De usynlige ledere
Ny undersøgelse: Offentlige ledere uden for politisk indflydelse
Værdifuld viden om velfærdssamfundet går tabt
Kompetencespild. Lederne i mange af landets børnehaver og plejehjem er sat uden for politisk indflydelse. Dermed bliver velfærdssamfundets sande eksperter ikke taget med på råd af politikere og embedsmænd, når fremtidens velfærdsstat planlægges. Det konkluderer en ny undersøgelse, som omfatter 759 ledere af daginstitutioner, folkeskoler, skole- og fritidsordninger, plejehjem samt specialinstitutioner fra hele landet. Undersøgelsen dokumenterer, at der ligger et kæmpe potentiale blandt lederne i velfærdssamfundets maskinrum. De mange praktiske erfaringer er lige til at samle op og bruge som led i regeringens kvalitetsreform. “Resultatet er meget overraskende. Man mister et stort potentiale i form af viden og erfaring, som der jo er hårdt brug for i disse år med mange reformer, ” siger lektor John Storm Pedersen, der står bag undersøgelsen. Den viser også, at børnehaver, skoler og plejehjem er langt mere innovative, end det umiddelbart fremgår af den brede offentlige debat.