Glem alt om holistisk menneskesyn, følelsernes intelligens og andre af tidens bløde ledelsesværdier. Virksomhederne skal organiseres med de klogeste i toppen, de halvkloge i midten og trinvis ned til de underste niveauer, hvor der ikke kræves nogen nævneværdig intelligens. Sådan lyder en urimelig kort sammenfatning af en ny ledelsesfilosofi med udspring i den canadiske psykoanalytiker og organisationsforsker Elliott Jaques. Tankegangen bygger på ideen om, at den enkelte medarbejders mentale formåen kan placeres på en skala fra ét til syv. Den enkeltes niveau er så afgørende for, hvilket job der er passende, og om chefen opleves som en naturlig leder eller et dagligt irritationsmoment. Lederen skal nemlig være klogere end sine underordnede, men må kun ligge ét niveau over dem, han skal lede. Jaques’ tanker har mange fjender, men de har vundet udbredelse så forskellige steder som New Yorker Philharmonikerne, den amerikanske hær, Sveriges girobank samt herhjemme i Suså Kommune.