Hvad koster det at tiltrække de bedste talenter, de skarpeste medarbejdere og de dygtigste ledere? Og eksisterer der særlige moralske grænser, som skaber en indbygget modsætning mellem at være et offentligt ejet selskab og have ambitioner om at blive førende i den internationale konkurrence på havvindmølleparker?

Det er nogle af de spørgsmål, der rejser sig i kølvandet på fyringen af DONGs topchef, Anders Eldrup, som bestyrelsen anført af bestyrelsesformand, Fritz Schur, eksekverede i sidste uge.

Det efterfølgende forløb, hvor Schur brød tavsheden – og en gensidig aftale – ved at fortælle pressen en stribe detaljer i sagen, har ikke været videre kønt. Et magtspil om ledelsen og retningen i en af landets grønne frontløbervirksomheder har udspillet sig for åben skærm. Store dele af pressen har ukritisk videreformidlet budskabet om, at Eldrup har været ansvarlig for en ukontrolleret lønfest til udvalgte “guldfugle” i DONG, overtrådt regler og har svigtet bestyrelsens tillid.

Flere nøglemedarbejdere er blevet udstillet i aviserne til offentlig spot, og ikke mindst vicedirektøren for vedvarende energi, Jakob Baruël Poulsen, er blevet hængt ud. Poulsen har haft en samlet løn- og bonuspakke, der er større end den administrerende direktørs, og den skulle ifølge Schur omfatte en “fratrædelsesgodtgørelse” på over 20 millioner kr.

Det er muligt, at Anders Eldrup på dette punkt har begået fejl, og i hvert fald har bestyrelsen ifølge Schur opfattet det som et tillidsbrud. Men andre kilder hævder, at det ikke var en “fratrædelsesgodtgørelse”, men tværtimod en fastholdelsesbonus til en nøglemedarbejder, som har en stor del af æren for selskabets succes med havvindmølleparker.

Bestyrelsen har nu sat en advokatundersøgelse i gang for at kaste lys over Eldrups ledelsesbeslutninger. Når den foreligger, bliver vi forhåbentlig klogere på sagens rette sammenhæng.

I mellemtiden kan man ærgre sig over en pressedækning, der nåede at udvikle sig til noget nær en folkedomstol. Moralske domme over de “eksorbitante” og “fyrstelige” lønninger og bonusser er blevet afsagt, og historier om kaos i DONG er fortalt i en lind strøm.

Dele af pressen har pisket stemningen ekstra op og bevidst gået efter at mobilisere en folkelig forargelse over høje lønninger og bonusordninger til topledere og specialister.

Forargelsen er ikke uforståelig. Vi lever i en tid, hvor afmagtsfølelsen efter finansboblens implosion står i grel kontrast til topchefernes lønfest og bankbossernes bonusser. Folk kan konstatere, at Peter Straarup får op til 67 millioner af Danske Bank, som under hans ledelse har oplevet store tab og afskrivninger – og i øvrigt været nødt til at gå tiggergang hos staten. Og de kan læse, at det livstruede rederi Torm vil betale sin topchef Jacob Meldgaard en kompensation i samme størrelsesorden. Det er forståeligt, hvis nogen når til den konklusion, at kæden er hoppet af.

Siden 1980’erne har vi i hele den vestlige verden set en stigende afkobling mellem realøkonomien og den spekulative finansøkonomi. Ikke mindst i finanssektoren har ledere presset deres løn og bonusordninger op, med henvisninger til højt betalte globale ledere, fodboldspillere og filmstjerner. Men der er beviseligt ikke ret mange, der har samme ekstremt høje performance som Steve Jobs, Lionel Messi eller Meryl Streep.

Og blandt topledere har der været et nærmest usynligt kodeks om, at man ikke er god nok, hvis ikke man forlanger mindst lige så meget som de andre topledere på ens eget niveau.

I den sammenhæng er en af Anders Eldrups store “forbrydelser” måske, at han ikke har krævet lige så meget i løn og bonus som de få andre danske topchefer på samme niveau. Oven i købet har han tilladt sig den luksus og generøsitet at lade en af sine bedste topmedarbejdere få langt mere i løn og godtgørelse end topbossen selv.

Samfundselitens krisekrav om løntilbageholdenhed for almindelige lønmodtagere og sociale nedskæringer for de svageste grupper mødes naturligt nok med forventning om, at man selv viser et vist mådehold. Det har i sandhed været svært at få øje på i mange sammenhænge.

Men man skal passe på med at blande moral og økonomi. Hvis en nøglemedarbejders indsats virkelig er af ekstraordinær strategisk vigtighed for virksomhedens fremtidige forretning, vil virksomheden også være klar til at hæve honoraret tilsvarende. Og det bør den også være klar til, selv om staten er hovedaktionær.

En stor del af Jacob B. Poulsens lønpakke var bundet til hans præstationer, og de udeblev ikke. Han har været en afgørende drivkraft bag DONGs imponerende fremskridt inden for vindenergi og bygning af havvindmølleparker. På dette område er DONGs omsætning og primære driftsresultat næsten tredoblet siden 2009. I lyset af denne milliardgevinst – og omkostningerne ved det tempotab, som DONG nu risikerer på grund af suspenderingen af Poulsen – var en fastholdelsesbonus i 20 millioner kroners-klassen næppe en dårlig investering.

Når man i den konkrete situation skal skønne, hvad der er rimeligt, er det vigtigt, at der er en sammenhæng mellem løn og præstation. I den offentlige debat har der været en tendens til at rode det hele sammen i en stor moraliserende pærevælling.

Mediernes forargelsestærskel er nogle gange ubegribeligt lav. Når de farer i flint og lader sig forarge over statsministres rygekabiner eller hæve-sænkeborde, kan skoene dårligt blive mindre.

Hjælpemidler, der hjælper landets øverste ledere at udføre deres arbejde i en ekstremt tidspresset kalender, risikerer i dag at blive udstillet som moralske skamstøtter og symboler på grådighed og overforbrug. Det er simpelthen uværdigt.

Det er af flere grunde vigtigt, at den ureflekterede nypuritanisme ikke får det sidste ord i debatten om DONG. Danmark skal også i fremtiden have råd til at belønne de bedste ledere og skarpeste hjerner ordentligt. Vores fremtidige velstand og ambitioner om verdensklasse afhænger af, at vi også forstår at honorere folk for ekstraordinære resultater. Eliten skal man ikke vanrøgte og gøre til offentlig syndebuk, men investere i. Elitepræstationer koster.

I forhold til topcheferne i de fleste OMX20-selskaber har Anders Eldrup nærmest været mådeholden med en løn og bonus på i alt godt 6 millioner kr.

En række topchefer oppebærer tocifrede millionlønninger. Nogle af dem sidder oven i købet i DONGs bestyrelse, nemlig Jørn P. Jensen fra Carlsberg og Lars Rebien Sørensen fra Novo Nordisk. Flere af DONGs bestyrelsesmedlemmer hæver også hvert år millioner for bestyrelsesarbejde i diverse selskaber.

Så ingen af dem, mindst af alle bestyrelsesformanden, kan være i tvivl om, hvad det koster, hvis man vil sikre den høje performance på topposten og de strategiske nøgleposter, hvilket er afgørende, hvis man vil begå sig i det globale spil.

Derfor er det også nærliggende at tænke, at der er mere end lønnen på spil i den konkrete sag. Måske er der tale om en strategisk uenighed, et personligt mellemværende, et tillidsbrud, der eksploderede på ukontrollabel vis, eller noget helt fjerde. Det bliver vi formentlig snart klogere på.

Indtil videre har DONGs bestyrelse sat en debat i gang, der ikke bare handler om aflønningen af Eldrup  og hans topfolk. I sidste instans må den også komme til at omfatte en diskussion af fornuften i de høje lønninger og bonusser, som bestyrelsesmedlemmer får i DONG og andre selskaber. Også de må bære byrden af deres beslutninger.

Offentligheden synes ikke at have forstået, at de høje lønninger til topfolkene først og fremmest bunder i DONGs store internationale ambitioner på det grønne område.

Og faktisk tjener Anders Eldrup og hans betroede medarbejdere væsentlig mindre end de toplønninger, der gives i tyske, franske, engelske og skotske energiselskaber. Disse oplysninger er bredt tilgængelige. Men desværre er debatten endt som et lokalopgør i andedammen.

Lønningerne i internationalt konkurrerende virksomheder ligger alt andet lige højere end i lokale og hjemmemarkedsorienterede virksomheder. Det perspektiv har været totalt fraværende i historien om, at DONGs lønninger er højere end hos rådgivende ingeniørfirmaer. Alt andet ville mildest talt også være overraskende.

Eldrup har igennem flere år leveret imponerende resultater og har været anerkendt og respekteret som en hoveddrivkraft i DONGs – og Danmarks – omstilling til grøn energi. DONG er blevet verdensførende inden for havvindmølleparker og har tjent tocifrede milliardbeløb på området.

I det lys kan man vanskeligt fortænke Eldrup i, at han har strakt sig til det yderste for at honorere de ekstremt høje lønkrav fra nøglemedarbejdere som Jacob B. Poulsen. De har leveret varen og mere til.

Spørgsmålet er så, om det gik for vidt, og om det kunne løses på anden måde? Hvor præcist var mandatet f.eks. fra bestyrelsen? Eldrup bør selv svare for sig i den sag.

I den bredere offentlighed er der mange, som ikke forstår, hvordan det hele kunne ende, som det gjorde. Var DONGs omstilling da ikke en grøn succeshistorie, som vi havde grund til at være stolte over i Danmark?

Historien er rig på mennesker, der fik svært ved at holde balancen, når beruselsen over egen magt og rigdom tog overhånd. Men hvor de usynlige grænser går, må bero på en konkret vurdering i den enkelte situation, og ikke abstrakte spekulationer ud fra en generisk målestok, der dyrker ensartet lighed under alle vilkår, og derfor meget let ender i middelmådigheden og laveste fællesnævner.

Lederskab og elitepræstationer, der udmærker sig ved at være ekstraordinære og gøre en afgørende forskel, bør også behandles som noget særligt. Det bør man holde sig for øje i den aktuelle debat om DONG. Sagen kan få vidtrækkende konsekvenser for den måde, vi i fremtiden taler om ledere, lederskab og lederlønninger på.

Dybest set handler det om, hvordan vi i Danmark behandler og belønner vore bedste talenter og ledere. Støder vi dem væk, kan Danmark hurtigt blive et talentfattigt land.

Kan vi ikke honorere eliten efter fortjeneste, fastholde de bedste hjemlige talenter og tiltrække en ny generation af dygtige og skarpe ledertalenter fra udlandet, er det Danmarks fremtidige konkurrenceevne, der skades.

Derfor er det utrolig vigtigt at tænke sig om og vælge sine ord med omhu. Forhastede domme og moraliserende belæringer kan koste dyrt i sidste ende.

Se også "Ledelsestomrum i dansk cleantech"