Krisen handler ikke om SF – den er blot symptomet

Mange nyheder er blot symptomer på en nyhed, der er meget større. Det gælder bl.a. krisen i SF og Villy Søvndals farvel som formand. Den er symptomet, men den egentlige nyhed handler om demokratiets krise. Det repræsentative demokrati er stærkt udfordret i den nuværende form, og det har fået stadig sværere ved at involvere vælgerne.


Ét symptom på det er, at alle partier tilsammen kun kan mobilisere omkring 3,7 pct. af danskerne som medlemmer. Ét andet er vanskeligheden ved at leve op til vælgernes forventninger, hvis et parti skulle være så heldig – eller uheldig – at komme i regering og må sande, hvor stor afstanden er mellem partipolitik og regeringspolitik. I et udpræget mindretalsdemokrati som det danske er det stort set umuligt at indfri enkeltpartiers forventninger om at sætte markante aftryk på samlingsregeringers politik.


Det er især svært i situationer, hvor internationale kriser og udfordringer dikterer vilkårene for de enkelte nationers politiske manøvrefrihed og kræver kompromisløse og hurtige indgreb.


De vilkår har regeringen haft meget svært ved at overbevise danskerne om. I stedet er den tvunget stærkt i defensiven, hvor den konstant skal forsvare sig mod endeløse og skarpe angreb for løftebrud fra såvel opposition som bagland – selvom løftebrud er en uundgåelig betingelse for at føre en fælles regeringspolitik.



[quote align="right" author=""]Partiet stiller med et hold, der aldrig tidligere har siddet i en regering og har utvivlsomt haft urealistiske forventninger om sin egen indflydelse. Forventninger, der ikke mindst har slået rod i baglandet.[/quote]

Den borgerligere regering kom godt fra sit meget store løftebrud, da den imod alle planer og valgløfter oprustede og ekspanderede den offentlige sektor til rekordstørrelse og dermed underminerede nationens økonomiske råderum. Men det er trods alt nemmere at få tilgivelse for et løftebrud, hvis det handler om at dele flere gaver ud end lovet. Først når regningen skal betales, står omfanget af løftebruddet klart.


Det belaster nu den borgerlige regerings eftermæle, men hjælper ikke efterfølgeren. Tværtimod. Den hænger på regningen og kan derfor ikke indfri alle sine løfter.  Der er blot en betydelig forskel: Denne gang er det ikke et spørgsmål om at give, men at tage gaver fra vælgerne – at beskære deres velfærdsrettigheder.


SRSF-regeringen deler her skæbne med regeringer i en række andre demokratiske lande. Den økonomiske krise, kombineret med accelererende krav om hurtig omstilling til en ny ressource – og energivirkelighed kræver drastiske og upopulære indgreb og forudsætter regeringer og politiske ledere, der prioriterer den opgave højere end næste genvalg.


Med mindre der udvikles en langt mere realistisk opfattelse af, hvad der er økonomisk og politisk muligt at gennemføre af reformer – og forventningsniveauet afstemmes herefter – bliver det næsten umuligt for kommende regeringer at få succes. Vi vil da vandre fra regeringskrise til regeringskrise, alt i medens tilliden til folkestyre og demokrati falder. Risikoen er, at stadig flere lande tvinges til teknokratiske overgangsløsninger som i Italien, men det er en falliterklæring for det oplyste demokrati.


I denne tid er USA et godt og tankevækkende eksempel på, hvor svært det er at samle en befolkning omkring løsningen af nationens største udfordring siden 1930´erne – og det til trods for, at landet er begunstiget af at have kun to dominerende partier. Til gengæld er de så splittede i deres forståelse af, hvad der skal sikre landets fremtid, at USA er tæt på handlingslammelse.



[quote align="left" author=""]Tilbage står, at SFs krise ikke blot er partiets, men et symptom på de udfordringer, alle partier og kommende regering skal håndtere: At lukke en voksende tillidskløft mellem politikere og befolkning.[/quote]

Vi har netop oplevet en presset præsident Barack Obama bruge sin store tale på konventet til at forklare vælgerne, hvorfor han ikke har kunnet indfri sine løfter, hvordan betingelserne for at regere USA har ændret sig dramatisk, og hvorfor der er længere leveringstid på ny vækst og nye jobs end først håbet.


SF er gået direkte ind i samme forventningsfælde. Når den rammer SF hårdere end de øvrige regeringspartier, skyldes det sikkert flere forhold. For det første partiets manglende regerings- og ministererfaring. Partiet stiller med et hold, der aldrig tidligere har siddet i en regering og har utvivlsomt haft urealistiske forventninger om sin egen indflydelse. Forventninger, der ikke mindst har slået rod i baglandet.


For det andet formandens urealistiske tro på egne evner ved at besætte både formandsposten og udenrigsministerposten. Den fejl begik Lene Espersen, og det burde have været et lærestykke for en Villy Søvndal. Det er det nu, men alt for sent.


For det tredje at partiet har forsømt at udvikle nye generationer af politiske ledere. Det nye kuld af unge politikere og ministre, som Villy Søvndal har hjulpet frem, har ikke fået tid og erfaringer nok til en dag at kunne tage over efter formanden. Han har valgt at stoppe, inden arvtagerne er klar til at tage over. Derfor risikerer partiet nu at blive kastet ud i et vakuum, der kan få fatale konsekvenser ikke alene for partiet, men også for hele regeringen.


Trods de selvskabte problemer ændrer det ikke den kendsgerning og det dilemma, som alle vestlige demokratier slås med i disse år: At afstemme forventningerne til det politisk mulige, hvilket bl.a. handler om at droppe overbudsløfter til fordel for en ny realisme. En realisme, der tager afsæt i en verden, der med sin konstante foranderlighed, uforudsigelighed og kompleksitet gør det næsten umuligt at indfri præcise løfter om job og vækst m.v. De politikere, der fortsat baserer deres troværdighed på de makroøkonomiske modelberegninger i Finansministeriet, som ofte er endt i fejlskøn, er sikre på at miste den.


SF og Villy Søvndal tog en rigtig beslutning, da de gik ind i regeringen. Det var dristigt og modigt, og det udtrykte en vilje til at tage ansvar. Det skal den afgående partiformand roses for. Han og partiet begik efterfølgende flere fodfejl, men tilbage står, at SFs krise ikke blot er partiets, men et symptom på de udfordringer, alle partier og kommende regering skal håndtere: At lukke en voksende tillidskløft mellem politikere og befolkning. Det går bl.a. ud på at nytænke partiprogrammer, valgløfter og politiske beslutningsprocesser, så de er tilpasset virkeligheden i starten af det 21. århundrede.

Forrige artikel Zombiedebat om Danmarks fremtid Næste artikel Danskerne er klar til e-demokrati