Ledelseslingo har fået storhedsvanvid: Derfor skal du skrue lidt ned for begejstringen

Med sin nye bog går han skridtet videre og undersøger, hvad det gør ved os, når overmod dyrkes som en dyd frem for den last, det oprindeligt har været opfattet som.

I et konstant forsøg på at overtale, promovere og maksimere skaber sproget en ligegyldighed over for fakta, sandhed og nøjagtighed. Til gengæld skaber det maksimalistiske sprog perfekte vækstbetingelser for skepsis, mistillid, alternative fakta og subjektive sandheder, lyder analysen fra Toxvig. 

Målt med den helt store lineal er det en udvikling, som underminerer sammenhængskraften i samfundet og demokratiet – som overmodets stjerneartist Donald Trump i øjeblikket gør sit bedste for at bevise. Men mere jordnært er det også et problem, når organisationer og ledere skal omsætte strategier og visioner til virkelighed.  

"For stor uoverensstemmelse mellem det sagte og det oplevede skaber en apati, som gør det sværere for ledere at efterleve kravene om at skabe resultater, som gavner miljø, trivsel og økonomi på samme tid," siger Mikkel Toxvig. 

Det er ret let at karikere ledelseslingo og den måde, vi taler om vores mål og ønsker på. Men hvad er alternativet; at vi underspiller og forfladiger sproget? 

"Det handler nok mere om et bundniveau, der er mere realistisk, og så tale sproget op de steder, hvor der så er en presserende nødvendighed eller noget, der virkelig er banebrydende. Alt kan jo ikke være unikt og epokegørende." 

En undersøgelse fra Djøf blandt 4.700 offentligt ansatte understreger, hvad sproget betyder for tilliden til en leder. 

Blandt ansatte, som oplever, at der er sammenhæng mellem, hvad deres nærmeste leder siger og gør, har 95 procent tillid til lederen. Kun 20 procent har tillid til lederen, hvis de ikke oplever sammenhæng mellem tale og virkelighed. 

Derfor er det vigtigt, at man som leder modarbejder det kommunikative overmod, som overtalelsesøkonomien kan resultere i, lyder en pointe i Toxvigs bog. 

Som leder er det jo din rolle at sætte retning og sikre, at opgaverne bliver løst bedst muligt. Er der ikke behov for et inspirerende og måske en smule opblæst sprog? 

"Helt sikkert. Det er jo ikke, fordi vi skal have sådan et leverpostejssprog, hvor det er strengt forbudt at vise begejstring. Det er helt okay at være ambitiøs, men så skal det netop gøres tydeligt, at der er tale om et ideal, som vi stræber efter, men som kan være umuligt at nå," siger Mikkel Toxvig. 

Hård kollision med janteloven 

Den sproglige inflation er ifølge Mikkel Toxvig en afledt konsekvens af opmærksomhedsøkonomien. Eller snarere dens mindre kendte fætter; overtalelsesøkonomien. 

I kampen om opmærksomhed er overtalelsen eller påvirkning nemlig det egentlige mål. Tendensen er især vokset i velhavende vestlige lande, i takt med at produktionen er flyttet til udlandet. Færre arbejder i manuelle eller fysiske jobs, mens markant flere mere eller mindre direkte beskæftiger sig med at påvirke eller overtale andre til at købe viden, produkter eller ydelser. 

"For at skubbe til forbruget har der været behov for at udvide det, du siger, et produkt kan. Men ligesom økonomisk inflation resulterer det i, at der over tid skal et tiltagende mere opstyltet og højtravende sprog til for at ’købe’ den samme opmærksomhed," forklarer han. 

Janteloven dikterer som bekendt, at man ikke skal tro, man er noget. Og man skal i hvert fald ikke komme for godt i gang. Spørgsmålet er, om danskernes uimponerede mentalitet gør os mere følsomme over for store følelser og ambitioner i sproget? 

"Det tror jeg helt sikkert. I mange virksomheder opstår der brudflader i mødet mellem dansk og engelsk. Derfor skal man som leder eller konsulent være ekstra kritisk over for, om engelske begreber giver mening i en dansk kontekst." 

I Danmark er vi også verdensmestre i tillid. Gør det os mere sårbare over for bullshit? 

"Det er mig bekendt ikke noget, der er lavet studier på, men det er nærliggende at tro, at vi som danskere er endnu mere sensitive over for opblæst sprog, fordi vi ikke er vant til at trække så meget fra i vores tolkning af budskaber som for eksempel amerikanere," siger Mikkel Toxvig. 

Hvem gider en nej-hat? 

Det er svært ikke at trække på smilebåndet, når Mikkel Toxvig hudfletter genkendelige hyldevarer fra det moderne lederskab som onboarding-processer og forandringsledelse. Selv om bogen trækker på antikkens myter om Ikaros, Sisyfos, Narkissos og Pygmalion – som alle blev offer for deres eget overmod – fornemmer man et åndeligt slægtskab med nutidige kejserens nye klæder-skribenter som Svend Brinkmann, Morten Münster og Dennis Nørmark. 

En sammenligning, forfatteren selv tager som en ros. 

Svend Brinkmann er sjov, men hvem gider i virkeligheden en nej-hat på jobbet? Og vel slet ikke som leder? 

"Der er så meget begejstring i ledelse, så det er okay at tale det lidt ned. Mit ønske er at genskabe en forbindelse mellem den virkelighed, vi oplever, og det sprog, vi bruger, fordi der er alvorlige konsekvenser ved ikke at gøre det – både på det menneskelige plan og for virksomhederne." 

Selv ser han sig ikke som en nej-hat, men blot som konstruktiv kritisk. 

"Jeg er faktisk ret begejstret for mit arbejde og det, jeg laver." 

Du arbejder selv som kommunikationsrådgiver for LEAD, der rådgiver om ledelse. Er du ikke bange for at underminere din egen branche? 

"Nej, tværtimod. En af de primære fordomme om konsulentbranchen, som delvist kan være berettiget, er, at vi er sælgere af varm luft. Så hvis vi skal retfærdiggøre vores egen position og løn, skal vi jo også komme med noget, som er substantielt og relevant. Og det er jo sådan set bare det, jeg efterlyser," slutter Mikkel Toxvig.

'Magt og Overmod' udkom den 23. oktober.