Valget i de 98 kommuner vil gå over i historien som det valg, hvor yderfløjene fik deres store gennembrud på den kommunalpolitiske scene.

Næsten hver femte dansker stemte på enten Enhedslisten eller Dansk Folkeparti. De to partier har tilsammen fået 175 ekstra mandater, er nu vigtige spillere i kommunalpolitisk sammenhæng og har sikret sig stor indflydelse de næste fire år.

Derfor er de to partiers frontfigurer, Johanne Schmidt-Nielsen og Kristian Thulesen Dahl, også de to absolut største vindere af gårsdagens kommunalvalg. Men med én markant undtagelse, SF’s Annette Vilhelmsen, kan alle partiledere være godt tilfredse.

Helle Thorning-Schmidt

Statsminister Helle Thorning-Schmidt holdt en tabertale på valgaftenen og kunne se sig selv i morgenaviserne som en valgtaber. Men hun er reelt en af valgets mange vindere.

Hvis hun var blevet spurgt for bare et par måneder siden, om hun ville sælge valget for at forblive det største kommunale parti og bevare borgmesterposten i de fire største kommuner i landet, ville hun ikke have tøvet et sekund. Hun ville slå til lige med det samme.

Dengang stod Venstre til at blive den helt store vinder, og langt ind i Socialdemokraternes bagland var der en udbredt frygt for en politisk massakre. Sådan gik det ikke, og det kan hun bl.a. takke Venstres Lars Løkke Rasmussen for, idet hans bilagssag formentlig har kostet vælgere.

Socialdemokraterne vandt de fire store kommuner – København, Aarhus, Aalborg og Odense – som var et af målene. Det blev det største kommuneparti. Dertil kommer, at partiet har tilbageerobret kommuner som Fredericia og Frederikshavn fra Venstre. Det har også fortsat flest regionsrådsformænd. Og som en ekstra bonus kunne hun tidligere på ugen læse den første meningsmåling siden folketingsvalget, der giver rød blok flertal. Efter to år med massive anklager om løftebrud og angreb på hendes forvaltning af statsministerembedet kan hun nu med rette hævde, at partiet er på vej frem.

Men sejren er ikke uden torne. Det er femte valg i træk under Thornings ledelse, at Socialdemokraterne går tilbage. To folketingsvalg, i 2007 og 2011. Et kommunalvalg, i 2009. Og et valg til Europa-Parlamentet, i 2009. Partiet gik 1,1 pct. tilbage og har mistet over 10 borgmesterposter. Det skyldes dog først og fremmest SF’s massive tilbagegang, der ikke helt opvejes af Enhedslistens store fremgang.

Mange af S-borgmestrene har kun et spinkelt flertal i ryggen og sidder på magten med støtte fra Enhedslisten. Det kan føre til nogle gevaldige politiske slåskampe og konflikter de næste fire år, på samme måde som regeringen talrige gange er blevet udfordret af Enhedslisten i Folketinget. Hvordan Enhedslistens mange mandater vil forvalte deres nye magt, er svært at spå om. Men der kan vente mange S-borgmestre en helt ny hverdag efter nytår.

Lars Løkke Rasmussen

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er også en af valgets vindere. Trods den seneste tids frie fald i meningsmålingerne gik Venstre frem og ender med at blive det største borgmesterparti, når de sidste konstitueringer er på plads.

Men sejren blev ikke så stor som spået for bare et par måneder siden. Dengang stod Venstre til en kæmpe valgsejr. Og når valgtømmermændene har lagt sig, står Lars Løkke Rasmussen over for en massiv udfordring med at genskabe troværdigheden hos både vælgerne og baglandet. Flere V-kandidater gav allerede før valget udtryk for, at de har haft svært ved at føre valgkamp, fordi de hele tiden er blevet konfronteret med deres partiformands problemer.

Selv om Lars Løkke Rasmussen uden tvivl havde håbet på en endnu større sejr for blot få måneder siden, fik han et af de bedste valg siden Anden Verdenskrig. Partiet har forsvaret sine højborge og vundet nyt borgmesterland i bl.a. Slagelse, Haderslev, Aabenraa, Greve, Randers og hans gamle hjemkommune Gribskov. Dermed har han også fået skabt en endnu stærkere lokal platform til at kunne udfordre Helle Thorning-Schmidt ved næste folketingsvalg. Samtidig kan formandsposten i Kommunernes Landsforening gå til Venstre, måske i skikkelse af Hernings borgmester, Lars Krarup.

Lars Løkke Rasmussen var klog nok til ikke at sætte barren for højt. Målet var blot at øge vælgertilslutningen i forhold til valget for fire år siden. Det lykkedes. Partiet gik 1,8 pct. frem. Havde Venstre officielt meldt mere ambitiøse mål ud, havde Lars Løkke Rasmussen stået med et stort forklaringsproblem i dag.

Med valget overstået gælder det nu for Lars Løkke Rasmussen om at få genskabt troværdigheden og få standset styrtblødningen i meningsmålingerne.

Lars Barfoed

De Konservatives leder, Lars Barfoed, kan trods den store tilbagegang ånde lettet op. For valget kunne være gået meget værre.

Havde han tabt konservative højborge som Frederiksberg og Gentofte, var han blevet stemplet som en af valgets store tabere, og medierne ville konstant sætte spørgsmålstegn ved, om han var den rette til at stå i spidsen for partiet.

Nu lykkedes det De Konservative at få mindst 13 borgmesterposter og en stemmeandel på 8,6 pct. Dermed har partiet levet op til sine mål om at bevare mindst 12 borgmesterposter og 8 pct. af stemmerne. De tabte ganske vist borgmesterposten i bl.a. Greve og på Samsø. Til gengæld vandt de overraskende i Sorø, Lolland, Lyngby-Taarbæk og det med spænding imødesete valg i Helsingør, hvor den tidligere socialminister Benedikte Kiær fik et kanonvalg. Og måske der venter nye borgmesterposter, når de allersidste konstitueringer er på plads. 

Selv om De Konservative roder rundt tæt på spærregrænsen i de nationale meningsmålinger, vidner valget om, at partiet fortsat har en temmelig stærk lokalpolitisk forankring og formår at drage fordel af borgmestereffekten. De Konservative er fortsat det tredjestørste borgmesterparti. Og partiet ser også ud til at have draget fordel af i flere kommuner at være i valgforbund med Liberal Alliance, så de kunne suge noget af stemmespildet op og veksle det til flere mandater.

Selv om De Konservative med Lars Barfoed i spidsen endnu en gang går tilbage vælgermæssigt, kan han nu sætte et flueben ud for det første af tre punkter i den plan, der skal bringe partiet i bedre form frem til næste folketingsvalg. Næste trin er valget til Europa-Parlamentet næste år med den tidligere partileder Bendt Bendtsen i spidsen. Og så skal det hele kulminere ved folketingsvalget om formentlig to år. Første skridt er nu overstået med et hæderligt resultat.

Margrethe Vestager

De Radikales leder, Margrethe Vestager, fik et hæderligt valg, og partiet gik en smule frem. Det har efter nytår 62 mandater mod 50 i dag. Og dermed lykkedes det til en vis grad at viske tavlen ren efter katastrofevalget for fire år siden, hvor det tabte hver tredje stemme, hvilket smertede dybt ind i De Radikales sjæl. 

De Radikale er gået fra at være repræsenteret i 37 kommuner til nu at være repræsenteret i 45. Men hvis Margrethe Vestager havde sat næsen op efter at veksle partiets store indflydelse i Folketinget til borgmesterposter, blev hun dog slemt skuffet. 

Det lykkedes De Radikales Leon Sebbelin at blive ny borgmester i Rebild. Anne Mee Allerslev beholder en borgmesterpost i København. Partiet har også fået rådmandsposter i bl.a. Odense og Aarhus. Og det er tungen på vægtskålen i KL’s bestyrelse, når der skal vælges ny formand.

Men De Radikale er kun det 7. største kommuneparti og er ikke i nærheden af sin vælgertilslutning på 9,5 pct. ved folketingsvalget for to år siden. Det gør ondt i De Radikales selvforståelse. Partiet ville meget gerne være repræsenteret langt bredere i landet.

Den tidligere partileder, kulturminister Marianne Jelved, fastslog for et år siden, at De Radikale skulle være repræsenteret i alle kommuner og regioner efter valget, og at målet var ”en håndfuld borgmestre”. Det lykkedes langtfra. Men med en lille fremgang og en ny borgmesterpost i Rebild kan Margrethe Vestager med rette erklære sig selv for en af vinderne.

Kristian Thulesen Dahl

Kristian Thulesen Dahls første eksamen som partileder blev ubetinget en succes.

Hidtil har partiet haft svært ved at veksle sin store succes i Folketinget til et gennembrud på den kommunalpolitiske scene. Nu er det kommet. Partiet er nu det tredjestørste kommuneparti med 256 mandater – svarende til en fremgang på 70 mandater.

Dermed har Kristian Thulesen Dahl fået skabt en solid og efter al sandsynlighed langtidsholdbar lokal forankring i det meste af landet.

Han har været klog nok til ikke officielt at lufte ambitioner om at vinde en masse borgmesterposter. Han har signaleret, at det mere handlede om at sikre sig indflydelse ved konstitueringerne. Men på de indre linjer har partitoppen dog håbet på at kunne vinde en række borgmesterposter i f.eks. Hvidovre, København og Guldborgsund.

Foreløbig ser det ud til kun at lykkes i København, hvor Carl Christian Ebbesen får partiets første borgmesterpost nogensinde. Men Dansk Folkeparti sidder mange steder på de afgørende mandater og har konstitueret sig til nye attraktive udvalgsposter.

Mange har spået, at Dansk Folkeparti ville blive markant svækket efter Pia Kjærsgaards exit som leder. Den spådom er gjort til skamme. Partiet har massiv medvind, og med valget har Kristian Thulesen Dahl nu fået skabt sig en solid og strategisk platform frem til næste folketingsvalg.

Anders Samuelsen

For fire år siden fik Liberal Alliance ét mandat ved valget. Det var partiets leder, Anders Samuelsen, der blev valgt ind i Horsens. Nu har det fået 33 mandater. Dermed har Samuelsen indfriet sit mål om at være repræsenteret i 25 kommuner og kan også kalde sig en af valgets vindere.

Fremgangen skyldes til en vis grad den landspolitiske effekt, men snyder dog en smule. For siden valget for fire år siden har godt 20 lokalpolitikere fra forskellige partier forladt deres grupper forskellige steder i landet og meldt sig under fanerne hos Liberal Alliance. Så hvis Liberal Alliance havde fået under 20 mandater, ville det reelt være en tilbagegang i forhold til partiets repræsentation før valget.

Men nu er mandaterne blevet konsolideret og udbygget med et par håndfulde, så Anders Samuelsen kan skabe sig en stærkere lokal platform og sikre større synlighed frem til næste folketingsvalg. Samtidig kan det unge parti få opbygget en mere robust lokal partiorganisation.

Johanne Schmidt-Nielsen

Hvis Johanne Schmidt-Nielsen har svært ved at få armene ned i disse dage, har det sine naturlige årsager. Enhedslisten bragede ind i byråd og kommunalbestyrelser med 119 mandater – en fremgang på over 100 mandater.

Enhedslisten er med et slag blevet det femtestørste kommuneparti og er nu repræsenteret i 76 ud af 98 kommuner – mod 10 i den forgangne valgperiode. Det har sikret sig en ny borgmesterpost i København og rådmandsposter i bl.a. Odense og formentlig Aalborg. Alene i København stemte hver femte vælger på Enhedslisten.

Dermed har Enhedslisten – ligesom Dansk Folkeparti – fået sit store kommunalpolitiske gennembrud og kan nu sikre sig en solid lokal forankring over det meste af landet. Det store spørgsmål er, hvordan de mange nye og ofte uerfarne mandater nu kommer til at forvalte deres nye indflydelse, så Enhedslistens valgsejr ikke blot bliver en døgnflue, der dør igen om fire år.

Den massive fremgang kommer også til at smitte af på Johanne Schmidt-Nielsen og den øvrige folketingsgruppes strategi. Med en bred repræsentation over hele landet vil den pragmatiske fløj i Enhedslisten blive styrket.

Med 119 lokale mandater vil Johanne Schmidt-Nielsen have et stærkt bagland i ryggen i sit forsvar for bedre velfærd og mere grøn politik og stå markant styrket i de kommende forhandlinger på Christiansborg frem til folketingsvalget.

Annette Vilhelmsen

Annette Vilhelmsens første konfrontation med vælgerne efter at have overtaget formandsposten fra Villy Søvndal sidste år blev en bragende fiasko. Havde hun drømt om et vendepunkt ved dette valg, blev drømmen godt og grundigt skudt i sænk af vælgerne.

Partiet blev som ventet banket ud af banen ved valget. Det tabte to ud af tre mandater – 225 i alt – på landsplan og har nu kun 115 tilbage. Enhedslisten har nu 119 mandater. SF er røget helt ud af 21 byråd og kommunalbestyrelser.

Vilhelmsen havde måske håbet på at forsvare begge borgmesterposter i Lejre og Syddjurs. Det lykkedes ikke. Hun ville gerne have bevaret de to borgmesterposter i Københavns Borgerrepræsentation. Det lykkedes ikke. Hun havde en chance for at bevare fire rådmandsposter i Aarhus, Aalborg, Odense og Frederiksberg. Det lykkedes ikke. Og hun havde sat næsen op efter at nå samme vælgertilslutning på 9,2 pct. som ved folketingsvalget for to år siden. Det lykkedes heller ikke.

Som partileder må Annette Vilhelmsen påtage sig en del af ansvaret for SF’s store nederlag. Hun har endnu ikke formået at banke igennem og som superminister med ansvar for klassiske SF-områder som børn, socialpolitik og integration at skabe en skarp profil i offentligheden. Regeringsansvaret tynger partiet. Og det store valgnederlag var mere et udtryk for en landspolitisk tendens end lokalpolitisk.

Det eneste lyspunkt var Mette Touborgs imponerende fremgang i Lejre, hvor hun skaffede sit parti hver fjerde stemme og med det yderste af neglene bevarede borgmesterposten i det traditionelle Venstre-land.

Og selv den sejr er måske skidt nyt for Annette Vilhelmsen, da den er med til at udstille SF’s aktuelle ledelseskrise.

Hvis ikke Annette Vilhelmsen formår at få vendt skuden og opnå markante SF-resultater, vil medierne spekulere i, om hun er den rette til at sidde på posten. Med den massive udtynding i skaren af lokale SF-politikere bliver Annette Vilhelmsens udfordring frem til næste valg ikke gjort lettere. En mulig arvtager til formandsposten blev født ved valget i går. Hendes navn er Mette Touborg.