Kommunerne kæmper en hård kamp for at få fat i unge medarbejdere. Kontorelever inviteres til udlandet på kommunens regning. Og de mødes af vejledere, der har været på kursus i coaching. “Vi har været nødt til det - ellers ville vi løbe tør for elever,” siger Frank Høy, personalechef i Silkeborg Kommune. Men arbejdsgiverne i kommunerne har langt igen: De skal ansætte mere end 200.000 nye medarbejdere inden år 2006. Inden for syge- og hjemmepleje vil mellem halvdelen og to tredjedele af det nuværende personale forlade deres stillinger. De unge vil næppe stå model til det opslidende arbejde. Derfor risikerer kommunerne snart at stå med et alvorligt problem og tomme stillinger, vurderer forbundssekretær i Forbundet af Offentligt Ansatte Lisa Dahl Christensen.