammeldags ord, men jeg vil i de fleste sammenhænge gerne være foran de beslutninger, der skal træffes. Det kræver, at man står tidligt op og passer sit arbejde. Og det synes jeg faktisk er en vigtig ledelsesevne og kompetence at have med sig. I første runde bliver det jo så et krav til mig selv, men jeg vil være ærlig og sige, at det sætter sig også i mine krav til andre.”

Statsministerium i x-large

Mette Frederiksen har været folketingsmedlem siden 2001, og siden da har snart sagt alt ændret sig. Internettet fik ben at gå på, de sociale medier ændrede, hvordan vi mennesker talte sammen, det ændrede vores hverdag, det ændrede politikernes arbejdsliv, og det ændrede mediernes nyhedscyklus. Globaliseringen er kun blevet mere omfattende og multinationale selskaber skyder op i højt tempo. Så altså: verden er anderledes. Og derfor kræver moderne politisk lederskab noget helt andet i dag, end det gjorde for tyve år siden, mener Mette Frederiksen.

”Hastigheden, på godt og ondt, er taget til i et omfang, så man næsten ikke kan forstå det. Verden er blevet mindre. Internettets både fremkomst og efterfølgende udbredelse. Og kompleksiteten i national politik og i særdeleshed også i international politik. Alt det lagt sammen giver simpelthen mindre tid til det væsentlige, og det er nok både journalistikkens, den offentlige samtale og politiske beslutningers største udfordring i dag. Der er blevet mindre tid til det, der er vigtigst.”

”Det vigtigste i politik er reelt at løse problemer. Selvfølgelig sikre, at driften, når du har et regeringsansvar i det her land, foregår på en ordentlig og forsvarlig måde. Men det er jo også at føre de ting ud i livet, som du har fået et folkeligt mandat til og som står i forståelsespapiret. Det skal føres ud i livet. Hvad enten det så er at ændre på nogle balancer i et samfund eller en pensionsreform, som vi gik til valg på – og der må man bare konstatere, at de strukturelle forandringer og beslutninger, dem er der blevet færre af, og der er blevet væsentlig mindre tid til dén diskussion. Og du kan mere end rigeligt fylde din hverdag ud alene med driften eller for en stor del timers vedkommende at håndtere pressen.”

Hun har sagt det mange gange, før hun blev statsminister, og nu siger hun det igen. En løsning på den gordiske knude kan være et Statsministerium med større styrke. Det er allerede sket med en håndfuld medarbejdere, siden Mette Frederiksen tiltrådte. Den indenrigspolitiske afdeling fik sidste efterår tilført  ekstra medarbejdere samt en udviklingschef, og allerede fra starten blev et politisk sekretariat oprettet. Stabschefen for dét sekretariat blev Frederiksens mangeårige rådgiver Martin Rossen, der dog siden har forladt stillingen til fordel for et job i Danfoss. Derudover er to særlige rådgivere og en sekretær tilknyttet. Stabscheffunktionen er dog så central, at der i dag blev udpeget en ny, nemlig statsministerens særlige rådgiver Martin Justesen. 

Alt dette er bedst beskrevet som udvidelse af mild karakter. Det er immervæk mindre, end hvad der blev lagt op til, men det ændres nu, og det bliver et historisk stort Statsministerium målt på årsværk. Der skal rekrutteres 15-20 ekstra årsværk, og der budgetteres med yderligere 18 millioner kroner i Statsministeriets bevilling i finanslovsforslaget for 2021. Dermed kan antallet af årsværk i Statsministeriets departement komme helt op på 104, mod de nuværende 84. Det er det hidtil største Statsministerium siden oprettelsen i 1914, hvis man måler på ansatte.

”Hvis man skal prøve at have en fornemmelse af det, så har vi i dag cirka 50 akademiske medarbejdere i Statsministeriet; i centraladministrationen er der omkring 3.000. Det er styrkeforholdet. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, skal Statsministeriet være kernen i regeringsprojektet. Det er det ikke i mine øjne. Det har simpelthen for få muskler,” siger Mette Frederiksen.

”Jeg kommer til, den dag jeg går ud ad døren i Statsministeriet, at give det videre til min efterfølger, uagtet partifarve, med en meget meget stærk appel til at fastholde evnen til at lede. Og det er ikke i modsætning til vores embedsmænd eller i modsætning til centraladministrationen. Min oplevelse er, både som ressortminister og nu som statsminister, at vi har et fantastisk dygtigt embedsværk. Et af de tidspunkter, hvor jeg selv har oplevet det stærkest, er det halve år, vi er på vej ud af nu, hvor vi har skullet håndtere en pandemi, og det havde ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke vi havde et embedsværk, der er så fænomenalt fagligt dygtigt, som tilfældet er.”

”Men det er selvfølgelig i virkeligheden, forstå mig ret, en demokratisering af den almindelige politiske proces. Hvis ikke du har en politisk ledelse, i enhver regering, og i enhver valgperiode, som lever op til det mandat, der er givet, og som også påtager sig ansvaret for det, så svækker du gradvis vores demokrati. Og det må man aldrig nogensinde gøre. Det er også forudsætningen for, at vi kan levere på det forståelsespapir, vi har aftalt med vores parlamentariske grundlag. Hvis ikke vi besvarer vælgernes ønsker – om at håndtere klimakrise, udfordringerne med migration, uligheden osv. – så vil frustrationen og afmagten stige. Og derfor skal vi politisk have musklerne til at handle.”

Stærk leder. FOR stærk?

De ekstra hænder skal sikre, at de politiske beslutninger, der bliver truffet i Folketinget – store som små – faktisk også bliver ført ud i livet. Det er dét, det handler om. Det er dét, styrkelsen af Statsministeriet ifølge Frederiksen skal understøtte.

”Jeg tror, at vi må være ærlige og sige, at det hænger sammen med den hastighed, hvorved også offentligheden og den offentlige diskussion flytter sig. Der er kommet et enormt stort fokus på problemer og umiddelbar problemløsning og eventuel forandring. Men implementering og det at sikre, at en reform faktisk også kommer til at leve op til det, man har ønsket, fylder forsvindende lidt i den politiske diskussion, og det er et kæmpe problem for os alle sammen.”

”Og jeg kan se det på alle de reformer, jeg selv har været involveret i gennem tiden enten direkte eller indirekte. Fokus er på konkrete problemer eller symbolik omkring et problem og så den umiddelbare løsning. Du ser aldrig en meget stærk opfølgning på, om tingene faktisk også bliver forankret derude i verden. Det er i hvert fald sjældent.”

Så styrkelsen handler om, at der fra Statsministeriet skal være mere styring?

”Ikke styring, men du skal understøtte, at det forankrer sig, og at din politiske interesse skal forblive intakt. Ofte er min ledelsesstil i Statsministeriet blevet fremstillet i modsætning til embedsmændene. Det er forkert. Det er ikke modsætninger, det er forudsætninger. Men rækkefølgen i et demokrati er nødt til at være, at en regering kommer ind ad døren med et mandat, som følges op med nogle konkrete beslutninger i Folketinget. Og der er det et politisk ansvar, at tingene føres ud i livet. Jeg kan se, i alle de år jeg har været med, at det er blevet stadigt sværere at holde en politisk dagsorden, fordi driften er så voldsom. Så voldsom. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at hvis ikke vi havde arbejdet så målrettet og med et så stærkt ledelsesmæssigt sigte fra starten i den her valgperiode, så føler jeg mig meget sikker på, at de to store ting, vi har præsenteret her i august, først en pensionsreform og efterfølgende et forslag til et nyt politi, det ikke havde kunnet lade sig gøre.”

Det er regeringens målrettede årshjul og fireårsplaner, hun taler om. Havde regeringen ikke fra begyndelsen arbejdet strategisk målrettet, så ville hele foråret være gået med at håndtere covid-19, og regeringen havde skullet starte fra bunden efter sommerferien, siger hun.

Fortællingen om lederen Mette Frederiksen kører meget på, at du leder stramt. Er du sådan en, der på visse planer går ind for stram styring?

”Ja, selvfølgelig. På nogle planer. Bestemt ikke alle. For mig er der meget stor forskel på, hvor du styrer, og hvor du ikke gør det. Man kan sige, at alt. hvad der handler om udvikling og om proces, evnen til at finde nye svar, opdage problemer i samfundet i tide. Alt det der. Der skal du ikke styre. Du skal selvfølgelig vide, hvad der foregår, men alt det. du kan kalde den kreative proces, der skal du turde give slip. Og det afgørende dér er, hvordan leder du med hensyn til fejl. Jeg er meget optaget af aldrig at understøtte en nulfejlskultur. Og jeg er også bekymret for det, vi ser i tiden med shitstorms. Altså det der med … Alle kommer til at begå fejl. Du kan ikke være innovativ og kreativ og skabe udvikling uden også at begå fejl undervejs. Ganske enkelt fordi du af gode grunde ikke kender svarene på forhånd. Folkedomstolen er meget, meget hård i den her tid, når der begås ”fejl”. Der er en hurtig reaktion, og den er vanvittig farlig, fordi der ofte er nuancer – verden er sjældent sort-hvid. Og hvis du gør det samme ledelsesmæssigt, altså slår hårdt ned på fejl, så vil folk enten lade være med at begive sig ud i noget nyt af frygt for at begå fejl, eller endnu værre: dække over det. I mine øjne er det ikke fejlen i sig selv, du skal være optaget af, og som er det problematiske, det er i virkeligheden mere håndteringen.”

”Så jeg tror egentlig ikke, jeg er specielt hård, hverken på ledelse eller styring i den kreative proces. Men man er ikke i en regering for sjov. For det første skal du evne at træffe beslutninger på det rigtige tidspunkt, du skal aldrig være bange for at gøre det, og du skal turde fylde det rum ud, der er, når det handler om beslutningskompetence. Det er din opgave som statsminister. Og så skal du selvfølgelig være sikker på ledelsesmæssigt, at det, du har sagt du vil gøre, også bliver leveret. Der vil man nok opleve, at jeg er årvågen. Men ikke på hele den kreative proces, hvis man kan kalde det dét.”

Du bliver fremstillet som en stærk leder, din position er helt unik, I står meget stærkt. Det bliver fremlagt som en negativ ting, at du er en stærk leder. Men for dig er det ikke en dårlig ting at være en stærk leder?

”Nu forholder jeg mig ikke til, hvordan andre fremstiller mig. Men der er ikke noget negativt i at være en stærk leder.”

Du har ikke tænkt over, at man kan blive FOR stærk?

”Jeg mener ikke, at vi lever i en tid, hvor det er tilstedeværet af stærk ledelse, der er vores største udfordring. Jeg mener måske snarere, at vi lever i en tid, hvor det er det modsatte. Vi skal ikke være bange for at være tydelige over for hinanden, og vi skal heller ikke være bange for at træffe beslutninger. Men hvis man ser helt nøgternt på det arbejde, vi har stået bag, og det, der er sket gennem det seneste år, så har der jo været en enorm inddragelse af omverdenen. Det bliver sjældent italesat. Men i vores håndtering af covid-19 har vi åbnet rummet utrolig meget. Både for Folketinget og for den omverden, der har haft meget store aktier i det her. Så jeg vil heller ikke mene, at billedet er helt dækkende. Men det skræmmer mig ikke, at nogle kan konstatere, at der er en stærk leder i Statsministeriet. Det skal der være. Det gælder også efter mig.”

Nu udvider du så også Statsministeriet. Vil det gøre dig stærkere?

”Ej. For mig handler det ikke om dét. For mig er det en strukturel styrkelse af demokratiet i Danmark. Hver gang du strukturelt har styrket demokratiet i Danmark, har det altid vist sig at være stærkere end de personer, der har været involveret i det på et bestemt tidspunkt.”

Inden for organisationspsykologi taler man om, at meget stærke ledere kan forårsage det, der hedder groupthink, hvor de ikke får ordentligt modspil. De kontrollerer for hårdt, og så sidder der en stab, der ikke tør tale åbent. Men det er ikke noget, du har tænkt over?

”Helt nøgternt så synes jeg, vi er gået den anden vej. For eksempel er departementscheferne blevet involveret direkte i regeringens arbejde ved for eksempel at have deltaget i et regeringsseminar. Det er mig bekendt ikke sket før. For første gang, tror jeg godt jeg kan sige, har vi haft også de næste niveauer i centraladministrationen samlet her på Marienborg. Det tror jeg aldrig nogensinde er sket før. Så jeg tror, det der er en lidt for overfladisk betragtning.”

Hun tænker sig lidt om. Stiller et modspørgsmål.

”Men mon ikke også den måde, jeg leder på, meget bliver vurderet på og set i lyset af det, der er sket i foråret og håndteringen af covid-19?”

Du blev allerede kaldt magtfuldkommen inden covid-19.

”Ja? Jeg må sige til den der diskussion, at jeg synes, det bliver for overfladisk en diskussion. Min oplevelse gennem tyve år i politik er, at det politiske og demokratiske rum er blevet markant mindre på alle niveauer, end det var tidligere. Flere og flere diskussioner stopper, fordi noget uden for det snævert demokratiske rum dikterer det. Det synes jeg er en bevægelse, vi ser fra flere fronter, så jeg ser i virkeligheden alt det, vi har gjort i og omkring regeringsledelsen, som en udvidelse af det demokratiske rum. Hvis regeringer og folketingsflertal ikke evner at levere det, de har fået et folkeligt mandat til, så undergraver det jo tilliden til det politiske system.”

Embedsværk fredet

Det er velbeskrevet i både bøger og avisartikler, at der var grænsende til krig mellem topembedsmændene og minister samt hendes særlige rådgiver, både da de var i Beskæftigelsesministeriet og i Justitsministeriet.

I 2014 fortalte en række embedsmænd, der arbejdede under Mette Frederiksen i Beskæftigelsesministeriet, anonymt til Politiken, at ministeren kunne komme med vredesudbrud og personangreb. Og få uger efter Frederiksens indtræden i Justitsministeriet i 2014 begyndte historier om overfusning af embedsmænd og et i det hele taget rystet embedsapparat at florere.

I begge ministerier blev departementscheferne hurtigt skiftet ud, ligesom det også er sket i Statsministeriet.

Læg dertil Mette Frederiksens udtalelser i blandt andet Bent Winther og Peter Burhøis portrætbog fra 2016:

”Jeg oplevede, at ledelsen i Beskæftigelsesministeriet var mere enig med Claus Hjort Frederiksen end med mig. Set i bakspejlet handler det nok også om, at vores embedsværk er indrettet sådan, at det vil bevare det bestående. De havde brugt ti år på at bygge et beskæftigelsessystem op, og jeg kom ind og sagde fra første dag til dem: Nu begynder vi at rive det ned. Det får man altså ikke bare lov til som minister. Det er en kamp. Forestillingen om et neutralt embedsværk er en illusion. Embedsværket i Danmark udlever hver dag en magtkamp, og hvis man ikke har en stærk minister, der er dygtig, kan sit stof og har mandat fra Folketinget eller sin statsminister til at navigere, så vil de bestemme. Det skal man bare vide. Det er ikke af ond vilje, for driftsmaskinen definerer, at der skal træffes beslutninger hele tiden, og hvis ikke ministeren gør det, så gør departementschefen det eller systemet.”

Nogenlunde samme sang gentog hun i Thomas Larsens bog ’Mette Frederiksen: Et politisk portræt’, der udkom op til folketingsvalget i 2019: ”Embedsværket i Danmark er fagligt dygtigt. Men der er en magtkamp. Hvis ikke ministeren sætter sig for bordenden, gør departementschefen eller systemet det.”

Det er blandt andet dén historik, der skabte en forventning om, at en større embedsværksreform ville blive rullet ud, når først hun havde sat sig i førersædet. Den er aldrig kommet, og det gør den heller ikke, fortæller hun.

Dit forhold til embedsværket var der meget snak om, inden du blev statsminister, og der var også en forventning om større ændringer, når du kom til. Man siger, du ikke kan lide embedsmændene.

Hun smiler til mig. Venligt, men bestemt.

”Det er heldigvis ikke rigtigt. Og har heller ikke været rigtigt på noget andet tidspunkt. Det er rigtigt, at der har været gisninger om alt muligt. I mine øjne er det nødt til at være det demokratisk valgte led, der leder og beslutter. Og jeg har svært ved at se, hvordan man demokratisk kan argumentere for det modsatte. Det, der reelt er sket i samspillet, det er, at den politiske retning og ledelse er blevet tydeligere.”

Så begynder hun at rose embedsværket:

”Embedsværket består og fungerer på mange måder, som man altid har kendt embedsværket i Danmark. Det har altså en meget, meget høj grad af faglighed, det må man sige. Det er et meget kompetent embedsværk, vi har, og det har det været i årtier. Det er meget, meget velfungerende. Noget, som få mennesker ved, er, hvor mange arbejdstimer embedsfolk lægger i det her samfund.”

Det er det med timerne igen. Vil man have Mette Frederiksens respekt, skal man selvfølgelig være dygtig, men man skal også helst arbejde som en hest.

Hun ser embedsværkets rolle som både servicerende og proaktivt. Det skal komme med egne udspil, men det skal også kunne parere en politisk ordre.

”Mange embedsmænd går ind i deres job med ikke kun en faglig kompetence, men også en indignation – der er jo mange af dem, der har et stort ønske om at bidrage til en bedre kriminalforsorg, hvis det er det område, de sidder på. En bedre miljølovgivning. Eller hvad det nu måtte være. Så selvfølgelig skal man turde noget offensivt fra den side, men du kan sige, at embedsværkets vigtigste opgave grundlæggende er at kvalificere de politiske beslutninger både i processen, og når de føres ud i livet.”

Så den her idé om, at du var imod embedsværkets nuværende konstruktion, hvor kommer den fra?

”Det ved jeg ikke. Men den er i hvert fald forkert.”

Så der kommer ikke en reform?

”Nej.”

Men du har jo sagt, at du eksempelvis mener, at departementschefer har for stor magt.

”I hvert fald er samarbejdet fuldstændig afgørende, og min oplevelse er entydigt, at det i dag kører godt.”

Rådgivernes nye rolle

Én ting er egentlige reformer, noget andet er kulturændringer. Det første kræver politisk flertal, det sidste kan man på sin vis lade brede sig stille og roligt.

Martin Rossens faste plads i Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget var ny. Ikke før har en særlig rådgiver haft plads i så centrale organer, men på den anden side: Ikke før har en særlig rådgiver været stabschef.

Med udvidelsen af Statsministeriet beholder man stabscheffunktionen, men den nye stabschef Martin Justesen skal dog ikke være fast medlem i udvalgene. Det er kun ministre.

Men fremover skal også andre rådgivere fra særligt Statsministeriet og Finansministeriet kunne sidde med i det ellers lukkede rum, udvalgene vanligvis har været. På samme måde som embedsmænd allerede i dag deltager i møderne.  

I det hele taget har Mette Frederiksens regering brugt særlige rådgivere på en ny måde. De er blevet langt mere centrale figurer end tidligere, og de er nu mere at betragte som en del af ledelsen.

”I starten handlede særlige rådgivere i Danmark om spin-delen. Og kommunikation og pressearbejde er stadig en vigtig del af hverdagen også for os, men man kan sige, at vi har skubbet de særlige rådgiveres arbejde mere hen i retning af at sikre, at regeringen fører den politik, regeringen har tænkt sig at føre. At understøtte det langsigtede arbejde, herunder også ledelsesarbejdet. Idéen, som vi fik, om, at særlige rådgivere også skal kunne være til stede i de rette udvalg, både Ø og K, kommer vi også til at fastholde. Fordi det er i det rum, du også skal bygge bro mellem hverdag og driften af samfundet, samtidig med at du har det langsigtede blik på. Vi kommer så til at udvide det rum, forstået på den måde, at primært særlige rådgivere i Statsministeriet og Finansministeriet skal med ind i udvalgene, og de kommer så til at fungere på samme måde som embedsmændene. Så faste medlemmer af udvalgene bliver fremover ministre, men der kan være flere særlige rådgivere med i diskussionen, afhængigt af hvad der er på dagsordenen.”

Hvorfor er det vigtigt, at de er der?

”Det er for at skabe sammenhæng. Jeg sagde på et af de allerførste møder, vi havde i regeringen: Man kan ikke lede et land på sager. Og nu har jeg jo også selv været ressortminister, og inden man ser sig om, så er dit regeringsarbejde bundet op på sager. Så forholder du dig til en kommende reform af politiet som kun en reform af politiet, og det ønsker den her regering ikke, for vi ønsker samtidig at fremme nærheden og at afbureaukratisere. Og det her med at få tingene tænkt ind som en del af en helhed er noget af det, der er de særlige rådgiveres opgave.”